Christopher, 2016

PR-foto: Martin Bubandt
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Når det slår gnister

Det 24-årige popfænomen Christopher har netop udsendt sit tredje album ”Closer”, hvor lytteren både kommer tæt på bruddet med ekskæresten Medina og mødet med den fynske kæreste Cecilie Haugaard

Misundelse er en grim ting. Det får folk til at skrive nedladende ting på Facebook og tale mindre flatterende om personer, de aldrig har mødt.

Selv har jeg været på kanten af at insinuere, at Christopher sikkert var blank som et nypoleret dørhåndtag eller ulidelig arrogant.

Fordomme, der intet hold har i virkeligheden, viser det sig efter få minutters samtale på caféen Sebastopol på Thomas Helmigs Plads i København, som de lokale også kalder Skt. Hans Torv.

Christopher er på alle måder en behagelig ung mand at snakke med. Selv om han og kæresten skal til et "photoshoot" på seks stive timer efter vores interview, hviler han i sig selv, mens han fortæller beredvilligt om ambitionen om at blive bedre og bedre fra album til album.

- Jeg så for nylig et interview med Ed Sheeran, hvor han sagde, at man skal skrive 100 lortesange, før de gode begynder at dukke op. Jeg har ikke tal på, hvor mange håbløse sange, jeg har skrevet, men forhåbentlig er der flere gode end dårlige tilbage, siger Christopher.

Hans yndlingsplade er John Mayers "Continuum", som han lyttede til hver dag i tre år, efter den udkom. Christopher dykkede ned i detaljerne og nørdede med Mayers måde at skrive på, hans akkordrundgange og de til tider sygt komplicerede sange.

- Nogle af dem må have taget uger hvis ikke måneder at skrive. Når man lytter til ham, eller Prince som jeg har set en del videoer med siden hans død, er det tydeligt, hvor meget disciplin og dedikation, der er tale om. Man kan høre, at de har øvet sindssygt meget for at nå det niveau. Ingen bliver så gode ved et tilfælde. Det bliver jeg virkelig inspireret og motiveret af, og så er det bare i gang med at træne, siger Christopher.

Arbejder bedst under pres

Christopher har udgivet tre albummer i en alder af blot 24 år. De er udkommet som musikkens svar på Rip, Rap og Rup i henholdsvis foråret 2012, 2014 og 2016. Den udgivelsesfrekvens ville få de fleste musikere til at tabe pusten, men Christopher vil gerne skrue tempoet yderligere i vejret.

- Det sjove er faktisk, at "Closer" er blevet udskudt. Albummet har ligget klar længe, og hvis det stod til mig, udgav jeg et album om året. Sange er øjebliksbilleder, som skal stemme overens med, hvor man er i livet. Jeg tror aldrig, jeg kunne vente fem år mellem to udgivelser, fordi de ældste sange ville handle om en anden person. Der er også noget fedt ved at spille nye sange, som stadig er i rotation i radioen. De har en friskhed over sig, som jeg virkelig godt kan lide, siger Christopher.

Alene tanken om at arbejde uden en deadline i horisonten skræmmer ham.

- Jeg er bedst under pres. Hvis jeg ikke har en dato for, hvornår et album udkommer, og hvornår jeg skal være færdig med sangene, ville jeg skrive på dem for evigt. Jeg er aldrig tilfreds. Hvis jeg fik en opgave i skolen, der skulle afleveres efter to uger, ville jeg trille tommelfingre i 13 dage og lave den aftenen dagen før. Det er hjernedødt, men det er den måde, jeg arbejder bedst på, siger Christopher.

Han lægger ikke skjul på, at "Closer" er hans mest personlige album til dato. Lytteren kommer virkelig tættere på. Blandt andet med sangen "Bitter War", der handler om forholdet til Medina, der ikke havde det bedste efterspil.

- Jeg kan tydeligt mærke, at jeg er mere personlig i mine tekster end på "Colours" og "Told You So", og jeg har stadig til gode at skrive en sang, der går for tæt på. Jeg vil gå langt for den ultimative sangtekst, og hvis jeg skal krydse grænsen, gør jeg det gerne. Eller sagt på en anden måde. Jeg har ikke skrevet en tekst endnu, hvor jeg har følt mig nødsaget til at slette noget, fordi det blev for personligt, siger Christopher.

Hvis man lytter til de nye sange "Baby Making Interlude" eller "All About Sex" får man understreget, at popstjernen taler sandt. Der bliver sunget om både pik, patter og det sted, der er mellem benene, hvor det kan slå gnister.

- Jeg har da gjort mig tanker om, at der i mit publikum er en del unge, jeg skal tage hensyn til. Men hvis jeg først begynder at lægge bånd på mig selv, vil der også være en mor, en far, en kæreste, en masse venner og et pladeselskab, der begynder at censurere mine tekster. Jeg er nødt til at være ærlig, når jeg skriver om et voldsomt brud med en ekskæreste, om at være single i en periode, hvor alt handlede om damer, og om mødet med the one and only, siger Christopher.

Han forstår ikke, at det skaber postyr, at han synger om sex uden omsvøb på flere sange, når det offentlige rum er plastret til med sex.

- Når jeg skriver en sang, der hedder "All About Sex" er det også en kommentar til, at man støder på sex overalt. Man kan jo ikke se en mælkereklame på en bus, uden det viser en smuk kvinde med kæmpestore bryster, der drikker frækt af kartonen, siger Christopher.

Han undrer sig også over, at han i flere år er blevet kaldt en flødedreng, fordi han har pakket tingene ind, og når han så endelig pakker alt ud, får han også på puklen for det.

- Jeg må ikke være for poleret, men heller ikke for kantet. Jeg må ikke være for pæn, men heller ikke for grim. Hvis jeg skulle gøre alle tilfredse, ville jeg ikke selv være tilfreds. Det er en virkelig svær balance, siger Christopher og ryster på hovedet.

Har aldrig en maske på

Især de seneste to år har lært ham at hvile i sig selv og være den samme person, uanset om han giver interview, står på scenen, er i tv eller på besøg hos sine forældre.

- Det ville være totalt nedtur, hvis man skulle tage en maske på, hver gang man gik på scenen eller var på tv. Derfor er jeg den samme person, uanset om du møder mig hos bageren eller backstage. Det betyder, at jeg kan slappe af i det, uanset hvor jeg befinder mig, siger Christopher.

På vej til dette interview blev han piftet af og vinket til af en klasse på skoleudflugt. De fik et bredt smil og et vink retur. Et slag på tasken er, at han en almindelig tirsdag som denne bliver stoppet eller taget billeder af 20 gange.

- Jeg er superbevidst om, at mange mennesker gerne vil i kontakt med mig. Selv om jeg har virkelig travlt og skal nå bussen, forsøger jeg at give mig tid til at stille op til foto eller skrive en autograf. Det kræver ikke en særlig stor indsats at gøre mange mennesker glade, så det er yderst sjældent, jeg siger nej, konstaterer Christopher.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Medina
Thomas Helmig
Christopher
Closer
John Mayer
Continuum
Ed Sheeran
Bitter War
All About Sex
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.