Cliff Richard, 2014

Foto: Carsten Bundgaard
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 3
Frem

Evigt respektable Cliff

73-årige Harry Rodger Webb har i 56 år udgivet musik under navnet Cliff Richard. Står det til ham selv, fortsætter han mindst et årti endnu

Ingen mænd kan bære en lyserød skjorte med samme autoritet som sir Cliff Richard. Eller et flettet, bordeauxrødt bælte i et par stramme, mørkebrune fløjlsbukser. Men den 73-årige sanger kan prale af meget, som de færreste kolleger i rock- og pophistorien kan matche. Hvis han da ellers var den selvforherligende type. Det virker han på ingen måde som, og under fire øjne fremstår han som hovedkilden til ordsproget "begge ben på jorden".

Min afdøde mormor omtalte ham aldrig som flot eller dygtig, selv om der bestemt er dækning for begge påstande. Der var altid et ord, der gik igen: Respektabel. Det glæder Cliff Richard.

- Det er vitalt for mig at være hæderlig. Sådan har det altid været, og det virker næsten omsonst at skulle argumentere for, hvorfor man hellere vil være en god fyr i stedet for en skidt karl. For mig har det været et let valg at være den gode fyr, som folk beundrer og ser op til. Uanset om man synger, danser eller laver teater, er det essentielt for forholdet, at publikum stoler på dig og føler, at de kender dig personligt. Hvis de fornemmer, du er en respektabel mand, er der mindre sandsynlighed for, at man skuffer dem, konstaterer Cliff Richard.

Cliff er den radikale

Hans stemme er lige så blød og tydeligt artikuleret som på album, og man fornemmer, at han gør en dyd ud at udvælge hvert eneste ord til sine overordentligt velskårne svar.

Man kunne tale med ham i 117 år uden at høre ham bande eller bruge ord som "fuck" eller "motherfucking", som andre musikere strør om sig som konfetti.

- Jeg har aldrig bandet, spyttet, drukket eller taget stoffer. Jeg har aldrig smadret hotelværelser, smidt fjernsyn ud gennem vinduer eller ødelagt kabinen i en jumbojet, hvilket rockstjerner af en eller anden besynderlig grund har følt trang til. Hvis man analyserer den måde, mange rockmusikere opfører sig på, giver det jo ingen mening. Hvis man kigger helt nøgternt på det, er jeg jo den mest radikale rockmusiker af dem alle. Radikal betyder anderledes, og når jeg skuer tilbage, springer det i øjnene, at mit liv og karriere har været meget ulig størstedelen af mine kollegers. Jeg er ikke unik, men jeg forstår ikke, hvorfor både rockmusikere og pressen hylder fejltagelserne og de dårlige sider af mennesker, når man i stedet kan fokusere på triumferne og sejrene. Jeg vil i hvert fald gerne huskes for de positive ting, jeg har udrettet, siger Cliff Richard.

Teenagere begår fejl

Efter næsten 60 år i rockbranchen har han oplevet, hvordan medierne er blevet grovere og grovere i deres jagt på sensationer. De britiske tabloidblade kalder han "verdens mest skånselsløse".

- De britiske medier har ændret sig fra at være kritiske til at svælge i skandaler og endda være hævngerrige eller direkte løgnagtige. Måske har de så travlt med at sværte alle andre til, at de tager sig så dårligt ud selv. Miley Cyrus og Justin Bieber er jo ikke onde, de er bare teenagere, der begår en række fejltagelser, som alle andre på den alder, konkluderer Cliff Richard.

Det er måske et resultat af de britiske mediers kompromisløshed, at jeg inden interviewet får besked på, at der er tre ting, jeg ikke skal spørge til: Religion, politik og seksualitet. Krydser jeg den grænse, slutter interviewet i samme sekund.

Det kan virke barsk og ude at trit med den frie presses beføjelser. Men med Cliff Richard foran sig er der heldigvis spandevis af andre interessante emner at tage fat på. Jeg har nedfældet et spørgsmål om "dysten" mellem ham om Elvis. Måske har han set Elvis skrevet med versaler på min blok, for ud af det blå begynder han selv at tale om sin konkurrent i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne.

Elvis slog dem alle

- Elvis var den første, der gav rockmusikken figur. Den måde, han poserede på, den måde han dansede på, var helt unik. Han gav musikken attitude, og jeg husker, hvordan jeg så ham i et amerikansk tv-show, hvor han optrådte sammen med Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Frank Sinatra. Det var fire fantastiske performere, men der var kun én, jeg lagde mærke til. Elvis havde en selvtillid, en karisma og udstråling, som kunne mærkes på den anden side af Atlanterhavet. Jeg forsøgte at efterligne ham, og i Storbritannien blev jeg også kaldt "det britiske svar på Elvis". Efter et par år kom jeg til den konklusion, at hvis jeg forsøgte at lyde og se ud som ham, var jeg bare endnu en Elvis-imitator. Havde jeg valgt den vej, havde min karriere med garanti ikke strakt sig over syv årtier. Han er en enorm inspirationskilde, men jeg var nødt til at opfinde Cliff Richard og gå i en anden retning, konkluderer briten.

Der er mange grunde til, at Cliff Richard sætter pris på, at han slog igennem i slutningen af 1950'erne frem for i dag. Medierne er ikke den primære.

- Dengang solgte man stakkevis af plader. Det var i rock'n'roll-musikkens spæde barndom, hvor pladerne blev revet ned fra hylderne. Hvis jeg skulle begynde min karriere i dag, ville jeg aldrig nogensinde komme i nærheden af 300 millioner solgte plader. I dag kræver det kun 35.000 solgte albummer at få en guldplade i England, og når man står noteret for mere end 21 millioner singler alene i Storbritannien, er det ærlig talt lidt svært at hidse sig op over 35.000, konkluderer Cliff Richard.

Han var et stort navn allerede fem år før, The Beatles udgav deres første album i 1963. Og han glemmer ikke, da euforien spredte sig med lynets hast.

- Den måde, som The Beatles blæste alle omkuld på, er aldrig overgået siden. De var som en orkan, der fejede hen over landet. Ja, hele verden. De kom med en helt ny lyd og en bunke sange, der truede med at gøre det af med os andre. Det skete heldigvis ikke, og efter dem kom der andre bands med nye idéer og anderledes måder at gøre tingene på. De første 20 år i rockmusikkens historie var yderst interessante, og det er fantastisk at kunne sige, at man har været med hele vejen, fortæller Cliff Richard.

Når han lytter til unge sangere, imponerer deres talent ham. Men han har også en forklaring på, hvorfor de er så meget bedre, end han selv som 18-årig.

- De har jo et halvt århundredes referencer at læne sig opad. Jeg er sikker på, at størstedelen af unge musikere ikke engang aner, at de er dybt inspirerede af John Lee Hooker, Muddy Waters og hele striben af de store soulsangere, siger Cliff Richard.

Fire afbud på 56 år

Det er syv år siden, han sidst optrådte i Arena Fyn i Odense. Dengang havde jeg min svigermor med, der var forbløffet over Cliff Richards energiniveau på scenen.

- Hvis man agter at synge rock'n'roll, kræver det, at man går linen ud. På min kommende turné synger jeg en håndfuld af rockhistoriens største sange, og jeg kan ikke vente med at kaste mig over Chuck Berrys "Johnny B. Goode". Det er en klassiker, ethvert rockband med respekt for sig selv har spillet på et tidspunkt i karrieren. Når jeg optræder med sådan et nummer, kræver det en uhyrlig energi, som publikum kun fanger til en koncert. De skal se, hvor meget jeg bevæger mig og bevæges af sangen, før det bevæger dem, forklarer Cliff Richard.

Gennem 56 år har han aflyst fire koncerter. I alt. Det svarer til fire sygedage på et helt arbejdsliv.

- Jeg er gået på scenen med forkølelse, hovedpine, influenza, tandpine og alverdens andre skavanker. Det eneste, der har holdt mig i sengen, er ondsindet halsbetændelse. Uden stemme går det ikke. Alt andet kæmper jeg mig gennem, konstaterer Cliff Richard.

Det er de færreste 73-årige, der er så slanke og veltrænede som ham. Men sin ungdommelige krop er han heller ikke kommet sovende til.

- Hvert år tilbringer jeg tre måneder i Portugal og tre måneder på Barbados. Tre gange om ugen dyrker jeg styrketræning, resten af dagene spiller jeg tennis. Jeg får masser af motion og frisk luft, så når jeg kommer til England om foråret, er jeg altid fit for fight. Det kræver det, hvis man vil give så meget på scenen, som jeg agter, siger Cliff Richard.

Han elsker stadig at gå i studiet, selv om han efterhånden har udgivet så mange plader, at han ikke kan huske alle deres navne. Det giver ham en stor tilfredsstillelse at skabe noget nyt.

- Mit aktuelle album "The Fabulous Rock 'n' Roll Songbook" er muligvis det nemmeste, jeg nogensinde har indspillet. De sange, jeg fortolker, har jeg i min egen pladesamling. Jeg har hørt dem i 55 år, og jeg elsker ubetinget den helt basale rockmusik, konkluderer Cliff Richard.

Ville selv købe sangene

Hvis man skal vælge sir Cliff Richards taktik og fokusere på hans triumfer i livet, skal man give sig god tid. Siden han debuterede i 1958 med gruppen Drifters, har han solgt i omegnen af 300 millioner plader og mere end 21 millioner singler alene i hjemlandet.

Albummet "Always Guaranteed", der udkom i 1987, er ikke hans mest kendte. Men det har en stor stjerne for mig personligt, da jeg muligvis er den eneste 10-årige i hele verden, der har ønsket sangen "Some People" på den lokale radiostation, da jeg blev ringet op i et ønskeprogram på min fødselsdag. Cliff Richard kan godt forstå, at en 10-årig kan falde på halen over det gennemførte popnummer.

- "Some People" og "We Don't Talk Anymore" er nogle af de sange, der i nyere tid - og det vil sige de seneste 35 år - har betydet mest for min karriere. Jeg kan godt forstå, at du kan lide førstnævnte. Jeg havde selv en uforglemmelig oplevelse, første gang jeg fik sendt melodien til "We Don't Talk Anymore" af Alan Tarney. Selv uden tekst ville jeg købe den sang, da jeg instinktivt kunne mærke potentialet. Jeg havde en klar fornemmelse af, at den kun ne ryge til tops. Måske ikke nummer et på hitlisterne, men i hvert fald nummer 10. Var jeg ikke Cliff Richard, ville jeg ønske den, hvis jeg blev ringet op af et radioprogram, siger han og smiler.

Holder sit løfte

Da jeg spørger ham, om han har en tilsvarende oplevelse som knægt, behøver han ikke lang svartid.

- Jeg har ikke været med i et radioprogram, men jeg husker tydeligt, da jeg købte min første plade. Det var Sammy Davis Jr.'s single "In a Persian Market". Den havde et rock'n'roll-riff, selv om det var før rock'n'rollen fik sit navn. Den lyttede jeg til ufatteligt mange gange. En anden sang, der gav og giver mig gåsehud, er The Everly Brothers' "All I Have To Do Is Dream". Men også Elvis' "Teddy Bear" og "All Shook Up" har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg kan huske et radioprogram, hvor dj'en var så vild med "Teddy Bear", at han spillede det som åbningsnummer og igen allerede som sang nummer fire. Han spillede det tre gange på en halv time. Jeg nød hver eneste gang, og det er samtidig en påmindelse om en tid, hvor radioværter kunne spille den musik, de havde en passion for, siger Cliff Richard, der er overbevist om, at han stadig står på en scene, når han bliver 80.

Hans fars sidste ord til ham var: "Vil du virkelig musikken? Elsker du den højt nok til at satse alt på den? Så gør det godt og fortsæt med at gøre dit allerbedste resten af livet".

- Jeg gav ham mit løfte. Det har jeg levet op til lige siden. Jeg er måske ikke dén bedste, men jeg hører til blandt de bedste, når det kommer til at levere et medrivende show. Nu håber jeg bare ikke, jeg falder på scenen i Odense og brækker et ben, siger sir Cliff Richard sarkastisk og giver et stålfast håndtryk, der kunne knuse en valnød.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Johnny B. Goode
Frank Sinatra
Cliff Richard
Sir Cliff
Elvis Presley
Miley Cyrus
Justin Bieber
Dean Martin
Sammy Davis Jr.
Some People
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.