Faith No More, 2015

PR-foto: Dustin Rabin
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Rock-dinosaur er genopstået

Californiske Faith No More levede op til de to sidste ord i bandnavnet i 1997, da de fem medlemmer besluttede at opløse bandet. Troen på en genforening levede frem til 2009, hvor bandet genopstod. I denne måned udkom gruppens første album i 18 år, hvilket gør koncerten på Tinderbox til juni til noget helt særligt

- We will rise from the killing floor like a matador, forkynder forsanger Mike Patton på sangen "Matador" fra Faith No Mores aktuelle album "Sol Invictus". Linjen er en glimrende metafor for bandet, der afgik ved døden i 1997, men genopstod 12 år senere.

- Jeg har faktisk ikke tolket teksten på den måde. Men når du nævner det, kan jeg godt se, at det er en slags "opstigen fra dødsriget"-metafor, der passer godt på Faith No Mores genfødsel, konstaterer ét af bandets tre originale medlemmer, Roddy Bottum.

Siden opløsningen for 18 år siden har fans hungret efter nyt materiale fra bandet, der er blevet hyldet som en markant inspirationskilde af kolleger i prominente bands som Metallica og Guns 'N Roses.

At kalde forventningerne enorme til "Sol Invictus" er en underdrivelse af rang. Men det har ikke haft nogen betydning for bandet, understreger keybordspilleren og pianisten, der har været med i Faith No More siden begyndelsen i 1982.

- Helt ærligt, så har presset på en skala fra 0 til 10 været et stort rundt nul. Hele processen omkring "Sol Invictus" har været enormt behagelig og rar. Lige fra sangskrivningen til indspilningerne har det udelukkende været vi fem bandmedlemmer, der har arbejdet sammen. Ingen andre er blevet lukket indenfor. Ingen andre har hørt sangene.

Faktisk gik der ekstremt lang tid, før vi overhovedet fortalte nogen, at vi indspillede et nyt album. Derfor har eksternt pres på ingen måde været et emne, siger 51-årige Roddy Bottum.

Ustyrlige knægte

Hans egne forventninger til albummet har i høj grad handlet om ikke at "fucke" med arven fra 1990'erne, hvor Faith No More hørte til blandt de mest respekterede og eksperimenterende rockbands.

- Der er en plads i musikhistorie-bøgerne, der tilhører Faith No More. Det er et kapitel, vi sætter stor pris på og påskønner. Jeg tror, at mange fans værdsætter, hvad vi stod for. Derfor var det af signifikant betydning for bandet, at vi ikke tilsmudsede vores arv. Af samme grund har vores tilgang til "Sol Invictus" været yderst respektfuld i forhold til vores egen fortid, forklarer Roddy Bottum.

Bandmedlemmernes inspirationskilde har netop været dem selv i karrierens vår. Dengang punk-attituderne sad helt uden på tøjet og gnisterne føg rundt i øvelokalet under tilblivelsen af debutalbummet "We Care a Lot" fra 1985.

- Vi har søgt tilbage til kernen af Faith No More i de første udgivelser i midtfirserne, hvor vi var en flok unge, ustyrlige knægte. Tilbage til tiden, før Mike Patton kom med. Da vi tre oprindelige medlemmer eksperimenterede på livet løs i studiet i San Francisco. Dengang, hvor vi prøvede det hele af for første gang og gentog et riff i en uendelighed. Det var en besynderlig måde at skrive musik på, men det virkede meget dystert og kraftfuldt dengang, så selv om det var en forholdsvis naiv tilgang, besluttede vi at genskabe den intensitet. Det føltes helt rigtigt, konstaterer Roddy Bottum.

Kender smertegrænsen

I den æra, han taler om, var det ikke utænkeligt, at Faith No More gav 200 koncerter på et år. Kombineret med albumindspilninger var der så godt som ingen tid til at puste ud og lade op.

- Det var én lang cyklus, hvor vi aldrig nåede at trække vejret. I dag forholder det sig helt anderledes, hvor vi aldrig planlægger mere end tre-fire ugers sammenhængende turné. Det er der, smertegrænsen går. Vi beskytter bevidst os selv, da vi ved, hvor meget vi kan kapere. Det gør også vores koncerter mere interessante, når der som i forbindelse med koncerten i Odense ikke er andre koncerter i umiddelbar nærhed, siger Roddy Bottum.

Faith No More optræder på Tinderbox Festival søndag 28. juni. Om fredagen står bandet på scenen i Norrköping til Bråvalla Festival i Sverige, lørdag gælder det Provinssirock i finske Seinajoki.

- Som jeg nævnte, spillede vi i en årrække 200 koncerter om året. Det danske publikum skal ikke frygte, at det er et udkørt band, der går på scenen. Jeg har aldrig - i mere end 30 år - oplevet, at vi gik på kompromis med vores energiudladning på scenen. Selvfølgelig er der forskel på hver eneste koncert og publikum, men Faith No More giver alt hver eneste gang. Det skal nok blive et fedt show, lover Roddy Bottum.

Klaverets stemme

På albummet "Sol Invictus" spiller Roddy Bottum en mere fremtrædende rolle end på tidligere udspil. Den indledningsvis nævnte "Matador" er en af de sange, han er særlig tilfreds med.

- Jeg synes i al beskedenhed, at akkorderne i den sang er rigtig gode. Titel- og åbningssangen samt afslutningsangen "From the Dead" har også dejlige pianostykker, og det glæder mig, at netop klaver har fået en mere fremtrædende rolle. Instrumentet har en særlig emotionel tone, der taler tydeligt til mig. Klaverets historie betyder også, at dets "stemme" i musikken er ret markant, forklarer Roddy Bottum.

I den 18 år lange periode mellem det nye og gruppens seneste album fra 1997, har han kastet sig over filmmusik og været en del af bandet Imperial Teen. Den erfaring drager han nu nytte af i Faith No More.

- Da bandet blev opløst i 1997, lærte jeg hurtigt at stå på egne ben. Det er langt mere udfordrende at skulle skabe noget fra bunden og føre det til vejs ende uden at have sine vante arbejdsfæller omkring sig. Til gengæld føles belønningen også enestående, når man komplet uden andres indblanding har skabt noget unikt. Det kræver mod udelukkende at stole på sin egen intuition og ikke kunne læne sig op ad andre. Det gjorde mig sårbar, men 
det har også modnet mig som musiker. Det mærkede jeg tydeligt under arbejdet med "Sol Invictus", konstaterer Roddy Bottum.

Et unikt fællesskab

Hele musikbranchen har forandret sig kolossalt, siden Faith No More trak stikket. Så hvordan passer bandet ind i musiklandskabet anno 2015, spørger jeg Roddy Bottum.

- Vi passer overhovedet ikke ind. Men faktisk gjorde vi det heller ikke i 1997. Eller 1987. Vi har altid tilstræbt at skabe en helt særlig lyd og miks af mange stilarter, og forhåbentlig er vi stadig så særegne, at vi skiller os ud fra mængden. Vi har aldrig været dygtige til at lyde som andre, og jeg er stolt over, at vi stadig har en unik lyd, siger Roddy Bottum.

Han synes ikke umiddelbart, at noget band har udfyldt Faith No Mores plads, mens det var i hi.

- Arcade Fire har haft nogle elementer, der godt kan sammenlignes. Det virker som et band, der på samme måde som vi er et fællesskab, hvor en gruppe mennesker hamrer løs på deres instrumenter, mens de skriger. Det virker meget uortodokst, hvilket minder mig om Faith No More. Der er mange, der har sagt til mig, at Limp Bizkit, Linkin Park og det band med klovnemaskerne (Slipknot) lyder som os, men helt ærligt, så har jeg ikke lyttet til dem. Og man kan spørge sig selv, hvorfor noget band overhovedet vil lyde som Faith No More, siger Roddy Bottum og bryder i latter.

Da grungebølgen kom, havde Faith No More et årti på bagen. Det betød, at toneangivende bands som Nirvana og Alice in Chains nævnte Faith No More som inspirationskilde. De fleste store 90'er-bands er forlængst opløst. Det får Faith No More til at fremstå som en musikalsk dinosaur.

- Jeg kan sagtens følge dig, og det er ikke helt misvisende at sammenligne os med en dinosaur, selv om vi i så fald ikke er de eneste overlevende. Vi har for nylig optrådt i Australien på en festival, hvor Judas Priest også var på plakaten. Det band var allerede etableret, da Faith No More blev stiftet. Men det er fint med mig, at du kalder os et dinosaur-band. Det lyder faktisk ret cool, siger han og ler.

Tarantino - nej tak

Aggressiviteten er evident på "Sol Invictus", og man skal ikke være bange for ordene fuck eller motherfucker, hvis man stiger om bord. Sangen "Motherfucker" lyder som den perfekte sang til en Quentin Tarantino-film. Men den kommer ikke til at blive en del af et soundtrack.

- Jeg bryder mig ikke om Quentin Tarantino som person, selv om jeg godt kan lide flere af hans film. Dialogen i hans film har på ingen måde været en inspiration, understreger Roddy Bottum.

I USA sættes der stadig et klistermærke på et cd-cover for at advare imod sprogbruget, men Roddy Bottum tvivler på, at nogen tager skade af skældsordet anno 2015.

- Jeg kan ikke forestille mig, at vi har trådt nogen over tæerne med ordet "motherfucker". Sangen handler om at sende et markant budskab om, at vi aldrig har samlet trådene som band for at tjene penge. Teksten beskriver også, hvordan vi blev behandlet af musikindustrien, da vi var yngre. Essensen i teksten er, at vi vil genvinde æren og respekten. Derfor blev sangen på mange måder fundamentet for vores comeback, fortæller Roddy Bottum.

Dyrker spørgsmålene

Da bandet optrådte på Roskilde Festival i 2009, virkede de de, som om medlemmerne stadig forsøgte at genfinde balancen efter det lange hi.

- Jeg vil mene, at det er positivt for ethvert band, hvis det aldrig helt ved, hvilket ben det skal stå på. Hvis man bliver for magelig og konsistent, mister man motivationen. I Faith No More forsøger vi stadig at finde ud af, hvem og hvad vi er. Forhåbentlig fortsætter det sådan, og hvis jeg ser på vores interne forskelligheder, vil vi altid komme til at navigere mellem nye perspektiver og måder at anskue ting og toner på. Vi dyrker spørgsmålene i højere grad end svarene, kan man koge det ned til, siger Roddy Bottum.

Han trives i et miljø, hvor rammerne og reglerne konstant forandrer sig.

- Hvis noget er skrevet i sten, bliver det kedeligt. Når det bliver for fastlåst, keder det mig. Det gælder også for de andre medlemmer, tør jeg godt sige. Eftersom der er gået 18 år siden forrige udspil, giver det næsten sig selv, at vi på alle parametre er forandret i forhold til, hvem vi var dengang, så vi er ikke kørt fast endnu, understreger Roddy Bottum.

Modsat albumindspilningerne i 1980'erne og 1990'erne har Faith No More i 2010'erne været hyggelige og afslappende.

- Alle er blevet bedre til give hinanden plads. Vi er mere åbne for de andres input og har en anden respekt, end vi havde for 18 år siden. Dengang var det utænkeligt, at man ville træde et skridt tilbage og overlade føringen til en anden. Der handlede det om at kaste sig ind i klyngen og skrige så højt, man overhovedet kunne, for at få sin vilje. At vi har en anden tilgang i dag er ikke noget, vi har italesat. Ingen af os dyrker den terapeutiske tilgang til musik, hvor alle beslutninger endevendes. Vi er bare blevet voksne, tror jeg, siger Roddy Bottum og inviterer på en øl efter koncerten i Tusindårsskoven.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Nirvana
Faith No More
Roddy Bottum
Mike Patton
Sol Invictus
Matador
Arcade Fire
Tinderbox Festival
Alice in Chains
Slipknot
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.