Diunna Greenleaf, 2013

Foto: Peter Leth-Larsen
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 4
Frem

Sydstaternes sorte sjæl lever

Diunna Greenleaf er vokset op i et baptist-miljø i Texas, hvor gospelmusikken har præget hele hendes liv. Hun holder stædigt fast i sin families historie og sørger for, at yngre familiemedlemmer får et indblik i deres forfædres barske liv
 
Enhver, der oplevede Diunna Greenleaf på scenen til den sidste omgang Odense Internationale Bluesdage i november 2012, vil medgive, at hendes optræden var noget helt særligt. Da den kraftige kvinde satte gang i en musikalsk odyssé, var det bare om at holde fast og nyde rejsen gennem sydstaterne, hvor soul, blues og gospel smelter sammen til en unik blanding af rytmer og stemninger.
 
Diunna Greenleaf fik sin musikalske opvækst i et afroamerikansk baptist-miljø i Houston, Texas, hvor gospelmusikken fyldte meget i hendes barndomshjem og den lokale kirke.
 
- I min barndom var der ikke noget tv, vi underholdt hinanden ved at synge. Når der var familiefest, dystede vi altid mod hinanden. Vi kaldte det "familie-talentshow", og jeg kan garantere dig for, at alle medlemmer i min familie har imponerende sangstemmer, siger Diunna Greenleaf.
 
Dygtig som barn
 
Hun fandt som barn ud af, at mens de andre sang godt, havde hun lige den større vokale dybde og flair, der fik folk til at spidse ører en ekstra gang.
 
- Når man optræder foran sin familie, ønsker man af hele hjertet at vise, at alle rådene som ens onkler, tanter og bedsteforældre har givet gennem årene, bærer frugt. Jeg brugte hele min barn- og ungdom på at synge i kirke- og ungdomskor, hvilket trænede min stemme rigtig meget. Jeg var ret dygtig allerede som barn, husker Diunna Greenleaf.
 
Gospelmusikken fortæller lige som soul- og bluesmusikken historier. Ofte fra et spirituelt udgangspunkt, hvilket falder naturligt i forlængelse af den tætte tilknytning til baptistkirken.
 
- Soul er en genre, der på mange måder fortæller den usminkede sandhed. Den beretter om nederlag, smerte og uretfærdighed. Den tegner ikke et kunstigt, rosenrødt billede af livet som popmusik. På samme måde handlede bluesen oprindeligt om det forfærdelige liv, mange sorte levede både før, under og efter ophævelsen af slaveriet, siger Diunna Greenleaf.
 
Hun er selv dybt interesseret i de sortes historie og hylder traditionen med at fortælle gamle historier videre, så de aldrig dør.
 
- Min bedstemor, Sylvia Travis, blev født i 1880 i Point Blank, Texas, og selv om slaveriet var ophørt, kunne hun fortælle de mest forfærdelige historier om, hvordan sorte blev tævet, hængt og ydmyget, fordi de ikke måtte bruge de samme toiletter, busser eller hoteller som hvide, gyser Diunna Greenleaf.
 
Hun sad stuvet sammen med sine fætre og kusiner, når bedstemoren fortalte historier fra sit lange, begivenhedsrige liv. Ofte græd bedstemoren, når minderne blev for overvældende.
 
- Mine forældres holdning var, at når vi var gamle nok til at stille spørgsmål, var vi også gamle nok til at få et ærligt svar. Derfor var hendes historier ucensurerede og meget barske, siger Diunna Greenleaf, der bliver helt rørt ved tanken om bedstemorens død i 1985 som 105-årig.
 
Hele familien var samlet på hospitalet, da Herren besluttede sig for at hente hende hjem til flokken.
 
- Når jeg siger hele familien, mener jeg samtlige børn, børnebørn, oldebørn og alt derimellem. Alle oldebørnene lå i sengen med bedstemor på hendes dødsleje. Det var et uforglemmeligt syn. En sy
geplejerske sagde til mig, at vi var lige i overkanten af mennesker på stuen, men i min familie lader vi ingen ligge og dø alene. Så jeg sendte hende et blik, der ikke kunne misforstås, fortæller Diunna Greenleaf.
 
Når man ser hendes bestemte blik, forstår man, hvorfor familien fik lov at blive til "grannys" sidste åndedrag.
 
De sortes frihedsdag
 
Hun har på eget initiativ studeret afroamerikansk historie og giver gladeligt et mindre foredrag, der ikke direkte handler om hendes musik. I hendes hjemstat Texas lukkede man grænserne, da borgerkrigen sluttede i 1864. På den måde gik der næsten halvandet år, før slaverne fandt ud af, at de reelt var frie.
 
- De fortsatte med at knokle i bomuldsmarkerne 18 måneder uden at ane noget. Først, da forbundsregeringens soldater ankom til Galveston og spredte budskabet, gik sandheden op for dem. Det er derfor, sorte texanere har den særlige helligdag "Juneteenth", da soldaterne landede 19. juni 1865.
Mens de fleste amerikanere fejrer 4. juli som frihedsdag, gør mange sorte i hele USA det to uger inden, forklarer Diunna Greenleaf, der er rystet over, hvor lidt den afroamerikanske historie fylder i amerikanske skoler.
 
Det gør hende endnu mere passioneret og motiveret, når hun giver sin slægtshistorie videre til de yngste familiemedlemmer. Lige som hun lærer dem at bage og tilberede mad som i gamle dage, hvor mange sorte boede i simple træhytter med åbent ildsted.
 
- De unge tror jo ikke deres egne øjne, når jeg viser dem, hvilke vilkår bedstemor og til dels min mor havde, når de skulle brødføde et stort kuld unger. Men jeg skal nok minde dem om, hvor de stammer fra, siger Diunna Greenleaf determineret.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Texas
Soul
Diunna Greenleaf
Juneteenth
Point Blank
Galveston
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.