D-A-D, 2009

Foto: Hans Østergaard
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 2
Frem

Et kobbel glubske ulve

D-A-D fejrer sølvbryllup som moderne mænd med lige dele selv- og usikkerhed i bagagen. Samt en allerhelvedes trang til at blæse sit trofaste publikum bagover

Når de fire efterhånden sammensmeltede medlemmer i D-A-D lukker sig inde i deres egen lillebitte verden og begynder at komponere musik, overraskes de igen og igen over, hvor langt ude i rockens horisont de ofte begynder. Forsanger Jesper Binzer lægger tryk på ordene "heeelt ude til venstre", når han beskriver, hvor første elspadestik tages, og hvor "laaaangt inde mod midten" pladen slutresultat som regel ender.

Efter 25 år som skrighals, rockpoet og hæsblæsende publikumsforfører kan frontfiguren Jesper Binzer ikke påstå, at han på nogen måde chokeres, når endnu et album ender med at blive arketypisk D-A-D. Heller ikke det tiende af sin slags, "Monster Philosophy", der vil stå som en nedgjort milepæl i en karriere intet dansk rockband i den hårde ende af skalaen matcher.

- Hver gang vi indspiller en ny plade, forsøger vi som udgangspunkt at skabe et nyt band. Men uanset hvad vi gør, ender det altid med at blive D-A-D. Vi forsøger at skifte instrumenter og vende ting fuldstændig på hovedet, men når man som udgangspunkt synes, noget er godt, bruger man uvilkårligt den del af sig selv, man ikke kan lave om på. Derfor har D-A-D stadig et meget skarpt aftryk af D-A-D, forklarer Jesper Binzer.

Blodet skal rulle

Når D-A-D går på scenen i Lillebæltshallerne i Middelfart lørdag aften, er det kun en lille uge siden, de begyndte monsterturnéen i Horsens. Og selv om bandet kun når tre koncerter inden det fynske brag, tør Jesper Binzer godt love, at både inkarnerede fans og løsgængere får fuld valuta.

- Dagen efter åbningskoncerten i Horsens spillede vi i Randers, og der var kæmpe forskel på resultatet, selv om vi kun byttede rundt på to sange. Måske var det premierenerver den første aften, for i Randers var der eddersateme knald på, understreger Jesper Binzer.

På trods af, at bandet ynder at bilde sig ind, at det er dets kernevælgere, som kommer til halkoncerterne, erkender de, at der stadig er et krav til, at bandet skal lyde, som det plejer, og at man aldrig skal spille alt for mange af de nyeste sange.

Den fest, fansene gik bersærk til for 10 eller 20 år siden, skal som udgangspunkt helst være den samme. Alligevel er der bedre plads i hallerne til at skeje ud end ved de store sommerkoncerter og festivaler, hvor publikumssammensætningen betyder, at det gerne skal være klassiker efter klassiker for at holde intensiteten.

- Vi har en fornemmelse af, at dem, der kommer til sommerkoncerterne, skal have tre lussinger, et kys og så tre lussinger igen. I hallerne giver publikum os carte blanche til at forme sættet efter vores bedste evne. Sådan opfatter vi det i hvert fald, selv om der i Randers var et par stykker, der råbte: "Hvis ikke snart de spiller noget D-A-D, så går vi". Det slags kæmper vi altid mod. Men altså, vi har lavet 140 sange gennem 25 år, og hvis ikke vi spiller nogle af de aktuelle fra vores nye plade, altså dem der får blodet til at rulle netop nu, går det galt, siger Jesper Binzer og tilføjer, at han naturligvis også elsker, når et gammelt hit transformerer publikum til en stor, hoppende masse.

Ikke sølvbryllupsmusik

D-A-D bliver aldrig færdig med at sammensætte sætlister. Det er som en videnskab, hvor man nærmer sig konstant, men aldrig rammer den perfekte formel.

- Man mærker det tydeligt derude på scenerne. Ting, som fungerer i hjernen, fungerer aldrig rigtig i praksis. Vi har aldrig formået at starte en turné med samme sætliste, som sluttede den. Men måske er det også mest rart at flytte sig undervejs, vurderer Jesper Binzer.

Denne gang har D-A-D valgt at byde på seks-otte sange fra det nye album på turnéen, og anderledes kan det ikke være.

- Selv om vi har 25 års-jubilæum, er det altså ikke sølvbryllupsmusik, vi spiller. Vi er heller ikke ude for at fejre os selv, men ude for at spille sange om, hvad vi føler og tror for tiden, fortæller Jesper Binzer.

Han fornemmer, at bandets tekster bliver mere og mere filosofiske, selv om ånden i banden permanent er et monster, de aldrig helt kan styre.

- Vi er nødt til aldrig at træde helt i vores eget fodspor og er derfor hele tiden bevidst om at få mindst de samme ting ud af monsteret. Bare på nye måder. Det er faktisk det største pres og den største opgave, som jeg ser det for D-A-D. Altid at skulle præstere noget mindst lige så godt som sidst. Men sådan har det været i mange år, slår Jesper Binzer fast.

Tekstmæssigt virker D-A-D mere og mere modne. Men til gengæld fremstår medlemmerne, der alle på nær Laust Sonne er i starten af 40'erne, også mere og mere usikre på sig selv som voksne mænd.

- Jeg tror, det er den klassiske med, at jo klogere man bliver, jo mindre ved man, at man ved. Så simpelt er det, forklarer Jesper Binzer, der overraskende nok giver en anmelder, der kaldte de fire medlemmer "gamle mænd, der ikke smiler", ret.

- Det gør mig egentlig ikke noget. Vi skal jo ikke stå på scenen og ligne unge, overglade mænd. For det er vi ikke. Vi er gamle mænd, der tvivler mere og mere. Jeg tror, tvivlen er én af de allervigtigste ingredienser i det, vi laver. Der er så mange bittesmå valg, der for andre mennesker ville være fuldstændig ligegyldige. Det lyder som ingenting, men når man ser tilbage, er alt, vi har foretaget os i 25 år, jo bogstaveligt talt sat på plade og udstillet i vinduet. Så tvivl er ekstremt vigtig, selv om det på mange punkter er blevet nemmere at deale med, fordi vi kender hinanden langt bedre og ved, hvor hinandens faldgruber er. Til gengæld kan man indvende, at det er blevet sværere at være band, fordi der er længere ind til de ægte riffs, akkorder og oneliners. Så når man finder ind til de tungvejende ting, der rykker, kaster vi os over det som glubske ulve, forklarer Jesper Binzer.

En rå diamant

De fleste af medlemmerne i bandet har arbejdet sammen med andre bands og musikere gennem årene. Og hver gang når de samme konklusion: at intet overgår D-A-D.

- Der er utrolig langt til det niveau, vi befinder os på med hensyn til intern kommunikation og måden at spille sammen på. Vi er simpelthen et vildere dyr at have med at gøre. De ting, vi fire smider i midten, er gennemgående af et højere niveau, end hvad man ellers møder rundt omkring. Og det er én af grundene til, vi holder fast. At de rå diamanter, der ind imellem plopper op, er så meget mere værd end dem, man skal gå og slibe på i andre sammenhænge, siger Jesper Binzer.

Han har længe undret sig over, at der ikke var flere bands, der var lidt mere ekshibitionistiske. Flere bands, som turde være bims og lave mere ravage på scenen, som D-A-D har gjort det i et kvart århundrede.

- Hvorfor er der ikke mere, der springer i luften? Der mangler knald på, som da D-A-D startede. For meget af rocken i dag er for indadvendt, og hvis den vender udad, er den ofte for plat. Rock i dag er meget elektronisk og maskinel, og faktisk har TV-2 og Kliché haft større indflydelse på dansk rock end D-A-D. Derfor synes jeg ærlig talt, der mangler noget, konkluderer Jesper Binzer.

En fantastisk rejse

Ankermanden med rockbranchens bedst kendte skrig og en række kalderåb som: "Roskildeeee" og "Odense, er I deeeeeer" kalder D-A-D noget af det mest trofaste i hans liv. Og noget af det eneste faste.

- At være rejsende i D-A-D har været helt fantastisk. Dét at have et sted, hvor ens ubevidste tanker kan formuleres, og hvor ens primale skrig kan komme i rammer er utroligt dejligt for et menneske som mig. Og jeg kan sige, at vi har skabt os selv. Vi tog chancerne og havde lysten til at klare os. Vi har hverken overlevet på held eller hjælp udefra. Det er os fire, som står på det hele. Så det er en fin følelse at opleve, at vi på godt og ondt selv er ude om det.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

D-A-D
Jesper Binzer
Laust Sonne
Monster Philosophy
Stig Pedersen
Jacob Binzer
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.