Gennem hele sin karriere har Gavin DeGraw tilstræbt at skabe sange, der emmer af noget udefinerbart "godt". Det hænger uløseligt sammen med opvæksten i et lokalsamfund, hvor mange kæmpede for at holde sammen på sig selv og familien. Hvor der var flere ulykkelige skæbner og historier end det modsatte.
- Især i begyndelen af min karriere var jeg enormt fokuseret på at skrive smukke melodier og tekster. Sangene skulle være pæne, fordi jeg gennem min barndom og ungdom var vidne til så mange samfundsmæssige grimme ting. Der var så mange konflikter og en underliggende desperation i et helt samfund, fordi byen var fallit, og mange af dens indbyggere havde det forfærdeligt. Mit mål var at lave musik, der var smukkere end deres liv, siger Gavin DeGraw.
Han stammer fra Catskill Mountains i det nordøstlige USA. Et område, de færreste danskere kender. Bjergene, der engang var beboet af indianere og derfor har stednavne som Big Indian Wilderness, Indian Head og Willowemoc, ligger to timers kørsel nordvest for New York og er i dag en slags ingenmandsland, hvor de fleste fabrikker og områdets engang så berømte sommerhoteller for længst er lukket.
Gavin DeGraw voksede op i byen South Fallsburg med 2000 indbyggere, og han sælger den ikke umiddelbart som et oplagt mål for kør-selv-ferien til USA.
- Det er på mange måder et deprimerende område. Faktisk er der ikke engang tale om rigtige bjerge som Rocky Mountains, hvor jeg stod på ski for nogle vintre siden. Da indså jeg, at Catskill Mountains ikke er bjerge, men i virkeligheden blot store bakker. Min hjemby South Fallsburg er nok den allermest triste by i hele området. Det er den fattigste af de fattige byer, siger Gavin DeGraw.
Var hadet uden grund
Han indleder en lang forklaring om byens udvikling siden 1950'erne. Det er meget interessant, men bliver ret kompliceret, så han stopper op og spørger i stedet, om jeg kender filmen "Dirty Dancing".
- Den by, filmen foregår i, er præcis, som min hjemby var i 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne. Hele dansekulturen og hotellerne med underholdning var en del af den æra. Da jeg voksede op i begyndelsen af 1980'erne, var den festlige epoke forlængst forbi. Økonomien i området var forandret, så man i stedet for turisme og glade tider fokuserede på fængsler som indtægtskilde. Unægtelig en modsætning, konkluderer Gavin DeGraw.
Hans far og mange af hans venners fædre var fængselsbetjente. I skolen gik han i klasse med mange børn, hvis fædre sad i fængsel.
- Det betød, at der var en meget mærkelig stemning både i skolen og uden for, da jeg fornemmede, at nogle af de andre børn hadede mig uden grund. Det var svært at begribe som barn, men det har helt sikkert været medvirkende til, at mange af byens unge kun havde ét mål i livet: At komme hurtigst muligt væk, fortæller Gavin DeGraw.
Den 37-årige musiker var en af dem, der forlod byen, så snart han fik chancen. New Yorks uanede muligheder trak som en gigantisk magnet.
- Det kan godt være, det kun tager to timer i bil mellem South Fallsburg og New York. Men der er tale om to forskellige verdener. Jeg tænkte tit over, hvordan en by i nærheden af New York kunne have så lidt at byde på, siger Gavin DeGraw.
Uærlig på scenen
I dag er han lidt mere nuanceret og har erkendt, at han har fået en basal viden om livet, man ikke kan læse om i nogen bøger.
- Vi fik næsten daglige kulturchok, fordi der var så mange mærkelige og forskellige mennesker i byen. Det er der også i New York, men der har man en tendens til at negligere og ignorere dem. Det var umuligt i South Fallsburg. De mange lukkede hoteller blev brugt af religiøse grupper og sekter, der ofte havde vidt forskellige budskaber og måder at formidle dem på i lokalsamfundet. Man burde have lavet indgående sociologiske studier på byen, siger Gavin DeGraw.
Hans forældre samt hans bror, der også er musiker, forsøger at
se muntert på den negative udvikling i byen.
- Vi ynder at sige: "Det gode ved South Fallsburg er, at uanset
hvor vi rejser hen, kan vi bedre lide det". Man skal altid tænke
positivt, siger han og griner.
For fire år siden fik han nok af de alt for polerede sange. Der skulle ske noget nyt, derfor besluttede han for første gang at samarbejde med andre om sine tekster.
- Før mit album "Sweeter" fra 2011 kunne jeg nærmest ikke gå ind i et lokale med en anden sangskriver. Hvis nogen kom med forslag til sange eller tekster, prellede det altid af på mig, da jeg slet ikke var indstillet på at samarbejde. Alene tanken om at lade andre komme så tæt på, gjorde mig utilpas. Hvad nu, hvis de syntes, mine idéer var tåbelige? Eller de kom med forslag, der var langt bedre end mine? Jeg mente også, at det ville være misvisende og decideret uærligt at stille mig op på scenen og fremføre en sang, som ikke var 100 procent mig, siger Gavin DeGraw.
Men efter de tre første succesfulde albummer begyndte han at mærke en stagnering i teksterne. Kuglepennen skrev ikke med samme hast som tidligere, og det fik ham på andre tanker.
Fanget i kreativt kaos
- Jeg var tvunget til at ryste træet og se, hvordan jeg kunne komme ud af dødvandet. Jeg fik fat på sangskriveren Ryan Tedder, som jeg er stor fan af, for at se, om han kunne hjælpe mig. Fra det sekund, vi mødtes, føltes det bare rigtigt. Det overbeviste mig om, at jeg absolut ingen grund havde til at frygte et samarbejde. Engang imellem er man stædig uden grund, og resultatet er, at jeg i dag kan se, at mit potentiale som sangskriver er vokset. Desuden har jeg undgået det absolut værste ved enhver form for kunst: Det forudsigelige, konkluderer Gavin DeGraw.
I dag er han så stor fan af co-writing, at samtlige sange på forrige album, "Make a Move", er skrevet i samarbejde med andre.
- Det har fjernet et stort pres fra mine skuldre, at jeg har delt arbejdet med andre. Engang ville jeg havde siddet ved mit klaver og skrevet på 30 sange samtidig uden at have styr på noget som helst. Det var som en stor collage, der til tider var umulig at overskue. Det var håbløst, hektisk og inspirerende på samme tid. Totalt anarki og kreativt kaos, siger Gavin DeGraw.
Der var elementer af denne cocktail, han satte pris på. Især uforudsigeligheden tæt på deadline kunne være en gave.
- Når man sidder og død og pine skal have skrevet 12 sange færdig inden tre uger, kommer man under ekstremt pres. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk trivedes under moderat stress i kortere perioder. Det tiltalte mig, at jeg aldrig kunne forudse, hvad der kom ud af presset. Så længe jeg ikke havnede i total "galninge"-mode, hvor intet godt udsprang af det kreative kaos, fortæller Gavin DeGraw.
I dag holder samarbejdet ham i langt højere grad på sporet, da der skrives på én sang ad gangen.
- Hvis man kun er sig selv, kan man let få et indfald og kaste sig over en anden sang. Men når man sidder i samme lokale med samme fokus, tvinger det en til at være effektiv. Jeg har også lært, at en sang skrevet i fællesskab kan være præcis lige så inderlig og oprigtig som en, man har skrevet alene. Det giver mig også den perfekte undskyldning, hvis jeg får kritik for en linje. Så er det altid den anden, der har skrevet den, siger Gavin DeGraw og ler, så det smitter.
Sangen er et socialt filter
Den nye indsigt og arbejdesmetode har ikke ændret hans ambitioner. De handler stadig om det samme, som da han debuterede med albummet "Chariot" med kæmpehittet af samme navn i 2003.
- Det har altid handlet om, at kunsteren forsøger at indfange lytteren eller beskueren ved at skabe noget, der har en samhørighed. Hver eneste af mine sange er som at opføre et fyrtårn, hvor man håber, at andre end en selv kan se signalet. Hvem har lyst til at komme i min retning? Hvem har det lige som mig, spørger Gavin DeGraw.
Han kalder en sang for et socialt filter, hvor man finder ud af, hvem der har nydt de samme ting eller stået med de samme udfordringer. Det behøver ikke nødvendigvis at handle om drastiske emner eller være smertefuldt eller depressivt for at fænge. Det kan lige så godt handle om en sjov bytur.
- Essensen er, at vi er fælles om noget. Lad os dele den her sang og de næste tre minutter, så simpelt er det. Det er måske musikkens største force, at den kan samle mennesker. Den er som et stammeflag, man samles om til koncerter for at mødes med andre, der har det på samme måde, siger Gavin DeGraw.
De gode vejer tungest
At samle folk, det kan han i hvert fald, Gavin DeGraw. For få uger siden spillede han en koncert i Central Park i New York foran et kæmpe publikum. Mens han stod på scenen, spottede han mange kendte ansigter i mængden.
- Det var så syret. Jeg tror, at samtlige af dem, der kørte med min skolebus for 25 år siden, var til den koncert. Mange af dem spillede jeg også basketball med, det var storslået at gense dem. Til koncerten spillede jeg min nyeste sang "Fire", og når jeg fremfører den i dag, tænker jeg uvilkårligt på dem. De tilhører den gruppe af mennesker, der altid vil se den samme dreng for sig, uanset hvor jeg havner, forklarer Gavin DeGraw.
Senere på interviewdagen skal han kaste den første bold inden dagens kamp på baseball-stadionet i Pittsburgh, Pennsylvania. Foran 36.000 tilskuere. Det gør ham nervøs.
- Jeg ved ikke, om det er det første kast eller et udsolgt stadion, der gør mig mest nervøs. Men jeg ved, at det bliver en vild aften. De efterfølgende uger bliver også ret hektiske, da jeg har en masse at nå, inden vi flyver til Europa og begynder vores turné i London. Vi napper Amsterdam og Paris, inden vi lander i Odense. Der er mange flyture, busture og færgesejladser, der skal overstås undervejs, men jeg kan love dig for, at de gode oplevelser på en turné opvejer de dårlige, siger Gavin DeGraw.