Folkeklubben, 2014

PR-foto
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Guldkantsdanmark har høj karat

Folkpop-trioen Folkeklubben har givet mere end 450 koncerter på blot tre år og stået på scenen i sognegårde og nedlagte biografer Især koncerterne i udkantsområderne har inspireret bandet til sit andet album, ”Danmarksfilm”

Efterårssolen er gavmild ved "Vinslottet" i udkanten af Valby, der er trommeslageren Rasmus Jusjongs barndomshjem. Han er den ene tredjedel af trioen Folkeklubben, der øver i kælderen og nyder godt af vinproduktionen, som Rasmus' far er ansvarlig for.

Folkeklubben har lige stået og øvet på gruppens nye sange i indkørslen, og de tre medlemmer er parate til at reklamere for albummet på en togtur mellem Tjæreborg og Tønder dagen efter. De tre musikere kommer fra Odense, Bagenkop og Valby, så hvorfor lige en togtur i Sønderjylland?

- Det skyldes Tønder Festival. Vi optrådte der for to år siden to aftener i træk og fik på mange måder vores brede gennembrud der. Det var ikke Roskilde Festival eller en koncert på Vega, der havde afgørende betydning for vores karriere. Nej, det var sgu efter Tønder, vi for alvor begyndte at sælge plader og koncertbilletter i resten af landet, siger forsanger og guitarist Kjartan Arngrim.

Barske oplevelser hærder

Med på togturen er blot to akustiske guitarer og en gulvtam-tromme. Når man rejser let, kan man bedre "gribe fasanen i flugten", som den ordsmidige forsanger udtrykker det.

- Vi skal finde folk, hvor de er. Når man spiller spontant på en perron foran to fremmede mennesker, tester man virkelig sangenes kvalitet. Man skal lægge sig i selen for at fastholde publikums interesse, og sådan var vores første 100 koncerter. Det befriende er netop, at man selv skaber momentet. Alt kan ske i modsætning til på et spillested, hvor rammerne og kontrakten er: "Vi bukker, og publikum klapper", som Peter Ingemann beskrev det, siger Rasmus Jusjong.

De skæve koncerter har kastet en bunke uafrystelige minder af sig. En koncert på Mændenes Hjem på Vesterbro står stadig lysende klar.

- Vi optrådte der to gange foran et publikum, der fixede og solgte stoffer. Publikum var suverænt nederst på den sociale rangstige, og 25 minutters koncert føltes som fire timer. Det krævede i den grad nosser at levere og ikke skide i bukserne, siger Rasmus Jusjong.

Én af gæsterne til den første koncert havde skrevet til bandet og fortalt, at sangene virkelig havde rørt ham. De satte ord på mange af hans tanker. En gut med tatoveringer i hele hovedet, som medlemmerne gerne ville møde til deres anden koncert.

- Da vi spørger efter ham, får vi at vide, at han er død af en overdosis dagen før. Det er den slags barske oplevelser og sammenhænge, der betyder, at vi er svære at ryste, når vi står på Postens scene, siger Rasmus Dall.

Respektfuld provins

Mange bands skriver i deres pressemeddelser, at de har spillet Danmark tyndt. I Folkeklubbens tilfælde er det en underdrivelse. Trioen har i de seneste tre år optrådt på torve, togperroner, biblioteker, forsamlingshuse, herberger og værtshuse. Med et utal af uforudsete og stærke oplevelser, der har været med til at farve albummet "Danmarksfilm", som er en hyldest til landet uden for hovedstaden. En cadeau til alle ildsjælene i "Den rådne banan" og "Udkantsdanmark". Eller "Fjendeland" som en københavnsk avis mandede sig op til kalde provinsen.

- Når vi optræder i udkanterne, møder vi et respektfuldt publikum, der har telefonen i lommen og koncentrerer sig om musikken. Muligvis fordi der ikke er noget mobilsignal ... Men de er yderst dedikerede og tilstedeværende, hvilket ofte gør det langt mere magisk end at optræde i København. Der tjekker folk konstant Facebook og Twitter for at se, om der sker noget mere spændende rundt om hjørnet. Det er et godt billede på, at der er paradoksale forskelle på det billede af udkanten, man læser om, og hvordan virkeligheden ser ud, fortæller Kjartan Arngrim.

I kølvandet på udgivelsen giver Folkeklubben mere end 40 koncerter rundt i hele landet. Fokus er på en række skæve spillesteder og byer, de færreste danske bands nogensinde har sat deres ben i.

- Når man kalder sit album for "Danmarksfilm", har man en forbandet pligt til at køre væk fra E45. Vi fandt hurtigt ud af, at hvis vi ville overleve som band og have nogle oplevelser, der differentierede sig fra alle andre bands, så krævede det, at vi vendte blikket væk fra København. Det, der har givet os vores publikum, er netop, at vi har spillet ude i kanterne. På sognegårde, i nedlagte biografer og Ørstedspavillonen i Rudkøbing. Vi har set nogle specielle egne og mødt de lokale på nogle præmisser, der har været enormt inspirerende, siger Kjartan Arngrim.
Bandet begynder at snakke om det groteske i, at mange af deres jævnaldrendes største drøm er at komme til New York, hvor alle spiser de samme steder, køber de samme T-shirts og ser de samme seværdigheder.

- Jeg er født og opvokset i Bagenkop på Sydlangeland, og da jeg vendte tilbage med bandet til havnefest, slog det mig, hvor særligt der er. Vi spiste friskfangede fiskefiletter med ristede løg og syltede agurker, mens vi nød dialekten. Jeg følte en stolthed sprede sig i maven, allerede da vi kørte gennem Humble. Tre timers kørsel fra København finder man langt større eventyr end otte timers flyrejse væk i New York. Derfor synger vi også: "Giv mig kanterne, glem København. Giv mig Bagenkop og et hjemstavnssavn", siger Rasmus Dall.

Albumtitel-referencen til Poul Henningsens film fra 1935 er ikke tilfældig. Da filmen udkom, var nationalisme i den grad på mode. Men instruktøren valgte at præsentere et dengang kontroversielt billede af landet og endda krydre billederne med jazz.

- På vores "Danmarksfilm" finder man heller ikke kronhjorte, skovsøer og Dannebrog, der vajer. Vores røde tråd er det sunde vanvid, for hvis man skal tro Københavner-pressen, skal man jo nærmest være sindssyg for at bo i provinsen. Derfor er vores sange dedikeret til dagdrømmerne, filantroperne og landsbytosserne i det, vi har valgt at kalde "Guldkantsdanmark", siger Kjartan Arngrim.

Proppet med løgnehistorier

Båndoptageren er slukket, og Rasmus Jusjong er i gang med at fortælle om, hvilke druesorter der dyrkes på vinslottets ene mark, som er på størrelse med en gennemsnitlig dansk forhave. Kjartan Arngrim spørger pænt, om vi ikke lige kan tænde for optageren igen. Han har lidt mere på hjerte.

- Det er vigtig for mig at understrege, at vores sange vil mere end det nære parforhold og hverdagstrivialiteterne. Det er vigtigt at inspirere sine lyttere til at tænke større tanker end det. Der er kommet en kedelig tendens til, at man ikke må fortælle en god historie, der måske rummer en løgn eller to. Hvis man drister sig til det, kommer DR's "Detektor" eller Ekstra Bladet og skyder det ned med det samme, så salig H.C. Andersen ville vende sig i sin grav. "Danmarksfilm" er proppet med skøre løgnehistorier med forbindelsestråde til den vanvittige virkelig, vi befinder os i. "Husk mit navn" er eksempelvis inspireret af et familiemedlem, der begik selvmord på sin kones fødselsdag, siger Kjartan Arngrim og indikerer, at han har talt ud.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Folkeklubben
Kjartan Arngrim
Rasmus Jusjong
Rasmus Dall
Tønder Festival
Danmarksfilm
Poul Henningsen
Bagenkop
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.