Simon Staun
PR-foto Carsten Windhorst

En hyldest af det uperfekte

Forleden var 49-årige Giles Martin ude at spise med sin familie i London. Under middagen spørger han sin hustru og deres to døtre, hvilke sange man kan høre på det berømte The Beatles-album "The Beatles", som senere er blevet kendt som "The White Album". Konen gættede på "Get Back", mens døtrene forsøgte sig med "Here Comes the Sun" og "Drive My Car".

- Jeg var faktisk en smule skuffet. Efter at have arbejdet intenst med "The White Album" et helt år kunne de ikke nævne én eneste sang ud af de 30 på dobbeltalbummet. Det indikerer i hvert fald, at jeg ikke tager mit arbejde med hjem, siger Giles Martin og ler.

Man kan ikke sige det samme om hans far, George Martin. Sir George Martin. Han producerede samtlige The Beatles' originale albummer - med hjælp af Phil Spector på "Let It Be" fra 1970 - og blev kaldt "Den femte beatle" af Paul McCartney.

- Fra min barndom har jeg mange minder med Paul McCartney i vores hus. For mig var det ikke opsigtvækkende, at han ofte var på besøg. Jeg havde aldrig prøvet andet, siger Giles Martin.

Variation gav større frihed

De fleste kan formodentlig høre, at "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" og "The White Album" i mange henseender er vidt forskellige albummer. Derfor havde Giles Martin brug for en pause mellem arbejdet med at remixe de to udgivelser.

- Hvis ikke jeg havde haft et afbræk mellem de to projekter, var jeg blevet sindssyg. Det var godt for mig at beskæftige mig med noget andet, inden jeg kastede mig over "The White Album", siger Giles Martin.

"The White Album" tæller 30 sange, som genremæssigt stikker i alverdens retninger. Der er den kontant rockende albumåbner "Back in the U.S.S.R", den gyngende ska-inspirerede "Ob-La-Di, Ob-La-Da", den episke westernfortælling "Rocky Racoon" og den næsten Led Zeppelinske bluesrocker "Yer Blues".

- Det sjove er, at variationen har givet mig større frihed, fordi hver sang kan remixes isoleret. Det kunne jeg ikke på "Sgt. Pepper", hvor jeg konstant skulle forholde mig til det flow, som er på albummet. Det er blandt andet kendt for dets unikke lydlandskab, derfor havde jeg ikke særligt frie tøjler. Hvis jeg forandrede lyden for meget, ville det svare til, at en konservator malede skæg på Mona Lisa. Med "The White Album" følte jeg ikke samme pres, fordi det altid har været anset for at være lidt mere rodet og skramlet, siger Giles Martin.

Det var dog en udfordring at ramme en optimal balance mellem sangenes originale karakter og hans remix.

- Undervejs følte jeg, at jeg blev ramt af Stockholm-syndromet*, fordi jeg på en måde var taget som gidsel, men alligevel forelskede mig hovedkulds i projektet. Det er svært at undgå en vis grad af fascination, når man er fanget af og i noget i så lang tid, siger Giles Martin.

Greb chancen

En fordel ved at arbejde med "The White Album" har været, at Giles Martin og hans hold har kunnet springe mellem sangene alt efter stemningen i studiet.

- Hvis vi havde arbejdet længe med en ballade som "Julia" eller "Martha My Dear", kunne vi hoppe om bord på "Helter Skelter" og blive rusket seriøst igennem. Det er en fin måde at rense paletten på, siger Giles Martin.

Det er 12 år siden, at Giles Martin fik sin debut med at remixe og remastere The Beatles-sange. Han skulle stå for at udvælge og remixe The Beatles-sange til Cirque de Soleil-showet "Love".

- I begyndelsen tvivlede jeg på, om jeg skulle sige ja til projektet, fordi jeg frygtede at blive kendt for at lave det samme som min far. En god ven, der i øvrigt var i gang med at producere for Foo Fighters, sagde til mig, at hvis ikke jeg greb chancen, ville han gøre det. Det fik mig til at indse, hvor heldig jeg var at få chancen, siger Giles Martin.

Senere er det gået op for ham, hvor ubegribeligt heldig han er. Han kan gå ind i Abbey Road Studios hver eneste dag året rundt og finde et The Beatles-mastertrack frem fra de topsikrede og for mange hellige arkiver og lytte til versioner af sange, som kun en yderst begrænset skare nogensinde har hørt.

- Noget, som andre kun kan drømme om at opleve, er en del af mit job. Det må jeg aldrig tage for givet. Derfor sætter jeg en ære i at dele min oplevelse med andre. Min fornemmeste opgave er at eksponere publikum for den begejstring, jeg til stadighed rammes af, når jeg hører The Beatles, siger Giles Martin.

Demoer er ren magi

Nogle af de udvalgte demoer, som udgives for første gang i forbindelse med 50-års jubilæet, er take 24 eller 27. Det betyder, at Giles Martin har skullet høre 23 eller 26 udgaver af sangene, inden han fandt præcis den udgave, der skulle med på udgivelsen.

- Det har været et enormt arbejde at lytte alle sange igennem. Men det var nødvendigt at vende hver en sten, da "The White Album" kun fylder 50 år én gang. Jeg må hellere fortælle, at to af mine kolleger har hjulpet med at grovsortere demoerne og valgt en bruttotrup ud. Havde de ikke gjort det, ville jeg stadig sidde og lytte, siger Giles Martin og ler.

Selv om demosange lyder lidt tamt, skal man ikke undervurdere deres betydning.

- Første gang, jeg hørte demoen til "Back in the U.S.S.R." var det ren magi. Det er kun Paul og John med en akustisk guitar på en optagelse, hvor det suser og skratter. Det var som at sidde med dem ved et lejrbål og høre dem spille kun for mig, siger Giles Martin.

For ham er den og lignende indspilninger selve essensen af musik.

- At høre sådan en demo føles som at være med i skabelsen af en sang. Det understreger også, at musik skabes af mennesker. Tænk sig, at nogle af rockhistoriens mest ikoniske sange startede med at være larm på et hotelværelse eller i et køkken. Det er den rejse og udvikling, jeg også har villet vise med mit arbejde, siger Giles Martin.

Hylder grimheden

Han har spillet de fleste af hans versioner af sangene for Paul McCartney, som heldigvis var tilfreds med resultatet.

- Min fornemmelse var, at han elskede de nye versioner. Det er i hvert fald, hvad jeg bilder mig ind, siger Giles Martin.

Det er en finurlig detalje, at Giles Martin blev født i 1969. Altså året efter "The White Album" udkom.

- Det er svært at forholde sig til, at albummet er et år ældre end mig. Jeg ved ikke, om det gør albummet eller mig gammelt. Jeg føler mig ikke gammel, og når jeg lytter til sangene, er de tidløse. Man kan sige, at de originale bånd er en slags tidsstempler, fordi man hører John på 28 år og Paul på 26 år synge. Mit job har været at få dig og andre til at føle, at I sidder sammen med dem. Præcis som jeg følte. Til trods for at albummet er 50 år gammelt, er udtrykket og udførelsen frisk, siger Giles Martin.

I hans arbejde har det været centralt ikke at pudse og polere sangene i en grad, så de bliver for perfekte.

- Man kan sammenligne det med plastikkirurgi, hvor mange tror, de kommer til at se perfekte ud, når de kommer under kniven. Men i virkeligheden bliver de grimmere, end de var til at begynde med. Mit udgangspunkt har været at remixe "The White Album" på en måde, hvor jeg hylder grimheden, forvrængningen og alle fejlskuddene. I en Instagram-verden, hvor alt er sukkersødt og kvalmende smukt, er der behov for at fejre det uperfekte, siger Giles Martin.

*Stockholmsyndromet er en psykisk tilstand, i hvilken ofrene for en kidnapning eller person, der indespærres imod deres frie vilje - fanger - udvikler et forhold til deres vogtere. Denne solidaritet kan sommetider komplicere tingene, når fangerne ligefrem hjælper deres tilfangetagere med at opnå deres mål eller undslippe politiet.