Simon Staun
Foto: Carsten Bundgaard

Funchs franske visit

Jeg har været fascineret af Claus Funch, siden Odense-bandet med hans efternavn udsendte mesterværket "My Love Demon" i 2006. To af mine yndlingssange er fra det album, og da jeg præsenterede "You're Fine" og "Improver" for Michael Falch, tøvede han ikke med at kalde Claus Funch den bedste danske sanger, han nogensinde havde hørt.

Jeg drages af både den afgrundsdybe stemme og hans sjældne, musikalske dedikation. Men også af hans indgroede skødesløshed og spontanitet, der er ekstremt givtig ud fra et kunstnerisk aspekt, men meget lidt forenligt med et familiært.

Claus Funch er typen, der kan tage ud for at få en enkelt øl tirsdag aften. Og komme klatøjet hjem torsdag morgen. Eller det vil sige, han var typen. For da Elvis blev født - altså hans halvandet år gamle søn og ikke rocklegenden - var det på tide at minimere de spontane eskapader en kende.

- Jeg skal da ikke være mere hellig, end at det ikke er mere end et par uger siden, at jeg lavede et af mine klassiske stunts. Jeg havde været til releasefest hos nogle venner og havde drukket mig skidefuld. Jeg var faldet i søvn på en sofa og vågnede først op ad dagen, hvor min nervøse kæreste havde efterlyst mig på Facebook. Hold nu kæft, der faldt brænde ned, da jeg kom hjem. Hun skulle til polterabend, så det var helt forståeligt, at hun blev vred. Hun er ellers utrolig rummelig og forståelig. Ellers havde hun ikke holdt mig ud så længe, erkender Claus Funch.

Han kan sagtens tage høretelefoner på for at lytte til et par sange og tage dem af fem timer senere uden at have nogen idé om, hvor timerne forsvandt hen.

- Jeg har svært ved at vurdere, hvor lang tid mange ting tager. Blandt andet fordi jeg bliver så grebet af nuet. Når vi øver i mit band, hedder det ofte fra "klokken 19 til vi segner". I mange år har jeg været vant til at kunne arbejde 24 timer i døgnet og komme hjem, når jeg ville. Det kan man ikke som kæreste og far. I hvert fald ikke alt for mange gange, konstaterer Claus Funch.

Når han er sammen med sin søn, har han 100 procent fokus på ham. Måske kører der musik i baggrunden, men Claus Funch spiller eller skriver ikke.

- Jeg har så let ved at blive revet med, at jeg ikke ville ænse, hvis Elvis kravlede op i vindueskarmen. Derfor er mit princip, at jeg dykker lige så meget ind i at være sammen med ham derhjemme, som jeg forsvinder ind i musikken, når jeg er i studiet, siger Claus Funch.

Manden i sort

Vi sidder og drikker formiddagskaffe på musikermagnet-caféen Von Fressen på Vesterbro i København. Claus Funch har sit Johnny Cash-outfit på. Jeg tror aldrig, jeg har mødt Claus Funch, hvor han ikke har været klædt i sort fra top til tå. Sorte jeans, sort skjorte, sort jakke og endda sort brillestel. Måske hænger det sammen med hans fascination af natten?

- Du er faktisk den første, der bemærker, at jeg kun går i sort. Men det er rigtig nok. Måske hænger det sammen med, at jeg er så draget af natten. Men jeg er mere tilbøjelig til at tro, det skyldes min ekstreme farveblindhed. Da jeg begyndte at vælge mit eget tøj som dreng, satte jeg nogle bizarre farver sammen. Det endte i nogle ydmygende oplevelser, så jeg tror bare, min hjerne besluttede, at sort var det smarte valg, siger Claus Funch.

Farveblindheden har dog intet at gøre med beslutningen om, at han først i en alder af 37 har fået kørekort.

- Nej, det handler ikke om problemerne med at skelne mellem rød og grøn. Mere om min frygt for at køre et andet menneske ihjel og min ekstreme mangel på stedsans. Det er en familiesvaghed, og min mor og jeg har ingen problemer med at fare vild på en parkeringsplads, siger Claus Funch og giver dermed en plausibel forklaring på, hvorfor han konsekvent er kommet for sent til vores interviews gennem årene.

Hippien blev slået ihjel

I dag kommer han kun et kvarter for sent til vores møde. Engang ventede jeg en time på ham på Blågårds Plads på Nørrebro. I dag er undskyldningen, at Claus Funch og kæresten er i gang med at pakke det sidste af deres lejlighed ned, inden de begynder et nyt kapitel sammen i Paris.

Hun har fået et spændende job hos et forsikringsselskab, og det passer tilsyneladende Claus Funch fint, at han kan være kreativ og drikke et glas eftermiddags-chardonnay, når kæresten får fri.

- Hvis vi skulle tage springet, skulle det være nu, inden Elvis skal begynde i skole. Det passer mig fint at kunne fordele min tid dernede mellem at være sammen med ham og få skrevet lidt nye sange. Meningen er, at jeg beholder mit studie i København og tager hjem en uges tid hver måned og arbejder igennem. Uden at skulle bekymre mig om, hvor sent det bliver, siger Claus Funch.

Han har svaret høfligt på alle familiespørgsmålene, men jeg fornemmer, at samtalen gerne må dreje over på årsagen til vores møde. Hans solodebut "Interpersonal Relationships", som han har skrevet og indspillet over de seneste tre år. Som en musikalsk enmandshær, der indimellem har kæmpet mod sig selv.

- I hele min karriere har jeg arbejdet sammen med andre. Indgået kompromiser og skåret til og fra for at tilgodese alle. Jeg har diskuteret og brugt ufatteligt meget tid på at omvende eller blive omvendt. Det har været en sindssygt fed forløsning at kunne bestemme alt og kun bringe andre indenfor i boblen i ekstreme nødstilfælde. Jeg har ikke bedt om folks meninger og har ikke spillet sangene for nogen før allersidst i processen. Det har krævet, at jeg har slået den musikalske hippie inden i mig ihjel for derefter at samle stumperne op og danne den musiker, jeg i virkeligheden er, fortæller Claus Funch.

De tre års enegang har lært Claus Funch meget om sig selv og hans råderum som sanger og sangskriver. Når han lytter til det færdige resultat, overrasker det ham stadig, hvor meget han har udviklet sig som instrumentalist og sanger.

- Der er mange lag i sangene, der blandt andet gemmer på lyden af klirrende rødvinsglas. Når man trænger gennem dem, finder man blandt andet nogle vokale og instrumentale harmonier, som viser sider af mig, jeg ikke anede, jeg besad, konstaterer Claus Funch.

Lærte at spille cello

I soloregi er der ingen dogmer eller regler, der skal overholdes. De arbejdsbetingelser er frugtbare, når man som han er konstant søgende. Han har til tider blandet kortene bedre end en dealer i Las Vegas. Blandt andet ved at lade sin elskede Gretsch "Sunn-O"-guitar gå bersærk på en popbund tilsat lidt country.

- Det er et rigtig bad boy-instrument. Den kan være ondere end en podning med toiletbørste ... Tro mig, den kan fandeme være gal, advarer Claus Funch.

At give sig selv lov til at skeje ud er noget af det, han har sat størst pris på under de tre års arbejde.

- At det først er nu, jeg har kastet mig ud over afgrunden, handler ikke om, at jeg ikke har turdet det før. Det har mere handlet om, at det fælles mål, der har været i de bands, jeg har været en del af, har set helt anderledes ud end mine egne. Det handler ikke om, at det er dårlig musik. På ingen måde. Kommandovejene og veto-retten betyder bare ufatteligt meget for processen med at skabe musik, og som enmandsband har jeg skullet opfinde og genopfinde mange ting for at finde derhen, hvor jeg gerne ville. Jeg har eksempelvis lært at spille cello, fordi det passede perfekt ind i en sang. Det lyder ikke superfedt, men så kan jeg heldigvis undskylde mig med, at det er "indie"-rock, siger han og griner hæst.

Tre skud i bøssen

Mange af teksterne giver kun mening for ham. Det er i hvert fald hans fornemmelse. Fordi de er skæve, indforståede og ekstremt personlige.

- Jeg tager fuldstændig tøjet af som sangskriver. Nogle af teksterne er så personlige og kryptiske, at jeg sikkert er den eneste, der forstår dem. Rent tematisk er mange af teksterne skrevet i krydsfeltet mellem, at jeg mistede min far og selv blev far. Jeg havde hverken regnet med at miste min far på det tidspunkt eller at blive far selv, så det var en meget mærkværdig tid, hvor tankerne gik fra at kredse om savnet til min far til i højere grad at handle om kærligheden til min søn. Fra mørket til lyset. Fra sorg til glæde. Den vekslen betyder, at stemningen lige som udtrykket er lidt af en rodebutik. Faktisk er der ikke to numre på pladen, der er i nærheden af at minde om hinanden, siger Claus Funch.

Pladeselskabet var skeptisk netop på grund af de genremæssige spredehagl. Men Funch stod fast. Det var hans plade. Han bestemte.

- Der er et nummer på lidt over to minutter og et på næsten 12. Nogle sange er næsten psykedeliske, mens andre nærmer sig pop. Grundlæggende vil jeg sige, at albummet modsat Odense-bandet Funch og Jaruni, Moura and Wesko, som jeg har været en del af de seneste år, er på melodiernes og ikke vokalens præmisser. Jeg er ikke det store tekniske producergeni, så jeg har været nødt til behandle vokalen på samme måde som bassen. Tre skud i bøssen og så vælge det bedste take ud.

Den eneste måde, vokalen har fået særbehandling på, er i valget af tidspunkter til at optage den på. Hvis det var til en glad sang, forsøgte Claus Funch at indsynge en sommerdag med optimisme i luften. Hvis det var en af de mere tungsindige sange, var efterårsnætter et oplagt valg.

- Jeg har sunget nogle af numrene i en ordentlig rødvinsbrandert klokken tre om natten i november. I en gammel lortemikrofon, der understøttede elendigheden. På den måde kan man godt sige, at der har været en vis timing i arbejdet, selv om planlægning ikke kan siges at være én af mine primære styrker, erkender Claus Funch.

Elvis, Paris og flyttekasserne kalder. Der er en hel garderobe med sort tøj, der skal pakkes ned og med på nye eventyr sammen med farveblinde Funch, der med statsgaranti kommer til at fare vild i Paris' gader. Men hvad betyder det, så længe der kommer nye sange ud af afvejene.