Simon Staun
Foto: Jørgen Hansen

Bandet, der spiller for godt

I en gruppe nedslidte men langt fra nedtrykte møbler på Café Smagløs i Vindegade sidder gruppen Funch og bombarderer hinanden med øgenavne som: Musvågen, Mother, Tandfeen, The Tower, The Black Bastard og Falken. Dette kryptiske udvalg udgør blot en brøkdel af de mystiske kaldenavne, der er genereret gennem flere års intenst samvær i sundhedsskadelige og ekstremt nikotiniserede øvelokaler samt på dette, deres ydmyge "kontor".

Det er en flok spændte mænd, der holder audiens. Tre års passioneret kælen for deres fælles hjertebarn, den storladne og tidløse rockmusik, bliver i disse timer vejet hos landets pladeanmeldere. Og forhåbentlig fundet tilpas vægtig.

- Vi har brugt et helt år på at indspille vores debutalbum "My Love Demon". Der ligger utrolig meget arbejde forud for denne udgivelse, fordi vi har kælet og kælet for hvert eneste nummer og sågar rejst til Prag for at indspille strygere, siger Claus Funch, 28, der dannede bandet for tre år siden og efterfølgende lagde navn til det.

De fem kolleger og efterhånden dedikerede venner ser på perioden op til pladeudgivelsen som deres anden musikalske uddannelse.

- Det har været en bekostelig uddannelse, men vi har til gengæld lært uendeligt meget om branchen, som vi med garanti kan bruge i vores karriere fremover. Vi er især blevet langt bedre til at planlægge, fortæller Mads Sahlertz, 32.

Funch stiftede deres eget pladeselskab, fordi de i bund og grund jagtede pladeudgivelsen mere end pladekontrakten.

- Vi prioriterer bandet, underforstået musikken højest, så vi ville ikke sætte det hele på spil ved at lave en hovsaløsning med et stort selskab, siger Mads Sahlertz.

- Nu da vi har en pladeudgivelse at læne os op ad, kan det da godt være, at vi vil overveje at skrive under på en pladekontrakt. Men når det gælder ens hjerteblod, så tegner man altså ikke uden videre kontrakt med et af de store selskaber, fordi man risikerer, at ens kunstneriske frihed bliver låst inde i et pengeskab. Vores frihed betyder alt, så jeg tvivler på, at vi på nuværende tidspunkt kunne mødes på midten med nogen som helst. Men hvis vi havde været 20 år alle sammen, så var vi garanteret hoppet om bord på pladeselskabsbussen, fortæller Søren Lund, 30.

Musikken folder sig ud

For Funch handler både musikken og de omgivende faktorer som pladekontrakter i høj grad om fornemmelsen i maven.

- Lige nu fortæller den os, at vi har gjort det rigtige. Så vi venter spændt på, hvordan de sindssygt mange mennesker, der aldrig har hørt Funch før, vil tage imod "My Love Demon", siger Adam Winberg, 26.

Efter lidt rådslagning konstaterer de, at bandet ikke frygter dårlige anmeldelser, men derimod er bange for, at folk ikke lytter albummet igennem tilstrækkeligt mange gange.

- Vores musik åbner sig en lille smule op for hver gang, man lytter til den. Så det er meget vigtigt, at man ikke bare hører det én gang. For at bruge en kliché, synes vi naturligvis selv, at vi har lavet det fedeste album, vi kunne på dette tidspunkt. Men tankerne kredser allerede om næste album, der sikkert vil blive endnu bedre, fordi vi har lært så meget, siger Tony Nielsen, 29.

Funch er ret fortrøstningsfulde med hensyn til hjemmebanepublikummets modtagelse af albummet. Blandt andet efter bandets selvfinansierede og meget roste dobbeltkoncert på Teaterhuset.

- Vi mærkede i den sammenhæng en enorm opbakning, og uden en masse menneskers hjælp havde vi heller ikke selv kunnet udgive pladen. Vi har efterfølgende diskuteret, om det kunne være farligt at lave så stor en satsning med en scene dækket af vat, levende lys og champagne, fordi folk måske ville forvente noget tilsvarende til vores kommende koncerter. Men det kan jo ikke passe, at man ikke kan stikke næsen frem ind imellem. Måske spiller vi i en tom fabrikshal næste gang og blæser alligevel publikum bagover, gætter Mads Sahlertz.

- De tilkendegivelser, vi fik efter den koncert, var alle pengene værd. Vi havde et underskud på 7000 kroner, men de to koncerter var sgu klasser bedre end en ferie til Mallorca, understreger Claus Funch.

Afrikanske drømme

Funch startede for tre år siden som Claus Funchs soloprojekt. Han manglede derfor nogle musikere til en koncert og fik ved den klassiske "nogen-der-kender-nogen-metode" samlet fire gutter.

- Allerede første gang vi mødtes og kastede os ud i "Improver" kunne jeg mærke, at vi ufatteligt hurtigt kom ind på hinanden. Derfor besluttede jeg relativt hurtigt, at det ikke længere var mit soloprojekt men et bandprojekt, fortæller Claus Funch.

"Improver" er derfor gået hen og blevet bandets "kendingsmelodi".

- Den sang dør aldrig. Det er den sang, vi spiller på Roskilde Festivalen om 25 år, påstår Mads Sahlertz.
Den påstand hænger meget godt sammen med bandets fokus på at være tidløse og ikke forbundet med en bestemt stil.

- Vi søger ikke som sådan andre mål end oplevelsen og glæden ved at spille musik. Derfor arbejder vi for tiden på at komme til Kenya og optræde. Det kunne da være superfedt at stå på et værtshus i Nairobi og kværne rock ud foran en flok negere. Lige så fedt, som det bliver at trykke den af foran en masse unge i Ansgars Kirke på fredag, siger Søren Lund.

- Prøv at forestille jer, at vi sidder ude i en landsby og jammer på en papkasse og en akustisk guitar, og så kommer der pludselig en flodhest eller en elefant løbende. Det ville fandeme være en fed oplevelse, fantaserer Tony Nielsen.

- Ja, men det kunne til gengæld også være pisse kikset, hvis der bare kom et egern, spøger Claus Funch.

Og så kører samtalen endnu engang ud ad en uventet tangent.

En løbende udvikling

At være kendt som bandet, der tør at satse anderledes til deres koncerter, tiltaler Funch. Langt mere end at være kendt for deres konservatorieuddannede musikere.

- Det er faktisk pisseirriterende hele tiden at blive omtalt som det konservatorieuddannede band. Jeg vil ikke smække med nogen døre, men konservatoriet er jo reelt en håndværkeruddannelse for musikere.

Alt det, vi benytter os af i Funch, er noget, vi siden har lært os selv, siger Mads Sahlertz.

- Der er selvfølgelig nogle kommunikationsveje, der gør det nemmere for os, når vi øver og indspiller. Det betyder, at vi hurtigt kan prøve flere ting af, fordi vi ikke først skal diskutere, hvordan de forskellige akkorder lyder. Men at fungere som band, det kan man ikke læse til. Det er en løbende udvikling, som vi til stadighed er inde i, konstaterer Adam Winberg.

Søren Lund tager herefter tilløb til en bredside mod de personer, der nærmest har kigget skævt til deres uddannelse.

- Til dem kan man kun sige: "Kan det være et minus, at man er god til at spille", spørger han og tilføjer: "Vi har fået en anmeldelse, hvor der direkte stod, at man tydeligt kunne høre, at vi var konservatorieuddannede, hvilket trak lidt ned i den samlede anmeldelse. Det er sgu svært at have respekt for. Hvorfor skal man bevidst skabe en lyd med småfejl, som eksempelvis White Stripes gør, for at lyde fede?

Et kærlighedsforhold

Der gemmer sig mange modsætninger mellem de fem medlemmer. Men ifølge Søren Lund kan deres fundamentale forkærlighed for kvinder, øl og musik rette op på mange forskelligheder.

- Vores primære fællesnævner, udover de tre ovennævnte, er, at vi aldrig forsøger at begrænse hinanden. Og så tillader jeg mig at kalde det et utrolig heldigt sammenfald af personligheder. Man skal heller ikke underkende den terapeutiske effekt af at tilbringe så mange timer sammen, så vi skændes stort set aldrig, forklarer Søren Lund.

De fem velfuncherende medlemmer nikker enigt. Der sidder tilsyneladende ikke nogen alfahan og dikterer de andres gøren og laden. De kalder det selv et kærlighedsforhold. Og set fra en laset lænestol kunne det faktisk godt se ud som om, at det er et ganske velfungerende et af slagsen.

- Jeg er pavestolt og dybt lykkelig over, hvor langt bandet allerede er nået. At det bærer mit navn betyder ikke, at det fylder mere i mit liv end deres. I mine øjne hedder vi alle sammen Funch til efternavn, siger Claus alias The Black Bastard.