Simon Staun
PR-foto

Coldplay for de intelligente

Da Elbow optrådte i Danmark i juni, blev det kaldt et af årets koncertmæssige højdepunkter af såvel anmeldere som publikum. I morgen aften får begge parter muligheden for at genopleve et band, hvis popularitet og kvalitet er vokset støt de seneste år og foreløbigt toppet med udgivelsen af seneste album, "Build a Rocket Boys!". Et melankolsk mesterværk, der stædigt vokser som en knogleekspanderende teenager.

- Vi mener, det er en ære at respektere lytteren på den måde, at der over længere tid skal være noget at komme efter i vores musik. Man skal ikke kunne afkode vores sange efter blot én gennemlytning, som man kan med meget moderne pop og rock. Man skal kunne pille lagene af, efterhånden som man dykker ned i sangene. På den måde kan vi forhåbentlig skabe mere langtidsholdbare albummer, forklarer trommeslager Richard Jupp, der har været med i bandet siden begyndelsen i 1990.

Planken ud

Bandet har siden dengang dyrket og udforsket den samme eftertænksomme, umiddelbart enkle og storladne rock.

- Dette album er sandsynligvis det mest sparsomme, vi har udgivet på det musikalske plan. Til gengæld er det den plade, der vokser mest af dem alle. Jeg tror, en af årsagerne er, at vores selvtillid voksede så meget efter forrige album "The Seldom Seen Kid". Vi turde endelig gå planken ud og indspille det album, vi altid har drømt om, forklarer keyboardspilleren Craigh Potter.

Han tilføjer, at medlemmerne fysisk og mentalt befinder sig det samme sted som for tre år siden. Med de samme koner og børn. De samme tanker og visioner. Derefter retter han opmærksomheden mod den ende af bordet, hvor journalisten sidder med sin blok og båndoptager. Hans øjne bliver en anelse smallere, inden han udbryder: "Hvordan synes du, vi har udviklet os siden forrige plade?" ...

Det spørgsmål har jeg ikke forberedt mig på. Faktisk havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle svare for mig og forholde mig til bandets udvikling. Det er sådan set bandmedlemmernes ansvar, forsøger jeg at undskylde mig med. Craighs skarpe blik afslører, at han ikke helt køber svaret.

Inden "Build a Rocket Boys!" blev hyldet som et mesterværk, var de fem musikere meget i tvivl om, hvorvidt de havde valgt den forkerte sti. De diskuterede, om de igen skulle have satset på den vante og træfsikre rute.

- Vi kunne have valgt den sikre vej og de sikre penge, men heldigvis besluttede vi at gå den vej, hvor vi som band er mest tilfredse. Vi har udelukkende skrevet og produceret ud fra et professionelt og ambitionsmæssigt hensyn uden på nogen måde at sælge ud af vores troværdighed, konstaterer Richard Jupp.

I læ for spørgekanon

Man kan godt kalde 2011 for året, hvor Elbow endeligt fik dets gennembrud i Danmark, hvis man ser på de rosende omtaler af "Build a Rocket Boys!" og gruppens koncert på Northside Festival.

- Vil du mene, at Elbow for nu alvor har slået igennem i Danmark, spørger Craigh Potter med sit andet skarpe kontraspørgsmål.

- Det vil jeg bestemt mene, svarer undertegnede og kryber i læ for flere spørgsmål ved igen at pege spørgekanonen i modsatte retning.

En bekendt har kaldt Elbow for "Coldplay for de intelligente", det kræver naturligvis en kommentar.

- Vi har ofte hørt sammenligningen med Coldplay, og vi kan delvist følge den. Modsat dem laver vi dog vores bedste plader nu, hvor deres debut, "Parachutes", i mine øjne har været deres bedste album. Men for at blive lidt i samme boldgade er vi også blevet kaldt for "Radiohead for piger", så vi står model til lidt af hvert, siger Richard Jupp og får resten af bordet til at le.

Et delirium

Elbow har holdt sammen i 20 år. Hvorfor bandet har formået at holde sammen så længe, har Richard Jupp en simpel forklaring på.

- Delirium ... Det og vores glæde ved et godt grin samt en smule held med den interne kemi. Hvis ikke man passer ind i et band, bliver man der ikke i 20 år. Uden at lyde lommefilosofisk, har vi modsat mange andre bandmedlemmer formået at forblive de samme mænd, som vi var for 20 år siden, konstaterer han.

Craigh Potter har også en anden forklaring på, hvorfor de fem medlemmer stadig er hinandens bedste kammerater.

- Vi deler alt i fem lige store dele. Én af de væsentligste grunde til, at bands opløses, er uenigheder om hvem, der skal have hvad i lommerne. Det har aldrig været et problem i Elbow, hvor vi får lige store dele af kagen. At bevare vores venskab har altid vægtet tungere end at få mere i løn, slår Craigh Potter fast.
På andre områder er der markant forskel på fordelingen i bandet. Det er oftest forsanger og tekstskriver Guy Garvey, der er i fokus, når medierne river i Elbow. Det passer de øvrige medlemmer helt fint.

- Han bruger rigtig meget tid på at tale med journalister, mens vi kan slappe af og lade op til koncerterne. Det misunder jeg ham ikke. At han er populær overrasker ikke, da Guy har en sjælden dybde i sine tekster, som meget få sangskrivere besidder. I mine øjne er han en af de ypperste britiske sangskrivere, fortæller Craigh Potter.

- Men man skal heller ikke glemme, at Craighs produktion giver sangene et helt specielt udtryk på grund af hans måde at arbejde med lag og lyde på. Hans arbejde betyder, at hver sang får sine egne karakteristika og identitet, indskyder Richard Jupp.

Craigh ser forbløffet på ham og takker for den tilsyneladende uventede kollegiale ros. Og glemmer helt at stille journalisten endnu et spørgsmål.