Simon Staun
PR-foto

Stoffet føles stadig fedt

Da medlemmerne af Gangway gik hver til sit i 1997 efter 15 år, syv albummer og mange hundrede koncerter, bundede bruddet ikke i uvenskab eller økonomiske stridigheder. De tre medlemmer, Henrik Balling, Allan Jensen og Torben Johansen, følte ikke, at bandet havde en glorværdig fremtid efter et par udspil, som ikke solgte særlig godt, samt faldende interesse for bandets koncerter.

- Da vi besluttede at skrinlægge bandet i 1997, handlede det ikke om internt fjendskab, som man ser det i nogle bands. Vi troede bare ikke på projektet længere. Derfor har vi lige siden tumlet rundt i hver vores verden og lavet alle mulige andre ting, siger Henrik Balling, der har produceret et væld af plader og været kapelmester i tv-programmet "Rytteriets" husorkester siden 2009.

Der skulle gå knap 20 år, før Henrik, Allan og Torben til en julefrokost enedes om at gendanne bandet. Da det kom Peter Sommer for øre, hjalp han med at sætte gang i hjulene.

- Jeg har produceret en del af Peter Sommers udgivelser - blandt andet debutalbummet "På den anden side" - og er god ven med ham. Da han hørte, at Torben, Allan og jeg var gendannet, ringede han til bookingbureauet The Artist og spurgte, om de ikke ville have et møde med os. Derefter begyndte det at rulle stille og roligt, og det var fedt, at Sommer - der er en handlingens mand - tog affære. Personligt har jeg brug for nogen, der sætter bolden i gang, siger Henrik Balling.

Stadig stimulerende

Vi sidder i et mødelokale på Vognmagergade i København hos Sony Music, pladeselskabet bag udgivelsen af "Whatever It Is". Gangways første albumudgivelse siden "That's Life" i 1996.

- Der gik ikke længe, fra vi begyndte at snakke om et comeback i 2017, til vi besluttede at lave et album. Det ville være fattigt at genopstå som et revivalband, der udelukkende spiller gamle sange. Jeg har intet mod at stå og spille "My Girl and Me", men selv om det er sjovt, giver det ikke det vilde sus at spille en sang fra 1985, som vi minimum har spillet et par hundrede gange live. Det giver derimod en særlig nerve og energi at optræde med nyt materiale, og med tanke på, at jeg bliver 60 år næste uge, skulle vi heller ikke vente fem år. Det var nu eller aldrig, siger Henrik Balling.

Det er ham, der taler på vegne af bandet i dag. Ofte er det forsangeren, som bærer det lod, men da Balling er bandets sangskriver og kapelmester, giver det mening, at han fører ordet.

- I 80'erne skrev jeg sange døgnet rundt. I dag skal jeg beslutte mig for at gøre det, men det betyder ikke, det ikke er lige så sjovt og stimulerende som dengang. Det er på en måde som med stofafhængighed, der har lagt sig. Men stoffet føles stadig lige så fedt, når man tager det, siger Henrik Balling.

Allan er omdrejningspunkt

Man skal ikke lytte mange sekunder på "Whatever It Is", før man erfarer, at Gangway stadig besidder en unik lyd. Det udspringer både af Allan Jensens vokal samt en særlig klang eller tone i musikken.

- Selve kernen af sangene er meget identisk med dem, vi skrev for 23 år siden. Jeg tror, mange finder deres musikalske stemme, allerede når de er i 20'erne, og så svinger de rundt omkring den resten af livet. Det gælder i store træk også Gangway, siger Henrik Balling.

Det er svært for ham at analysere, hvad der gør Gangways lyd så særegen.

- Vi står naturligvis på skuldrene af alle mulige bands fra 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, men der er noget harmonisk og melodisk, som jeg mener er karakteristisk. Det mest oplagte og nemme svar er nok, at Allans stemme er omdrejningspunkt. Han synger faktisk bedre i dag end i 1996. Det er forbløffende, at de 20 år overhovedet ikke har sat sig på hans stemme, siger Henrik Balling.

Balling kan godt mærke, at hans alder har gjort det sværere for ham at skrive sangtekster, fordi han er tilbøjelig til at lade sin viden og erfaring komme i vejen.

- Man snakker meget om at skrive ud fra sine erfaringer, men det handler lige så meget om at glemme sig selv og lade de mærkelige indfald boble op fra underbevidstheden. Det kan der opstå en god sang ud af. Hvis man eksempelvis er borgmester, giver det ikke særlig god mening at give slip på fornuften og overblikket, mens det som sangskriver er præcis det, der skal til for at nå frem til det geniale og usædvanlige.

Han fortæller, at han fik et syret indfald på vej ind til vores møde, der netop handler om det uventede.

- Du må ikke spørge mig hvorfor, men jeg kom i tanke om en anekdote, en bekendt fortalte mig. Den handler om en dreng i en hjælpeklasse, som det hed dengang, da der ikke var diagnoser for alt. Han havde været til session, hvor der var intelligenstest, siger Henrik Balling og læner sig frem i den dybe, sorte sofa.

Et af de klassiske spørgsmål i testen lød noget a la: "Hans er dobbelt så gammel som sin bror, der er halvt så gammel som hans fætter, der er 12 år yngre end onklen på 45 år. Hvor gammel er Hans?".

- I svaret skriver drengen: "Hans-Pans-Hans". Det er så fantastisk alternativt et svar. Det svar var jeg aldrig kommet på, og de fleste havde nok svaret "2115" eller "blomkål", hvis de fandt på et eller andet tåbeligt. Grunden til, at jeg fortæller denne nørklede historie er, at jeg netop leder efter "Hans-Pans-Hans", når jeg skriver sangtekster. Jeg jagter det uventede, det overrumplende og det abstrakte, siger Henrik Balling.

Ville ikke selv købe pladen

Gangway havde aldrig for alvor kommerciel succes i 1980'erne og 1990'erne, selv om et gennembrud i Storbritannien var inden for rækkevidde. Medlemmerne tjente heller aldrig så mange penge, at de kunne køre i store biler eller bygge swimmingpools.

- Vi blev spillet en del i radioen og gav mange koncerter, men var alligevel lavtlønnede i alle årene. Derfor har vi heller ingen forhåbninger om, at der i dag kommer tusindvis til vores koncerter, eller at albummet bliver en kæmpe succes. Vi har primært lavet albummet, fordi vi havde lyst. Ikke fordi vi ville please et publikum, et pladeselskab eller pressen. Det er alligevel spændende at se, om der er 10, 100 eller 1000, der køber albummet, siger Henrik Balling.

Han understreger, at hans - eller de andre bandmedlemmers - liv ikke afhænger af modtagelsen af "Whatever It Is".

- Men det ville da være fedt, hvis der var nogen, der gad lytte med. Eller hvis der kom nye lyttere til. Det er faktisk lidt besynderligt at tale om, fordi jeg ikke selv ville gide at købe en plade med nogen, som blev gendannet efter 20 års pause. Min erfaring er, at det ikke er værd at høre på. Den erfaring kan jeg ikke bare lave om på, fordi jeg nu selv har været med til at udgive en plade efter 20 års pause, siger Henrik Balling og griner over det finurlige i det udsagn.

En kikset far

Som musikere har for vane knuselsker Balling ikke mindst den seneste udgivelse og kalder "Whatever It Is" en af sine favoritudgivelser med Gangway.

- Der er flere sange, jeg virkelig er tilfreds med. Singlen "Confident and Ordinary" er virkelig smuk. Jeg ville gerne sætte flere superlativer på, men det eneste, der virkelig opsummerer min opfattelse er "smuk".

På flere af sangene dyrker Gangway åbenlyst en mere elektronisk poprock end tidligere. Det handler udelukkende om at afprøve nye teknologiske muligheder og skal ikke opfattes som en stræben efter at tiltrække et yngre publikum.

- Hvis vi forsøgte at målrette vores sange til et ungt publikum, ville det være kikset ligesom faren, der går ind og danser til sin teenagedatters fest og synes, han er skidesmart. Det er han sjældent. Men han kunne sætte sin egen musik på inde ved siden af, og hvis nogen af de unge havde lyst til at komme ind og lytte, var de hjertens velkomne. Det er præcis sådan, jeg har det med "Whatever It Is", siger Henrik Balling og ler.

En vital del af historien om det genfødte Gangway handler om, at de tre gamle medlemmer har fundet sammen med tre nye kid omkring de 40 år.

- Tanken var, at René Thaulund fra Nephew og True Nord, Carl-Erik Riestra Rasmussen, der spiller sammen med Marie Key, samt Janus Nevel Ringsted, som har været med i Spleen United, kun skulle have været med til vores to koncerter i DR Koncerthuset i 2017, da vi reelt gjorde comeback. Lidt på samme måde som Peter Sommer fik de tingene til at rulle. De har et drive og en energi, som har været alfa og omega i forhold til at komme op i omdrejninger igen. Deres betydning må ikke undervurderes, siger Henrik Balling.

Det er også delvist de tre unge føls skyld, at Gangway spiller bedre anno 2019 end 1997.

- Bandet har aldrig lydt så godt live, som det gør nu. Det er ikke, fordi vi var dårlige i 1990'erne. Vi er bare bedre nu. Jeg glæder mig til at se, hvor vi bliver ført hen. Der er ikke sat en udløbsdato på Gangway version 2.0, men det er klart, at hvis ingen streamer vores nye sange eller kommer til vores koncerter, går det i sig selv. Jeg er født optimist, så jeg står glad op hver eneste morgen, uanset hvad der sker, konstaterer Balling.