Simon Staun
Foto: Kim Rune

Dr. John vil dø i New Orleans

Man kan høre Malcolm John Rebennack Jr. allerede, inden han går om hjørnet i den ene ende af receptionen på Hotel Grand i Odense. Ikke fordi pianisten, der de seneste 40 år er kendt som Dr. John, øver sig på aftenens sange eller er forpustet. Nej, det er hans stok, hvorpå der er fastmonteret alverdens tingeltangel, der rasler som en klapperslange.

Måske er det for at skræmme udyr væk. Af den type, der de næste to måneder og forhåbentlig aldrig igen kan kalde Det Hvide Hus for sit hjem. For Dr. John er mildt sagt ikke venlig stemt over for George W. Bush.

- Mens vi sidder og snakker lige nu, er han i gang med at stjæle med arme og ben. Han tænker udelukkende på at få fyldt sine lommer, tordner Dr. John, mens de brune øjne gløder.

Det har været hårdt for ham at opleve afgørelsen af sit lands fremtid på så stor afstand.

Men han er taknemmelig for, at Obama vandt valget og ikke McCain og det skrækkelige kvindemenneske, som han vrængende kalder Palin.

Frygten for Bush

Desværre overskygges glæden af frygten for, hvilke idiotiske love George W. Bush kan nå at vedtage, inden han stopper,

- Bush har to måneder til at vedtage bizarre love angående abort-, kirke-, miljø- og i olieanliggender. Forhåbentlig kan de fleste annulleres, håber Dr. John.

Dr. John har sat sig tilrette på et lille vakkelvornt, sort bord i lobbyen. Sofaerne var for bløde og lave. Og lænestolene tiltalte ham heller ikke. Desuden mente han, at det var journalisten, der skulle sidde bedst. Det var jo ham, der skulle arbejde.

Alene det faktum, at en musiker af den kaliber lader sig selv komme i anden række er en sjældenhed på lige fod med total solformørkelse eller hvid jul.

Men det er faktisk en fordel at sidde helt tæt på Dr. John, der efterhånden er blevet 68 år. Han mumler, som havde han en hel sæk kartofler i mundhulen. Desuden er hans Louisiana-dialekt så tommetyk, at ordene nærmest skal skæres fri. Alligevel er hans udsagn ikke til at tage fejl af. Vi er alle i samme båd.

- Vi har været i Europa to uger nu, og den interesse I har udvist for præsidentvalget, er helt fantastisk. Det viser jo, at I godt ved, alt er forbundet. Hvis vi har det godt, har I det godt. Verden hænger sammen.

Forlang sandheden

Det er svært at vide, hvad Barack Obama agter at bruge præsidentembedet til. Men i tre år har Dr. John følt, at han var den rette.

- Han er manden, der skal stå for den forandring, jeg synger om i sangen "Time for a Change", som jeg indspillede med Eric Clapton, fortæller Dr. John, der personligt gerne så, at Obama interesserede sig mere for genopbygningen af Louisiana end George W. Bush.

- Vi har flere hundrede kilometer kystlinje, der forsvinder, fordi grådigheden i Washington overskygger alt. Alle i kongressen kom ned efter orkanen Katrina og så, hvordan det stod til. De oplevede selv de enorme skader. Men så skete der ikke en skid. Intet, bander Dr. John, der selv har oplevet manglen på læger.

Ifølge ham er der i blot seks læger til hver 100.000 indbyggere.

- Folk dør på grund af lægemangel. I USA. For folk i New Orleans handler det ikke om, hvad de vil have. Det handler om, hvad de har brug for. Det er en skændsel, at flere folk ikke forlanger sandheden.

Afhængig af Orleans

Uanset, hvordan situationen i New Orleans udvikler sig, forlader Dr. John ikke skuden. En hjemby er en hjemby. Og alle de chancer, han er blevet givet i livet, stammer derfra.

- Alle de mennesker, der har skabt mig, alle dem, der har betydet mest for mig, kommer fra New Orleans. Desværre er de fleste af mine gamle venner væk efterhånden. De ryger sådan her, siger han og smutter med fingrene.

Alligevel føler han en velsignelse over at komme fra en by, som han ikke kan være væk fra uden alligevel at være dér i et eller andet omfang.

- Jeg er kun afhængig af to ting: New Orleans og musikken. De to ting er bare "the good stuff ...", siger han med et smil.

Betaler prisen

Hans manager gør opmærksom på, at Dr. John snart skal på scenen på Magasinet. Alligevel giver han sig god tid til at besvare de sidste spørgsmål og rynker ikke på næsen af forespørgslen om, hvor lang tid han har igen foran sit elskede piano.

Han virker afklaret og ved godt, det lakker mod enden. Inden alt for mange orkansæsoner er det ham, begravelsesoptoget spiller "When the Saints Go Marchin' In" for.

- Jeg ruller bare med, så længe jeg kan. Musikken healer, så forhåbentlig klarer jeg mig et stykke tid endnu. Heldigvis har jeg en manager, der hjælper mig med at huske de otte millioner piller, jeg skal spise om dagen. Sådan må det være, når man har fucked up i sit liv.

20 minutters samtale er slut. Dr. John stikker for anden gang sin næve frem og klemmer min hånd. Han rykker helt tæt på, mens han blik låser sig fast som et varmesøgende missil.

- You got good eyeballs, son. Du skal nok nå langt, siger han næsten hviskende.

Efter dette interview med selveste The Night Tripper er det allerede en realitet.