Simon Staun
PR-foto

D-A-D overlevede et stille selvmord

I rockens grønspættebog er der mange regler for, hvad man bør gøre som band. Der står blandt andet, at en snedig måde at opbygge en sang på kan omfatte følgende byggeklodser: Intro, vers, omkvæd, vers, omkvæd og dobbelt omkvæd. Og måske en solo som trumf.

Når man som medlemmerne i D-A-D har lavet rocksange siden 1982, er der efterhånden placeret så mange spejdermærker på dragten, at man ikke pinedød skal følge reglerne. Derfor har D-A-D lagt sig i selen for at stable klodserne anderledes og alligevel finde tilbage til det, kvartetten kalder essensen af bandet.

- Mange bands har en tendens til at læne sig op ad formularen, fordi den beviseligt virker. Når man har lavet musik i knap fire årtier, er man nødt til at sprænge rammerne, hvis man skal holde sig selv i live, siger forsanger i D-A-D Jesper Binzer.

Han mener, at man allerede efter 10 sekunder af flere af de nye numre på gruppens første udgivelse i otte år, "A Prayer for the Loud", kan høre, at de fire medlemmer går nye veje uden at miste det særlige Disneyland After Dark-dna.

- De fire medlemmer i D-A-D er enige i, at vi altid forsøger at sprænge rammerne. Det interessante er, at vi har fire vidt forskellige måder at gøre det på. Derfor handler vores arbejde om at skabe en god intro og derefter få bokset os gennem de efterfølgende tre-fire minutter og ende ud med en sang, alle kan stå inde for, siger trommeslager Laust Sonne.

Jesper Binzer trækker lidt i land efter at have holdt mund i næsten 15 sekunder.

- Selv om målet er at bygge noget nyt med klodserne, er "A Prayer for the Loud" sgu meget klassisk opbygget. Det handler om, at D-A-D har optjent retten til at spille inde på midtbanen. Vi har det indhold, der skal til, og vi skal ikke hoppe på tungen for at gøre os interessante. Vi må gerne tro på, at der er kalorier nok i vores riff, siger forsangeren i baren under Bremen Teater i København.

Det ypperste destillat

Hvis man slår op i den omtalte grønspættebog, står der på side 1, at energi og melodi er essensen i D-A-D. På side 2 suppleres der med et kapitel om, at melankolske mellem-temponumre er en tungtvejende del af formlen.

- D-A-D har gennem tiden skrevet tre slags numre: indie-bastard-bluesen, tidens tern og den store, melankolske ballade. De tre strømninger har altid udgjort grundlaget og gør det stadig. Men når man lytter til "A Prayer for the Loud", kan man høre, at vi har skåret mere ind til benet. Det kræver sgu tid og mod at skære så mange smukke fejlskud fra, siger Jesper Binzer og ler.

Efter en albumpause på seks år, havde gruppen alligevel overskredet så mange deadlines, at medlemmerne besluttede at koge de mange sange endnu mere ned og udskyde udgivelsen yderligere to år.

- Vi har aldrig taget os bedre tid til at skrælle alle lag af og har brugt ekstremt lang tid på at udvælge sange. Af de 30-40 sange, der er indspillet, har vi blot udvalgt 11. Det understreger, at dette album er det ypperste destillat af D-A-D, siger Laust Sonne.

Jesper Binzer nikker. Og tilføjer, at der efter 37 år stadig ikke er et dansk band, der truer D-A-D's position.

- Der er ingen bands, som emmer af den der sindssyge biltyvs-adrenalin, vi oser af. Der, hvor publikum næsten ikke kan få luft af benovelse. Måske er det indbildsk, men de tre ældste af os er for helvede formet af The Ramones, hvor man har konstant åndenød, siger Jesper Binzer og råber: "One, two, three, four" ud i den tomme bar.

DAD handler ikke om rock og rul

D-A-D er stadig et af landets mest populære livebands, men med tre af fire medlemmer på 53-54 år, er der skruet en smule ned for klovnerierne på scenen.

- Det meste af D-A-D's liv har det været sådan, at så snart vi blev en smule usikre og nervøse på scenen, trak vi røde klovnenæser på og begyndte at fortælle vittigheder. Vi har kæmpet længe med at tøjle vores pleaser- og entertainergen og i stedet bevare fokus på musik- ken. Den kamp har efterhånden varet i 20 år, og vi ender stadigvæk med at stå til koncerter og ikke kunne holde masken i mere end 45 minutter, inden det fyger med jokes hen over scenen, siger Jesper Binzer.

Laust Sonne, der har været med i bandet siden 1999 og dermed fejrer 20-års jubilæum i år, tror, at publikum forventer, der er fis og ballade til en D-A-D-koncert.

- Det ligger meget naturligt for D-A-D at være humoristiske. Det handler bare om at finde balancen, hvor man underholder publikum uden totalt at miste fokus. De første år, jeg var med i bandet, sejlede det fuldstændig til mange af vores koncerter. Nu har jeg fået lidt styr på de tre gamle, siger trommeslageren og smiler.

At finde balancen handler i høj grad om rutine, supplerer Jesper Binzer.

- Når vi tager på turné i Tyskland og Frankrig med 20 koncerter på en måned har vi alle tiders mulighed for at dyrke rutinen. Det fantastisk ved rutine er, at man kan bygge oven på den. Når man har fuldstændig styr på sit materiale, kan man begynde at kommunikere og gå i dialog med publikum. Hurra for at være et hårdtarbejdende, gement rockorkester, siger Jesper Binzer.

Ingen dans på roser

Hvis man har et glamourøst billede af livet som rockmusiker, kan de to D-A-D-medlemmer hurtigt mane den tanke i jorden.

- Det er ingen dans på roser at sidde i en bandbus langt væk fra familien, når man har vores alder. Det tærer ufatteligt meget på bå- de familie og én selv. Manuskriptet til glorificeringen af livet på landevejen er skrevet af en 16-årig knægt, og vi har levet det ud, til vi var mindst 46. Altså de tre gamle af os på 53-54 år. Der kommer altså en regning, der skal betales, skal jeg hilse at sige, konstaterer Jesper Binzer.

At det kræver sine ofre er også en årsag til, at der er gået otte år, siden D-A-D's seneste udspil, "DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK", udkom.

- Selv om vi har spillet masser af koncerter, var der udsolgt på den kunstneriske konto. Da vi efter planen skulle i studiet i 2017, var der ikke energi til at bære os igennem. Derfor besluttede vi at udskyde albummet på ubestemt tid, siger Laust Sonne.

Fedtet på nervehinderne var skyllet væk af mange forskellige småting. Men en stor ting var paradoksalt nok de omtalte koncerter i Tyskland, som Jesper Binzer roste tidligere.

- Vi var på en turné, hvor vi spillede albummet "Riskin' It All" fra ende til anden i første sæt og albummet "No Fuel Left for the Pilgrims" i andet sæt. Hver aften. På papiret var konceptet fedt, men i praksis var det noget lort udelukkende at spille gamle sange to timer i træk. Jeg kunne næsten ikke holde ud at leve i det. Det føltes som et stille selvmord. For mig handler D-A-D ikke om rock og rul, øl og ballade. Det handler grundlæggende om at have noget nyt at sige, og efter den turné tabte vi totalt pusten, understreger Jesper Binzer.

Gevinsten ved en flad struktur

Forsangeren har dog haft så meget på hjerte, at han følte sig presset til at udgive soloalbummet "Dying Is Easy" i 2017. Det gav en del intern uro i D-A-D for at skrive det mildt.

- At jeg udgav et soloalbum handlede aldrig om andre end mig selv. Jeg havde masser af sange, som bare skulle ud. NU! På grund af mange forskellige omstændigheder var D-A-D ikke klar, og da mantraet altid har været, at vi ikke presser hinanden ud i noget, måtte jeg gøre det på egen hånd, siger Jesper Binzer.

Det gav ham ro til at give de andre ro. I løbet af 2018 begyndte de fire medlemmer at indspille sangene til "A Prayer for the Loud", som rummer et paradoks for Jesper Binzer, fordi han igen skulle indordne sig i fællesskabet og ikke kunne træffe alle beslutninger.

- I et velfungerende gruppearbejde får man aldrig indfriet sine ambitioner. Det er faktisk så klogt sagt, at du bør skrive det ned og ikke kun optage det, siger Jesper Binzer og peger på blokken på bordet.

Han påpeger, at gevinsten ved en flad struktur som i D-A-D er, at alle medlemmerne vinder i sidste ende.

- Jo ældre, jeg bliver, jo lettere bliver det at acceptere, at jeg ikke taler udelukkende med min egen stemme. Det kræver både nervepiller og hårdt arbejde, men til gengæld finde man ind til noget andet essentielt. Fællesskabet har sine fordele, konstaterer Jesper Binzer.

Laust Sonne kan sagtens forstå behovet for at prøve sig selv af uden for D-A-D.

- Jeg har gennem alle årene i D-A-D medvirket på andre pro- jekter og udgivet solomateriale. Jeg har brug for at udleve dele af min musikalitet, som ikke passer ind i D-A-D-universet. Hvis ikke jeg kunne det, ville det blive et fængsel, konstaterer Laust Sonne.

Mavebælter og majspiber

Det er imponerende at tænke på, at D-A-D snart fylder 40 år. Men tiden og livet buldrer målrettet frem, som Binzer synger på sangen "Time Is a Train", en af de mest rendyrkede bluessange, D-A-D nogensinde har indspillet. Det krævede lange snakke med "A Prayer for the Loud"-produceren, Nick Foss, at overbevise ham om, at bluesen skulle have en central rolle.

- Han ville gerne have, at vi havde lidt mere fokus på det yngre publikum. Men helt seriøst, jeg er 53 år, hvis ikke jeg skal spille blues nu, hvornår fanden skal jeg så gøre det? Lige siden Laust kom med for 20 år siden, har vi udforsket bluesmusikken, og hvis det stod til mig, havde både albummet og nærmest samtlige sange heddet noget med blues, siger Jesper Binzer.

At det ikke blev sådan, har han selv forklaringen på.

- Det ærgerlige ved ordet blues er, at folk straks tænker på mavebælter og majspiber. Det er grotesk, men sådan er det. Derfor skruede vi en smule ned, og du skal fandeme love, at du ikke skriver blues i overskriften, understreger Jesper Binzer.

Laust Sonne tror også, det er kløgtigt at dosere ordet blues.

- Hvis et ord rammer forkert, kan det farve hele projektet. Det ville være ærgerligt, hvis vi mistede fans alene af den grund, at de ikke betragter os som et bluesband. De kan sikkert sagtens rumme bluessangene, så længe de pakkes ind i rocken. Det interessante i den sammenhæng er, at al rockmusik udspringer af bluesen, siger Laust Sonne.

Pakket ind i nutiden

Melodierne til albummet er kommet til verden over en periode på otte år, mens flertallet af tekster- ne er skrevet inden for det seneste år. Det gives en friskhed og ak- tualitet, som er vital for Jesper Binzer.

- Mine sange er dagbogsblade, og det er vigtigt, at de udspringer af nuet. Jo mere up to date teksterne er, jo mere lyst giver det mig til at synge dem. Det er nogle omkvæd, som jeg har gemt tre-fire år, fordi de var for gode til at smide væk. Men de er pakket behørigt ind i nutiden, så man ikke tænker, at de har overskredet tidsfristen, siger Jesper Binzer.

Begge musikeres klare fornemmelse er, at bandet præsterer bedre end nogensinde på "A Prayer for the Loud".

- Det er svært lige at sætte en finger på, hvad vi gør bedre. Men jeg tror, albummet generelt står skarpere, fordi vi har taget et bevidst valg om at koge det ned. Når man gør det, bruger man uvilkårligt mere tid på at udvælge råvarerne og tilberede dem optimalt, siger Jesper Binzer.

Laust Sonne tror, at kvaliteten skyldes, at bandet har givet sig tid til at finde frem til nogle bedre melodier.

- Vores seneste album var meget rifftungt, mens "A Prayer for the Loud" mere koncentrerer sig om homogen sangskrivning. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke er bunkevis af hårde riff undervejs, de er bare rundet mere af denne gang, forklarer Laust Sonne.

En moderne "Laugh and a ½"

Blandt mange gode numre skiller "A Drug for the Heart" sig ud for avisens udsendte. Et besnærende poetisk nummer, som besidder samme kvaliteter som D-A-D's evergreen og koncertklassiker "Laugh and a ½". Den er ikke serveret live endnu, men Laust Sonne tror, den har kvaliteterne til at blive en af de fællessange, hvor publikum kniber en tåre og synger arm i arm.

- Den er som skabt til at blive spillet live, og selv om det er svært at gisne om, allerede inden den har fået sin koncertdåb, tænker jeg, at den har potentiale til at blive en moderne "Laugh and a ½". Den kan noget andet end de 10 øvrige sange på albummet, siger Laust Sonne.

Han har ikke flere aktier i den sang end nogen af de øvrige.

- Jeg har i mine 20 år i D-A-D aldrig prøvet at dukke op med no- get i øvelokalet, som ikke er forandret betragteligt, hvis det ender på en sang. Hold nu kæft, jeg har slæbt mange fede riffs med, som er forvandlet, slebet til eller helt droppet. Jeg kunne vælge at blive tvær, fordi mine idéer ikke bliver brugt, men ejerfornemmelse kan vi ikke bruge til noget i et band, hvor det er summen af alle fire, der definerer resultatet, siger Laust Sonne.

Jesper Binzer laver sine vildeste åbne øje, hvor det hvide truer med at fortære alt andet. Han peger på blokken på bordet og suger luft ind. Det er tid til en pointe, lader han forstå.

- I et velfungerende gruppearbejde får man aldrig indfriet sine ambitioner. Kan du for helvede skrive det på din blok! Og så glem det med blues i overskriften.