Simon Staun
PR-foto

Chrissie fandt den perfekte mage

Musik: Efter få sekunder af titel- og åbningsnummeret på The Prenders-albummet "Alone" er man ikke i tvivl. Det eneste tilbageværende medlem fra originalbesætningen, Chrissie Hynde, er ikke bare i form. Den 65-årige forsanger er i strålende topform. Det skyldes i høj grad samarbejdet med det musikalske geni Dan Auerbach, kendt fra bandet The Black Keys, der har spillet de fleste instrumenter og tilmed produceret albummet.

- Hvis det stod til mig, skulle der stå "Chrissie Hynde og Dan Auerbach" på coveret, men det ville Dan ikke, fordi det er mig, der har skrevet sangene og på den måde sidder i førersædet. Han mente også, det ville forvirre vores respektive fans, fordi vi ikke skal turnere sammen, understreger Chrissie Hynde.
Mistede stemme i Nashville

Det var hende, der hev fat i ham for at indlede et samarbejde. Hun havde hørt The Black Keys live og kender en del af gruppens plader.

- Jeg er helt vild med lyden af The Black Keys og ikke mindst Dans "vibe". Folks attitude er faktisk det eneste, jeg bekymrer mig om, når jeg leder efter folk at samarbejde med. Jeg sagde til min manager, at han skulle skrive til Dans manager. Få uger havde vi indgået en aftale, siger Chrissie Hynde.

Albummet skulle indspilles i Nashville, hvor Dan Auerbach driver sit studie Easy Eye Studio. Der var sat to uger af, men Chrissie Hynde endte med at indsynge samtlige 12 sange de to sidste dage.

- Åh, jeg hader at snakke om sygdom, men inden jeg skulle til Nashville, havde jeg fået bronkitis på grund af rygning. Da jeg landede, kunne jeg ikke sige et fucking ord. Hvad skulle vi gøre? Der var ikke andet at gøre end at vente, og så endte det med, at jeg sang alle sangene på to døgn. De fleste er kun optaget i en eller to versioner. Dan tager ikke så tungt på den slags, og det er præcis derfor, han lige er min type, siger Chrissie Hynde.

Hun nåede ikke at få Nashvilles særlige stemning ind under huden, mens hun var der. For de første mange dage lå hun i sengen og spiste smertestillende piller som var de M&M's.

- Jeg var virkelig syg og havde høj feber. Jeg fik ikke set meget af byen, men jeg nåede da at besøge min veninde Emmylou Harris, siger Chrissie Hynde.

Sang tog 20 år at skrive

Chrissie Hynde har boet mange år i London, hvor The Pretenders blev dannet i 1978. Men hun stammer fra Akron i Ohio. Sjovt nok samme by, som Dan Auerbach er født i.

- Det er en tilfældighed, som ikke har haft indflydelse på samarbejdet. Vi har ikke siddet og udvekslet anekdoter om byen, men i langt højre grad haft samtaler om, hvordan det er at turnere og være en del af et band. I teorien kunne vi komme fra hver vores ende af landet, siger Chrissie Hynde.

Selv om hun kunne være hans mor, er det Dan Auerbach, der i flere tilfælde har ageret fødselshjælper for sange, hun har forsøgt at presse ud i årtier.

- Sangen "Roadie Man" har rumsteret i mit hoved i 20 år. Jeg har næsten dagligt spekuleret på, hvordan jeg fik den gjort færdig. Den har altid haft et country-udtryk, som jeg ikke er ubetinget vild med. Vi indspillede den, og mens jeg var ude at hente te en dag, havde Dan omarrangeret den til en mere jazzet version. Pludselig gik alt op i en højere enhed. Det er faktisk lidt som med rygning. Du kan ryge i 40 år, men det kræver kun én dag at stoppe, siger Chrissie Hynde.

Et spirituelt afbræk

Sangen "Blue Eyed Sky" skiller sig ud midtvejs på albummet. Den er ikke så rocket som naboerne. Mere poetisk og melodisk.

- Den sang har som "Roadie Man" taget mange år at få slebet til. Dan brød sig ikke synderligt om den, og vi havde faktisk aftalt at droppe den helt. Da han mixede albummet, prøvede han forskellige ting af, og da jeg skulle høre det færdigmixede album, var den med alligevel. Og nu var det pludselig en af Dans favoritter, siger Chrissie Hynde.

Hun tror, at sangen også rager op på grund af den spirituelle tekst.

- De øvrige sange handler om død, at miste nogen eller noget eller at hade sig selv. "Blue Eyed Sky" fremstår mere som en samtale mellem mig og noget guddommeligt. Rent tematisk er det en enlig svale, siger Chrissie Hynde.

Det er meningen, vi kun skal tale om det nye album "Alone". Men da The Pretenders' "I'll Stand By You" er en af mine absolutte favoritsange, er jeg nødt til at bringe den på banen. Den giver mig altid en klump i halsen og ved særlige rørstrømske lejligheder en tåre i øjenkrogen. Jeg vil gerne vide, om Chrissie Hynde har det på samme måde med en sang, hun ikke selv har skrevet.

- Der er flere sange, som gør mig lidt grådkvalt. Men jeg kan stadig huske, da jeg som 15-årig hørte Willie Nelsons "Always On My Mind" i radioen. Der græd jeg. 50 år senere bliver jeg stadig rørt, konstaterer Chrissie Hynde.

Vild med Danmark

Dan Auerbach kommer som nævnt ikke til at turnere med Chrissie Hynde. Det skal The Pretenders anno 2016, som er Johnny Cashs tidligere bassist Dave Roe, countryrockeren Kenny Vaughan på guitar, trommeslageren Richard Swift, keyboardspilleren Leon Michel og pedal steel-guitaristen Russ Pahl.

- Vi har lige spillet fem koncerter, og alle i bandet var overraskede over, hvor tæt på studielyden vi kom. Det er præcist så rocket, som Dan og jeg tilstræbte på albummet, siger Chrissie Hynde.

Hun håber, at The Pretenders kommer til Danmark til foråret, når USA-turen slutter.

- Jeg vil gerne forbi Danmark. Jeg har et godt forhold til Danmark og havde i en periode en formidabel dansk trommeslager, Kris Sonne, der var med på hele min forrige turné med mit første soloalbum "Stockholm". Jeg er også helt vild med danske film, der er længder bedre end Hollywood. Jeg har faktisk lige set "En kongelig affære", så jo, selvfølgelig skal vi til Danmark. Hvor kan du anbefale, at vi spiller i København, spørger Chrissie Hynde.

Jeg foreslår Falconer og DR's Koncertsal. Og bander efterfølgende over, at jeg ikke foreslog Odeon i Odense eller Musikhuset i Aarhus. Eller et andet koncerthus i Vestdanmark.

- Tak, det er noteret. Jeg vil sige til min manager, at vi er nødt til at kigge forbi. Så må vi håbe, at folk får lyttet til "Alone" inden da. Jeg har en fornemmelse af, at rockmusik af den kaliber er ved at komme på mode igen. Folk dyrker den klassiske firemands-formation med sanger, trommeslager, bassist og guitarist. Jeg håber, at de tilgiver, at jeg også har hyret en keyboardspiller og en pedal steel-guitarist til turnéen, siger Chrissie Hynde.