Deep Purple, 2008

Roger Glover var millimeter fra døden, da han for 43 år siden sprængte sin blindtarm under en koncert i Tyskland. Havde de tyske læger ikke reddet hans liv, ville Deep Purple sandsynligvis ikke været blevet til det kæmpe rockband, de blev og stadig er.

- Hvad er det for et spørgsmål? Ingen kender svaret på det, siger bassisten, der dengang var blot 19 år gammel, med overbærende latter.

Han tilbragte en hel måned på klubben Tanz-Cafe Arcadia i Frankfurt med at spille udmattende koncerter hver eneste aften. Præcis som The Beatles gjorde det i Hamborg nogle år tidligere. Det var ekstremt krævende at præstere hver evig eneste aften, men det var dog startskuddet til en lang glorværdig karriere som professionel musiker. Et startskud, der næsten slog ham ihjel.

- Da jeg lå på hospitalet i Tyskland, anede jeg heldigvis ikke, hvor tæt jeg havde været på at dø. For jeg forstod ikke lægerne, der kun talte tysk. Jeg havde bare virkelig ondt og tænkte ikke på konsekvenserne på det tidspunkt. Først da jeg kom tilbage til England, begyndte jeg at spekulere på, hvad der var sket og efterfølgende at sætte lidt mere pris på at være i live, siger Roger Glover.

Bassen valgte ham

Det var basguitaren, der valgte ham og ikke omvendt, da han i skolen begyndte at spille folkmusik og skiffle efter at have set skoleorkestret "The Lightnings".

- Da jeg så dem, vidste jeg instinktivt, at det var det, jeg ville. At spille musik. Så først blev jeg en del af det band, og senere fortsatte jeg i gruppen «Episode Six«. Da en af de andre kunne flere akkorder end mig, og en anden havde en elektrisk guitar, gav de mig lov til at spille bas. Og så var det sådan, det var, husker 62-årige Roger Glover.

Der gik dog ikke længe, før han forelskede sit i instrument. Dets kraft og den berusende følelse det gav at lægge rytmebunden i musikken.

- Jeg ved ikke, om man kan kalde det min skæbne, for i bund og grund tror jeg, vi bliver dem, vi er, på grund af tilfælde og uheld. Lige meget om man er rockmusiker eller sidder bag skranken i en bank. Man kan planlægge alt det, man vil, men i teorien er der ingen, der ved, om de ender det rigtige sted, forklarer han.

Nu hvor han har passereret de 60, mener han dog alligevel, at han har truffet en del rigtige valg.

- Jeg har grebet mange af de chancer, der kom til mig. Og da jeg var 19, havde jeg aldrig troet, at jeg mere end 40 år senere stadig ville spille musik. Dengang var der ingen af de store bands, der levede mere end et par år. Fem år maksimalt. Derfor er det forrykt at tænke på Deep Purples levetid, mener Roger Glover.

- Jeg har faktisk aldrig følt, at vi lod os påvirke specielt meget af andre bands. Mere af livet generelt. Den musik, jeg voksede op med, var noget helt andet end Deep Purples. Men det var og er stadig min frelse. I perioder af mit liv, hvor jeg har været deprimeret og helt nede i sølet, er det igen og igen musikken, jeg flygter ind i og får det godt igen, forklarer han.

Selv om han var med at skabe Deep Purples lyd, mener han ikke, at han er en musikalsk pioner.

- Jeg er ikke ansvarlig for, hvor vores musik kommer fra. Vi var alle inspireret af mange ting, og inspiration er jo en evig udvikling. Jeg er meget ydmyg over for den rolle, jeg har spillet. Når folk kommer og siger, at de begyndte at spille bas på grund af mig, kan jeg kun svare: Jeg begyndte at spille bas på grund af andre folk, så det fortsætter og fortsætter.   

- Når først man har gennembrudt den barriere fra at være ukendt musiker til at blive kendt - eller verdenskendt - vil man i al evighed blive målt og vejet i forhold til den musik, man slog igennem med. Det er umuligt for noget band at genskabe sig selv gennem 40 år, selv om processen er den samme: Man går i studiet, har det sjovt og laver plader, fortæller Roger Glover.

Skal han pege på det, der måske har gjort Deep Purple så langtidsholdbare, er det, at de aldrig har spillet skuespil.

- Ian Gillan og jeg blev faktisk indlemmet primært som et sangskriverteam. Og selv om de sange, vi havde skrevet inden Deep Purple, på ingen måde mindede om, hvad Deep Purples skulle blive til, blev vores tekster ret gode i kraft af samspillet mellem disse fantastiske musikere, fordi vores idéer på en måde var ret naive. En sang som "Black Night" er meget simpel. "Smoke on the Water" er meget simpel. Og alligevel er de begge meget stærke, fordi enkelhed kan betyde styrke og ikke nødvendigvis være ensbetydende med kedeligt.

Deres udgangspunkt som sangskrivere var ungdommelig naivitet og manglen på selvkritik. Senere i livet har de stillet flere spørgsmål og konstant søgt en udvikling og progression i musikken.

- Alt sammen noget, der destruerer naiviteten. Derfor tror jeg ikke, jeg kunne skrive disse sange i dag, fordi jeg er så verdensbevidst og ikke vil skrive noget, der får nogen til at smadre min bil. Det blæste jeg jo et stykke, da jeg var i 20'erne, konstaterer Roger Glover.

Han forklarer, at selve kunsten at skrive, altså punktet hvor man virkelig kreerer noget, udelukkende opstår, når man skriver fra hjertet.

- Man må glemme tanken om et slutprodukt. Man skal glemme publikum og synke ned i en semibevidstløs verden af drømme, hvor man bare følger strømmen. Hvis man skriver med et formål, bliver man kommerciel, og det er sjældent en fordel, fortæller Roger Glover, der faktisk blev smidt ud at bandet i 1973.

- Det var faktisk på det tidspunkt, hvor vi var allerbedst og kæmpestore. Så det tog mig lige et par år at falde ned igen. Derefter begyndte jeg at producere og lærte mig selv faget på baggrund af mine instinkter inden for musikken, siger han.

11 år senere fandt han og bandet sammen igen, da de konkluderede, at de stadig kunne sælge plader og fylde stadioner.

- Alle følte lidt, det var "unfinished business". Derfor var det lidt som at komme tilbage til familien, selv om mit venskab i den grad blev testet af Ian Paice og Jon Lord. Tiden havde helet de værste sår. Og da jeg mener, at man som menneske bliver defineret af sine kampe og ikke succeser, må jeg erkende, at det måske på en eller anden mærkelig vis var meningen, at jeg skulle ud i kulden, forklarer Roger Glover.

At blive sparket ud gjorde ham mere tykhudet og lærte ham at forlige sig med sine fejltagelser.

- I dag spørger mange unge mig, hvordan man bliver succesfuld, og jeg svarer altid: "Ved at lære at fejle og rejse dig igen".

Medier

Deep Purple-pdf

Kategorier