Folkeklubben, 2016

Foto: Birgitte Heiberg
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Folkeklubben aldrig på udebane

Rasmus Dall, Rasmus Jusjong og Kjartan Arngrim har spillet sammen i fem år. Det har resulteret i tre albummer, 500 koncerter og så mange uforglemmelige oplevelser, at trioen ikke har tal på dem Det aktuelle tredje album ”Slå flint!” afslutter gruppens album-trilogi. En musikalsk runesten sat af et band, der inspireret af tennisspilleren Torben Ulrich altid forsøger at slå det perfekte slag i studiet og på scenen

Det er underholdende at drysse gennem Odenses gader med de tre medlemmer af Folkeklubben. De peger spillesteder, parker og caféer ud, mens de fortæller om, hvor mange eller få, der mødte frem. Og beretter om alt det besynderlige, der skete før, under og efter koncerterne.

Gruppens første koncert på Fyn var på Den Smagløse Café i Odense. Hvis man ser bort fra de sange, den spillede på gågaden forinden. Dexter har Folkeklubben optrådt på. På Lørups Vinstue. På Posten. I Kongens Have. Og i Moby Disc, da pladebutikken i en kort periode lå i Nørregade.

Især koncerten på Moby Disc bliver et omdrejningspunkt denne fredag eftermiddag, fordi de tre musikere er hamrende sultne og spørger, om vi kan flytte interviewet fra Den Smagløse Café til et sted med mad og ikke kun øl på menukortet.

Fotografen foreslår Gastroteket, fordi der både er fin mad og lækkert lys. Derfor ender vi ved et højbord på den nye restaurant, hvorefter forsanger Kjartan Arngrim konstaterer, at Folkeklubben har spillet koncert i dette rum.

- Vi har sgu da aldrig spillet på en restaurant i Odense, konstaterer Rasmus Dall.

- Det er fandeme da det gamle Moby Disc, vi sidder i. Kig lige derover ved vinduet. Det var der, scenen stod. Det er det, vi siger. Vi har spillet overalt, konstaterer Kjartan, mens der bestilles to gange dagens varme ret og en dagens fisk.

De tre medlemmer er vanen tro i højt humør. Altid er der en forunderlig koncertoplevelse i bagagen at genfortælle. Eller en løjerlig anekdote fra landevejen. I dag får røverhistorierne selskab af tankerne omkring det nye album "Slå flint". Et album, der afslutter noget så sjældent som en albumtrilogi. Den blev indledt med "Nye tider" i 2013, fulgt op af "Danmarksfilm" i 2014 og nu fuldendt efter tre intense år.

- Alle tre albummer er lavet under samme grotesk travle vilkår. Vi har spillet uafbrudt i fem år. Mellem 100 og 150 koncerter om året. Uden stop. Sangene er blevet til undervejs i baglokaler, på bagsædet af biler, på værtshuse og vandrerhjem. Ofte indspillet om mandagen og præsenteret for publikum den efterfølgende weekend. Sådan har det kørt uafbrudt, siger Kjartan Arngrim.

Ingen gad Folkeklubben

I begyndelsen kom der meget få gæster til gruppens koncerter. Derfor forsøgte medlemmerne at invitere venner og familie for at sikre, at nogen dukkede op. Selv det mislykkedes til tider.

- Til vores allerførste koncert på Den Smagløse Café i Odense havde jeg blandt andet inviteret min lillebror. Det gad han sgu ikke, konstaterer Rasmus Dall og ler.

Sådan forholder det sig ikke i dag. Folkeklubben har efterhånden mange folk i klubben, og det er retfærdigvis også et bedre band anno 2016.

- Når vi indimellem stopper op og ser tilbage, er det tydeligt, at vi er et markant bedre spillende band i dag end i 2012. Især Kjartan har rykket sig. Han var altså ikke voldsomt dygtig til at spille på guitar dengang. Dengang jokede vi med, at vi skulle ind i "tortur-kammeret", når han spillede på guitar i studiet, konstaterer Rasmus Jusjong og ser kækt på forsangeren.

Kjartan Arngrim synes heldigvis også, det er sjovt at se fem år tilbage. Til dengang trioen havde "sindssygt megahøje ambitioner", selv om de kun havde øvet halvanden gang sammen inden første koncert. Ambitionerne er stadig tårnhøje. Nu med et mere solidt fundament. Alle tre medlemmer er blevet bedre musikere efter omkring 500 koncerter. Legekammeraterne er også hentet fra øverste hylde.

- På "Slå flint" har vi fået hjælp af flere af de spændende og dygtige musikere, vi har mødt rundt omkring i landet. Søren Huss er med på flygelhorn, som er hevet op af voldgraven i Nyborg, Niels Brandt fra The Minds of 99 synger med på åbningsnummeret "Torben Ulrich", og så har vi fået selskab af selveste "Guds hånd", som er øgenavnet for percussionisten Eliel Lazo, vi tilfældigt mødte i Kolding. Han er muligvis verdens bedste. Ingen af disse fremragende musikere havde medvirket på albummet, hvis ikke vi havde turneret så intenst, siger Kjartan Arngrim.

Det perfekte slag

Albumtrilogien kan og bør anskues som et samlet værk. Som en musikalsk runesten rejst af tre musikere fra hver sin landsdel, som ved en tilfældighed blev forenet.

- Denne trilogi beviser, at Folkeklubben ikke var en døgnflue eller en fiks idé. Vi hører til stadighed folk kalde det et "projekt". Hallo mand! Det er blodig alvor. Vi er tre voksne med tilsammen fem børn. Det her er sgu ikke en skovtur med madpakke. Det synes jeg i høj grad, trilogien understøtter, konstaterer Kjartan Arngrim.

En inspirationskilde for bandet er den legendariske danske tennisspiller, buddhist og jazzmusiker Torben Ulrich. Han annullerede fuldstændig tanken om nederlag på tennisbanen. Hans filosofi var at slå det perfekte slag hver gang.

- Det er jordens mest frigørende filosofi. Vi har taget den til os, og hver eneste morgen i pladestudiet sagde vi til hinanden, at vi skider på salgstal og spillelister. Det handler om det perfekte slag. Det har været enormt frisættende. Derfor er det også mit favoritnummer på albummet, siger Kjartan Arngrim.
Rasmus Dall hælder til "Overlæge Jakobsen", der hylder noget af det, Folkeklubben elsker mest i denne verden. Irrationalitet.

- Doktor Jakobsen handler om en læge på sindssygehospitalet i Risskov ved Aarhus, der tog stoffer og gjorde nogle sindssyge ting. Det får mig til at tænke, at det er skidelet at være irrationel og impulsiv som 20-årig. Men at være det i midten af 30'erne med kone og børn kræver virkelig en indsats. Vi lever i virkeligheden to vidt forskellige liv. Det ærkeborgerlige, hvor man står op klokken seks om morgenen og fodrer børn, inden de skal afleveres. Meget stramt og skemalagt. Og så det fuldstændig sindssyge ridt som turnerende musiker. Det er en evig kamp for at skabe balance mellem et ansvarligt voksenliv og rendyrket galskab. "Overlæge Jakobsen" er en skidegod historie med en helteguitarsolo og et fedt beat, siger Rasmus Dall.

Rasmus Jusjong er til "Hvis jeg ku".

- Den sang vil ikke noget. Det er bare en kanongod popsang, som der også skal være plads til.
At de fremhæver tre forskellige sange er ikke tilfældigt.

- Jeg synes, det understreger, at vi har lavet et helstøbt album, hvor alle sange har en vigtig rolle. Seriøse spillemænd udvikler konstant deres repertoire, så de ikke lirer det samme af år efter år, konkluderer Kjartan Arngrim.

På landevejen i 28 timer

De tre bestilte retter ryger dampende ind på bordet. Øjnene stråler hos de tre bandmedlemmer. Endelig mad. De skiftes til at tygge og snakke. Både fisk og kylling giver næring til endnu flere anekdoter fra landevejen. Dem opstår der en del af, når man hedder Folkeklubben.

- Det er ikke længe siden, vi havde en af de vildeste dage i vores karriere. Vi tog af sted klokken fem om morgenen fra København for at optræde på en højskole i Testrup ud for Aarhus. Bagefter kørte vi hele vejen tilbage til Frederikssund for at spille på en festival klokken 19. Vi havde booket en helikopter til at flyve os til Smukfest i Skanderborg, hvor vi skulle på scenen klokken 00.30. Den kom ikke. Så min far, der var i København for at passe børnebørn, susede af sted fra København for at hente os og køre hele vejen til Skanderborg. Vi nåede, frem fem minutter før, vi skulle optræde med Suspekt. Efter koncerten kørte vi mod København. I Aarup på Fyn punkterede bilen klokken fire om natten. Vi blev slæbt til Svendborg af en Falck-bil, fordi mine forældre bor der, og tog et tog til Odense. Derfra endnu et tog mod København. Vi ankom 9.30, hvor vi havde været on the road i 28 timer og kørt gennem Odense fem gange på et døgn. Hvis du kan finde et andet dansk band, der kan matche det, giver jeg en øl. Det her er ét af de bedste beviser på, hvilket band Folkeklubben er, siger Rasmus Dall.

Bandet skal pinedød tage den lange snørklede vej rundt i landet, som de synger om. Måske er det skæbnen. Kjartan Arngrim tror det.

- Vi havde fantaseret om, at vi skulle sidde i en helikopter hen over Samsø Bælt som konger af Danmark. Men selvfølgelig skete det ikke. Det var et vink med en vognstang om, at vi skal knokle røven ud af bukserne for at nå vores mål. Og vi har aldrig aflyst en koncert. Ikke en, siger Kjartan Arngrim.

Forkælede københavnere

Alle tre bandmedlemmer bor i København. Hvilket er paradoksalt, når de befinder sig så meget uden for den. Rasmus Dall og Kjartan Arngrim drog oprindeligt til København, fordi det gjorde alle, der ville være noget ved musikken.

- Det var en bevidstløs antagelse, at genierne befandt sig i København. Det er helt forkert. Definitionen på et geni er netop en person, der tør gå mod strømmen. Så vi har foretaget en fuldstændig hjernedød lemminge-rejse. Det første år spillede vi nærmest kun i København, hvilket er en fejl, mange bands begår. Så fandt vi ud af, at hvis man turde bevæge sig uden for byporten, var der et kæmpestort land at boltre sig i. Jo mere vi spillede, jo flere henvendelser fik vi. Danmark er det land i verden med flest musikforeninger og festivaler pr. indbygger. Sidste år optrådte vi overhovedet ikke i København, men vadede i tilbud. Vores karriere tog for alvor fart, da vi fandt ud af, at vi ikke skulle være endnu en wanna be-Københavner-trio. Vi ville være hele Danmarks band, siger Kjartan Arngrim.

De tre musikere understreger, at de holder af at bo i hovedstaden, men at københavnerne - de indfødte altså - til tider glemmer, at byen ikke er verdens navle.

- Der er som sådan ikke noget eksotisk ved vores fortravlede hovedstad, der i øvrigt minder enormt meget om Berlin, London og New York. Bare mindre. Der er intet i København, de andre byer ikke har. Måske på nær møgforkælede indbyggere, der løber med alt for mange kulturelle støttekroner i forhold til resten af landet, siger Kjartan Arngrim.

Rasmus Jusjong anbefaler Ribe.

- Der finder du noget helt særligt i de smukke gamle gader. Eller tag til Hirtshals, hvor vi optrådte på en snusket bar nede ved havnen. Det tog os to år at få lov at optræde, fordi de længe troede, vi var et folkekøkken! At stå foran en flok gustne fiskere var i øvrigt manddomsprøven for os ... Men det var noget helt særligt, som man ikke finder andre steder på hele kloden. Lige som i Bagenkop, hvor der både var mande- og kvindestrip på samme tid til havnefesten. Samt nyfangede fiskefiletter med remoulade, ristede løg og syltede agurker, siger trommeslageren.

Bandet glemmer heller aldrig en aften i Svendborg, hvor det optrådte på værtshuset Hong Kong, den aften det sjovt nok skiftede navn til Rasmus.

- Det var et sammenrend af grønlændere, stofmisbrugere og alkoholikere. Vi var de eneste med alle tænder i munden. Det var i den grad et skud mangfoldighed, siger Kjartan Arngrim.

Dannelse på mode

Fotografen ankommer. Hun er lidt nedtrykt, da hun netop har hørt, at Ekstra Bladet fyrer samtlige fotografer. Det er en hård tid for de danske aviser. Men Folkeklubben tror, at fremtiden ser lysere ud.

- På en af vores nye sange, "Væk mig", synger jeg i første linje: "Jeg læser min avis i dag". For det gør jeg. Hver dag. Uanset hvor vi optræder i landet, står der på vores "rider" (en liste med ting til backstage red.): En rød, en blå og en lokal avis. Og lokale øl. Vi vil gerne kunne komme hjem til vores koner, kærester samt børn og fortælle, at vi har lavet andet end at drikke øl, når vi er på turné. At læse aviser handler om at begribe den verden, vi lever i. Hvis ikke man forstår det, kan man ikke skrive sange, der er værd at lytte på. Vi er i den grad fortalere for den fysiske avis. Dem, der siger, at de læser den på telefon eller iPad lyver. De sidder og holder øje med, hvad gamle skolekammerater laver og ser videoer med katte, der bliver trukket i halen i Shanghai, siger Kjartan Arngrim.

Rasmus Jusjong er enig. Han fortæller, at medlemmerne ofte sad timevis ved siden af hinanden backstage med næsen begravet i hver sin mobil.

- Det har ændret sig, siden vi for tre år siden krævede at få aviser backstage. Vi taler enormt meget om det, vi læser. Det betyder også, at vi har læst de fleste lokale aviser i hele landet. Det er underholdende og lærerig læsning. Og igen med til at lære os endnu mere om Danmark. Der er mennesker på 90 år, der ikke har set og læst så meget om Danmark, som vi har, siger Rasmus Jusjong.

Bandet fornemmer i det hele taget, at der er en modbølge på vej til fordummende tv-programmer og smartphones.

- Vi møder mange unge, der er enormt dannede og opdaterede. De kan se og forstå referencerne i vores tekster, hvilket lover godt. Vi tror, der kommer en generation af unge, som begynder at læse avis og købe trykknap-telefoner. Vores teori er i hvert fald, at vi går en tid i møde, hvor det er smartere at tegne et avisabonnement end at få tegnet en tatovering, siger Kjartan Arngrim.

Ikke mindst de lokale aviser og ugeaviserne har en afgørende rolle for Folkeklubbens koncerter. Til hver evig eneste koncert trækker Kjartan Arngrim på skæve historier eller aktuelle nyheder.

- De lokale aviser er en guldgrube af emner at tage fat på til en koncert. Men det sker også, at vi på vores faste gåture møder et menneske med en inspirerende historie, der "overruler" den trykte presse. Den gode koncert er et møde mellem publikum og band. Hvis bandet har sat sig ind i, hvor det spiller, har man allerede etableret et fælles udgangspunkt, der gør det nemmere at stikke af sammen. Og så har Folkeklubben den fordel, at vi tre medlemmer dækker landet ret godt. Kjartan er født i Odense og opvokset i Aarhus, Rasmus er fra København, og jeg er fra Langeland. Vi er aldrig på udebane, konstaterer Rasmus Dall. 

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Folkeklubben
Kjartan Arngrim
Rasmus Jusjong
Rasmus Lund
Den Smagløse Café
Gastroteket
Moby Disc
Slå flint!
Doktor Jakobsen
Hvis jeg ku'
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.