Claus Hempler, 2019

Foto: Simon Staun
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 5
Frem

Mismodet og munterheden går hånd i hånd

Efter flere end 30 år i dansk musik har 49-årige Claus Hempler netop udsendt sit første album på dansk, "Kuffert fuld af mursten". Avisen Danmark har mødt den coole crooner, som fortæller, at han ikke er en melankolsk mørkemand, men i langt højere grad en munter midaldrende mand.

Da Claus Hemplers klassekammerater tog i Fyns Tivoli i Odense for at fejre blå mandag en majdag i 1983, havde han andre planer. Konfirmationspengene skulle ikke bruges på candyfloss og karruselture. De var øremærket vinylplader i den odenseanske pladeforretning Van Rock.

Pladerne, han købte den dag, står stadig på hylderne i hans lejlighed på Frederiksberg. Stadig med prismærket på, så man kan se, at "Power, Corruption & Lies" med New Order kostede 99,95 kroner.

- Jeg brugte alle mine konfirmationspenge på plader, og den med New Order hørte jeg tordnende højt i månedsvis. Den dag i dag kan jeg fysisk mærke i kroppen, hvordan det føltes at sætte albummet på. Jeg er 100 procent til stede på mit drengeværelse. Vores liv er én lang serie af øjeblikke, der forsvinder på samme måde som en sværm af sæbebobler. Men det øjeblik er et af de mest skelsættende, og derfor står det stadig knivskarpt 36 år senere, siger Claus Hempler.

Han var ikke bare glad for musik. Når han skuer tilbage og betragter sit 10-årige jeg, kalder han sig besat.

- Besat beskriver min tilstand bedre end begejstret. Både fordi musikken henførte mig, men også, fordi jeg var grebet af at samle på vinyler. Når jeg forelskede mig i en musiker eller et band, kunne jeg ikke nøjes med to af deres plader. Om de så havde udgivet 40 albummer, skulle jeg eje hvert og et. Helst også bootlegs, singler og liveindspilninger. Jeg var manisk i mine bestræbelser på at have det fulde overblik over værket. Derfor bliver jeg stadig forbløffet, når jeg møder folk, der ikke er passionerede omkring musik, siger Claus Hempler.

Socialt uegnet knægt

Allerede som 11-årig var han med til at danne bandet Fielfraz. Fornemmelsen af, at musikken ville forme hans liv, sad i hver eneste knogle i hans tynde drengekrop.

- Jeg var en drømmer, som voksede op i et lidt konservativt hjem, hvor der heldigvis blev givet plads til netop at drømme. Min far, der arbejdede som fuldmægtig i et korn- og foderstoffirma og intet anede om musik, motiverede mig til at forfølge min passion. Det var med til at opildne mig. Da jeg begyndte at spille med de tre andre nørder i Fielfraz, fortsatte støtten på hjemmefronten, siger Claus Hempler.

Fællesskabet i Fielfraz var med til at redde ham. Eller i hvert fald give ham en tryg base med nogle ligesindede knægte, som ikke passede ind på det lokale fodboldhold eller i knallertklyngen i Odense-forstaden Højby.

- Vi fik en stærk fælles identitet i bandet, som var uvurderlig. Det forhindrede helt sikkert, at vi hver især blev kørt ud på et sidespor i de svære teenageår, hvor man føler sig sindssygt akavet og underlig. Min engelsklærer i folkeskolen konkluderede endda, at jeg var ude af stand til at indgå i en normal social sammenhæng. Det var et stempel, jeg brugte mange år på at slide af. Men lige netop i Fielfraz var det et adelsmærke og nærmest en fordel at være socialt uegnet, siger Claus Hempler.

En lyrisk guldåre

Claus Hempler blev formet som musiker og sangskriver i Fielfraz, som havde faste øvedage på faste klokkeslæt. Nogle dage stod de fire medlemmer i timevis uden at skabe noget, mens de andre dage ramte momentet og skrev en sang på 20 minutter.

- Det er faktisk lidt skræmmende, men flere af de bedste Fielfraz-sange tog os seriøst ikke længere tid at lave. Det handler om at ramme øjeblikket, og når man gør det, kan det være nødvendigt at rydde kalenderen, konstaterer Claus Hempler.

Det var netop det, han gjorde i efteråret 2018, da han uventet og nærmest ud af det blå fik prikket hul på en lyrisk guldåre, han aldrig har søgt efter.

- Jeg havde egentlig ikke planlagt et nyt album, fordi jeg har skrevet så mange numre på engelsk, som endnu ikke er udsendt. Planen var at hive nogle af dem op af skuffen, når det var tid til at udgive noget for at holde gryden i kog. Mine indfald har altid været på engelsk, men for første gang kom der brudstykker af sætninger til mig på dansk. Jeg tænkte, at jeg for fanden var nødt til at se, hvor det førte mig hen, siger Claus Hempler.

Når den 49-årige sangskriver har fornemmelsen af, at han fanger noget usædvanligt eller noget med en særlig nerve, kan han knokle i døgndrift.

- Jeg skrev 17 numre, hvoraf ni kom med på "Kuffert fuld af mursten", på en måned, hvor jeg nærmest ikke gjorde andet end at sidde med pen og blok. Det var sgu lige ved at koste mig mit parforhold, men noget af det mest fascinerende ved mit arbejde er at sætte sig med et stykke blankt papir klokken 10 og sidde med en færdig sang nogle timer senere, siger Claus Hempler.

Mere private sange

Han har aldrig brudt sig om at have en plan for, hvor han ville hen med sine sange. Det handler om at lade sig pirre og følge med.

- At skrive en sang minder om måden, jeg lytter til en plade på. Jeg sidder ofte med en nysgerrighed efter det første minut, som tvinger mig til at lytte albummet til ende. På samme måde kan en linje i mit hoved få mig til at jagte den næste linje. Og den næste og den næste ..., siger Claus Hempler.

Efter de første intense dages arbejde med de dansksprogede sange havde han fornemmelsen af, at han havde fået foræret en nøgle ind til et rum, hvor han nærmest uhindret kunne hive ordene ned fra hylderne.

- Jeg følte, at jeg kunne slippe af sted med hvad som helst. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har været ramt af samme tændthed. Jeg kan ikke erindre, at jeg har været fyldt med glæde og energi, hver morgen jeg stod op for at skrive. At det er gået stærkt er ikke ensbetydende med, at jeg har slækket på mine krav til mit arbejde. Når man bruger sin dyrebare tid på at skrive sange, skal håndværket sateme være i orden, understreger Claus Hempler.

Selv om han aldrig har været bange for at udlevere sig selv i sine tekster, føles sangene på "Kuffert fuld af mursten" mere private end dem, han tidligere har begået på engelsk.

- Det meste af det, jeg skriver i sangene, er sket. Men selv om det er meget ærligt, er det især brugen af dansk, som gør det mere personligt end noget, jeg nogensinde har skrevet på engelsk. Jeg synes også, at min humor skinner tydeligere igennem på dansk. Jeg håber, at lytterne fanger alt det, der er skrevet med et smil på læben.

Vejen frem blev vejen frem

De første tre linjer, der manifesterede sig på blokken i efteråret, endte med at blive indledningen på sangen "Vejen frem": "Jeg har døset hen udenfor radaren, jeg har solgt ud af arvesølvet til en rimelig pris. Jeg havde støbt kuglerne til et comeback, men lige for nu er alle planer lagt på is. Der er ingenting på tapetet andet end fortsat at være omgængelig, punktlig og præcis".

- Jeg havde ikke udgivet noget i lang tid og havde egentlig følelsen af at stå klar. Men jeg havde malet mig selv op i et hjørne, som jeg skulle finde ud af at komme væk fra. I den sammenhæng blev brudstykkerne til "Vejen frem" meget symbolsk vejen frem, siger Claus Hempler.

Han kalder ikke udspillet et comeback, men begyndelsen på noget nyt. Noget, der formodentlig kommer til at sætte et markant præg på resten af hans karriere, fordi han er kommet i tvivl om, hvorvidt det giver mening overhovedet at vende tilbage til de engelske tekster.

- Jeg er selv så overrumplet endnu, at jeg ikke har lavet en kalkuleret plan for, hvad der skal ske. Det kommer meget an på modtagelsen, tror jeg. Jeg har indimellem tænkt, at mine tidligere udgivelser har været møntet på en lille, indspist klub af indie-fans og kolleger, som venligt har klappet mig på ryggen. Jeg er spændt på at se, hvor langt disse sange kommer ud. Det er mange år siden, at jeg har været så begejstret og euforisk over at udsende nye sange, så forhåbentlig bliver de hørt af et bredere publikum, siger Claus Hempler.

Bange for fejltrin

Den første udgave af "Vejen frem" endte på monumentale 12 minutter. Den er nu skåret ned til sølle syv minutter.

- Jeg kunne godt se, at jeg måske ikke behøvede at proppe ALT ind i den ene sang, så jeg har forsøgt at dosere stoffet. Sangene er bare meget i forlængelse af måden, jeg tænker og taler på. Derfor kan det undre mig, hvorfor fanden jeg ikke har gjort det noget før, siger Claus Hempler.

Han håber, at lytterne bemærker hans muntre tone pible frem i selv de alvorligste af sangene.

- Jeg aner ikke, hvordan der er blevet sat det prædikat på mig, at jeg er en dyster mørkemand. Mine venner vil kende mig som en, der elsker at grine, så humoren i sangene er i høj grad med til at tegne et mere fuldendt billede af, hvem Claus Hempler er. Det er ikke en trist person gemt væk bag kronisk nedrullede gardiner. Mismodet og munterheden går hånd i hånd, siger Claus Hempler.

Samme formulering kunne man bruge om det at blive ældre, konstaterer sangeren, som fylder 50 år i januar 2020.

- Jo ældre, man bliver, jo mere alvorligt tager man livet. Men omvendt bliver det også mere og mere komisk, fordi man er nødt til at give slip på en masse ting, man var forkrampet omkring som ung. Jeg var enormt bange for fejltrin og benspænd i begyndelsen af min karriere, hvor jeg havde en meget detaljeret plan for, hvordan det skulle gå. Men livet følger sjældent det manuskript, man havde skrevet, og med alderen accepterer man, at man gik gennem nogle uventede døre. Præcis som jeg har gjort det med "Kuffert fuld af mursten", siger Claus Hempler.

Står skarpt om 20 år

Der vil formodentlig være en del, der hører "Kuffert fuld af mursten", som konkluderer, at teksterne emmer af C.V. Jørgensen, mens vokalen slægter Leonard Cohen på. Claus Hempler falder ikke just ned af stolen, da netop de to nævnes som oplagte referencer.

- Alle musikere vil tid enhver tid kunne bringe en række navne i spil, hvis man spørger dem, hvem de er inspireret af. Når man er tekstcentreret, som jeg er, er C.V. og Cohen to af de største mestre at læne sig op ad. De tilhører begge toppen af superligaen, så hvis der skal drages paralleller, skal det helst ikke være mig selv, der gør det. Hvis man synger i det dybere register og skriver lange tekster, er sammenligningen med Cohen dog retfærdigvis nærliggende, konkluderer Claus Hempler.

Det eneste danske nummer, han har skrevet, inden dette album blev til, var en fordanskning af Leonard Cohen-nummeret "Everybody Knows" til albummet "På danske læber" fra 2004. Sangen fik navnet "Alle ved besked", og det er ikke mange måneder siden, at Claus Hempler fremførte sangen til anden omgang "På danske læber"-koncerter.

- Mange associerer mig alene af den grund med Cohen. Det luner, da hans lyriske niveau og stemme er så markant, at han nærmest udgør sin egen musikalske genre. Jeg kan ikke komme i tanke om andre, der har været præcis dér, han har. Jeg får altid lidt paranoia, når jeg har skrevet nye sange, fordi jeg frygter, at min underbevidsthed har hugget noget fra én af de mange musikere, jeg har ophobet i mit efterhånden enorme erindringskatalog og pladesamling, siger Claus Hempler.

Klinisk renset for holdninger

Han hører sjældent musik, når han skriver musik. Frygten for at blive ført på afveje afholder ham fra det.

- Jeg kunne godt forestille mig, at jeg ville ende med at lyde lidt for moderne, hvis jeg lyttede til en masse unge bands. Min intention var helt klart at lave en gammelmandsplade, fordi det er den slags tidløse udgivelser, som også står skarpt om 20 år. For mig er det en kvalitet i sig selv, at man ikke kan høre, albummet er kommet til verden i 2019. Derfor er sangene og melodierne klinisk renset for alt, hvad der måtte være tidstypisk, siger Claus Hempler.

Af samme årsag har han været meget tilbageholdende med at mene noget. Hvilket han i det hele taget er arg modstander af, at man forventes at skulle som kunstner.

- Jeg er meget bevidst om ikke at fremture med en masse holdninger som musiker. Problemet med holdninger i en sang er, at man ofte har en bestemt holdning, inden man skriver sangen, hvilket betyder, at man ender med at sidde med en facitliste, når man i stedet gerne skulle få sproget til at flyve. Det kommer der kun kedelige sange ud af. Det, jeg kan tilbyde som sangskriver, er måske mere at stille et kamera op i en bestemt position og håbe, at jeg kan indfange noget uventet, jeg ikke kunne forudsige eller vide på forhånd.

En gammel travhest

På en af sangene sammenligner Claus Hempler sig med en gammel travhest, der bliver overhalet indenom af unge, lynhurtige føl. Sådan har han faktisk haft det, siden han var i midten af 20'erne.

- Jeg tror, at mange af mine sange er baseret på en grundfølelse af, at jeg ikke kan køre den hjem på ungdommelig friskhed og charme. Jeg kan huske for knap 30 år siden, da Fielfraz var superhippe og de sejeste dudes. Allerede få år senere opdagede jeg til min store rædsel, at det ikke længere var os, der var de unge kometer. At det ikke længere var os, der havde momentum. Når man er midt i det, kan man ikke forestille sig, at det nogensinde slutter, siger Claus Hempler.

Den store prøvelse er at finde ud af, om der er en langsigtet vilje til at overleve øjeblikket og de 15 minutters berømmelse. Om der er brændstof nok på tanken til ikke at gå i stå. Eller gulerødder nok i muleposen til at fodre travhesten.

- Som gammel travhest har jeg ingen ambitioner om at skulle følge med nogen. Jeg insisterer faktisk på at gå i mit eget tempo, fordi der intet værre er end dem, som vil være ung med de unge. Jeg står fuldstændig inde for min alder, min lyd og mit tempo. Når et nummer er syv minutter langt, er det, fordi det ikke kan være anderledes.

Vil ikke ende som en parodi

Claus Hempler sidder iført jakkesæt med vest og slips. Selv om april har budt på yderst lune stunder, kunne det aldrig falde ham ind at slække på påklædningen. At iføre sig shorts tenderer helligbrøde.

- Jeg har siden min barndom kæmpet med at klæde mig uhensigtsmæssigt. Min far, der døde for et par år siden, var af den gamle skole. For ham var det utænkeligt at gå i shorts på gaden, selv om der var 30 grader. Den holdning smittede af på mig, og alene tanken om at gå på gaden i shorts giver mig ubehag. Andre må hjertens gerne gøre det. Men det kommer aldrig til at ske for mig.

Sangen "Tung tweed i juli" handler, som titlen antyder, netop om påklædning. Om hellere at ville svede tran end at give køb på sine principper.

- Sangen illustrerer som udgangspunkt noget ydre, men er også et billede på en meget tydelig og veldefineret følelse af, at ingen skulle fortælle mig, hvordan jeg skulle gøre noget. Jeg kan se mig selv som dreng i alt, alt for varmt tøj, mens mine kammerater spillede fjerbold iført hvidt, let sommertøj. Jeg ser et meget konkret billede af mig selv som en mørk eksistens, der vandrer rundt mellem milde, lyse modsætninger. Det er i virkeligheden et komisk billede, for som nævnt er jeg slet ikke typen, der sidder bag nedrullede gardiner og svælger i melankoli, siger Claus Hempler.

Jo ældre, man bliver, jo mere vokser man sammen med sin idé om, hvordan man skal se ud. Derfor erkender Claus Hempler, at det er for sent at skifte stil.

Læsset må ikke tippe

- Hvis jeg pludselig dukkede op i lyse jeans og hvide sneakers, ville folk grine af mig. Derfor fortsætter jeg denne stil, selv om jeg er med på, at karikaturen kommer snigende efterhånden, som tiden går. Jeg håber, mine venner siger til i tide, hvis det bliver for patetisk, siger Claus Hempler.

Men han har også selv en idé om, hvor grænsen går. Eksempelvis har han mange gange forsøgt at finde en hat, fordi han elsker hatte.

- Hver gang, jeg prøver en hat nede i en forretning på Købmagergade, kan jeg se, at læsset tipper. At jeg ender som en parodi. Som en, der prøver for hårdt at være noget, han ikke er.

Når man betragter den ulasteligt klædte herre, er det svært foreneligt med tanken om raserede bandrum. I sangen "Lang lang dans" beretter Claus Hempler netop om smadrede bandrum og groupies, der blev nedlagt på stribe.

- Ha ha, ja lige præcis i den sang er der skruet lidt på nogle knapper. Netop fordi jeg ønskede at portrættere en rockstjernes fald fra tinderne. Jeg har prøvet at efterlade et bandrum, der lignede Jerusalems ødelæggelse. Så det er ikke komplet fremmed land. Men det var naturligvis ikke sådan, at vi havde økser med rundt på turné og ødelagde alt, vi kom i nærheden af, siger Claus Hempler og smiler.

Han fortæller, at sangen også handler om den tankegang, mange unge bands rammes af, når karrieren pludselig katapulterer.

- Når man er 22 år, og alt bare kører, forestiller man sig ikke, at det nogensinde stopper. Det er netop indhyllet i den kådhed, at man splitter et bandrum eller et hotelværelse ad.

Lige så længe, han kan huske tilbage, har han drømt om at være rockstjerne. Da han blev teenager, handlede det i høj grad om at undgå et rigtigt arbejde.

- På albummets sidste sang, "Humørbussen", synger jeg netop om, at jeg som ung for enhver pris ville undgå et normalt arbejde. Jeg kan huske i folkeskolen, hvor man var i erhvervspraktik. Det skræmte mig fra vid og sans. Den tilværelse var slet ikke noget for mig, selv om jeg kommer fra et arbejderhjem. Det var helt sikkert også med til at motivere mig som ung musiker, siger Claus Hempler.

Alt stopper, når kroppen lukker

Man må formode, at 49-årige Claus Hempler er nogenlunde midt i livet. Måske en smule tættere på afslutningen end begyndelsen, hvis man forholder sig til gennemsnitslevealderen for danske mænd. At alting har en ende, forholder han sig også til på "Kuffert fuld af mursten".

- Jeg spekulerer meget på, hvad der sker, når livet slutter. I den sammenhæng er det morsomt at tænke på, at jeg faktisk i en kort periode i mine 20'ere overvejede at blive præst. Men hvis jeg skal være nådesløst ærlig over for mig selv, tror jeg, at alt stopper, når man ånder ud for sidste gang. Jeg tror ikke på himmel, helvede eller genfødsel. Når kroppen lukker ned, ophører man med at eksistere.

Til gengæld tror han, at hans gerninger og væsen lever videre i familiemedlemmer, venner og måske endda de mennesker, der har hørt hans sange på album eller live.

- Det ender lidt som en forfængelig måde at tænke på, men for de fleste skabende mennesker ligger der en dyb forhåbning om, at man har lavet en sang, en bog eller en film, som har blivende værdi. Når jeg tænker på, hvordan eksempelvis Cohen og Bowie stadig taler til mig, er det da en tiltalende tanke selv at efterlade noget, som bliver stående. Jeg ville elske, hvis én af mine sange stod for tid og evighed som et insekt indkapslet i rav.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier


Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.