Simon Staun
Foto: Carsten Bundgaard

Hylder perfekt imperfektionisme

Bag enhver succesfuld mand står en stærk kvinde. Nogenlunde sådan lyder ordsproget, der i tilfældet Chris Goss kan omskrives til: "Bag enhver succesfuld mand, står en kvinde med god musiksmag". For det var hans hustru, der åbnede hans ører for Kyuss, som han endte med at producere fire plader for og i den sammenhæng cementerede sin position som stenerrock-guruen over dem alle.

- Hun havde et kassettebånd med Sons of Kyuss, som bandet først hed. Det spillede hun konstant derhjemme, uden at jeg faldt pladask for det. Så hev hun mig med til en koncert, hvor jeg pludselig så lyset. Jeg kunne ikke klare tanken om, at en producer skulle spolere den helt specielle lyd, derfor tilbød jeg at producere for dem, selv om det aldrig havde været min plan at producere, siger Chris Goss.

Han var benovet over den måde, gruppen havde tunet deres guitarer og bas ned. Foruden deres talent for at perfektionere deres fejl.

- Jeg magtede ikke tanken om, at datidens metalproducere ville ødelægge deres unikke lyd og få dem til at tune op og fjerne alle ridserne. Det smukke ved Kyuss var netop det smukke rod. Perfekt imperfektion er musik i dets pureste form. Det var nærmest et kald for mig at få optaget og foreviget Kyuss, præcis som de var. Det lykkedes på "Blues for the Red Sun", "Welcome to Sky Valley" og "...And the Circus Leaves Town". Jeg følte et ansvar for, at resten af verden hørte det Kyuss, som jeg blev så fascineret af, fortæller Chris Goss.

Chris Goss er ikke kun kendt som producer. Han er frontmand i kultbandet Masters of Reality, der spiller tung, alternativ rock. Sidst bandet optrådte i Danmark var i Pumpehuset i juni.

Slap John Lennon-vokal

Han irriterer sig til stadighed over, at mange sangere på albumudgivelser i dag ikke ejer skyggen af talent.

- Alt kan gøres mekanisk perfekt i studiet, når "onde mennesker" forsøger at gøre musik inhuman og perfekt autotunet. Mit job er at bevare skævheden, hvor det unikke, spektakulære og spændende ligger gemt. Tag The Rolling Stones, hvor Charlie Watts altid følger Keith Richards, mens Keith aldrig følger Charlie. Den evige kamp mellem de to musikere er uvurderlig. Det er det, der definerer selve lyden af The Rolling Stones. Hvis nogen havde tvunget dem til at benytte en metronom for at ramme takterne perfekt og samtidig, ville vi være fortabte. Vi ville være frarøvet noget af den bedste rockmusik, der nogensinde er skabt, vurderer Chris Goss.

På samme måde mener han, at John Lennons vokal, der var lidt flad og skarp, aldrig ville have fået lov til at stå så vaklende.

- Havde han levet i dag, ville producere have rettet hans stemme ud og perfektioneret den, hvorved den ville miste sin helt særlige karakter og klang. Det er fucking ondskab. Jeg elsker kunstnere og albummer, der har kant og beskidte pjalter flagrende fra sig. Jeg hader 90 procent af de albumudgivende sangere i dag, da de er komplet talentløse, men alligevel har fået foræret en pladekontrakt. Hvis man ikke kan synge, skal man ikke være i et band. Længere er den ikke, cementerer Chris Goss.

Sangen er herren

Når han producerer og indspiller, er det altafgørende for ham, at lokalerne har den rigtige stemning. Og han fornemmer straks, han træder gennem døren, om "viben" er der.

- Jeg fornemmer det meget spontant. Hvis det er et koldt rum som styrrummet i Darth Waders rumskib, er jeg ikke interesseret. Jeg kan godt lide de lidt mere slidte steder, der har en funky em over sig. Det er en balancegang, for det skal heller ikke være en møgbeskidt skodhule. Man kan sammenligne det med at gå på restaurant, hvor mange parametre spiller ind i din oplevelse: Hvordan tager ejeren mod dig i døren, hvordan lugter der, er der ryddeligt, ser de ansatte glade ud og småsludrer gæsterne hyggeligt over bordene" Det er jo en spærreild af signaler, fortæller Chris Goss.

De gange han træder ind i studie, som tiltaler ham, og indleder arbejdet med et nyt album, er det som at træde ind i himlen.

- Jeg elsker den første dag, hvor teknikerne hænger mikrofoner op står på stiger og hamrer ting i væggen, mens andre bygger trommeplatforme. Lige der er jeg i himlen. Det er der, jeg føler mig som en arkitekt, der kan se fundamentet til katedralen blive opført. Uanset om byggeriet så ender med at være et lille kapel i træ langt ude på landet eller en pompøs domkirke i midten af en storby, er jeg lykkelig. Det er den bedste følelse i hele verden, understreger Chris Goss.

Uanset hvilket band han arbejder med, er det vitalt, at alle pakker deres egoer til side.

- Vi har alle den samme herre, og den er sangen. Alle følelser og meninger skal tilsidesættes, så det udelukkende er den givne sang, der styrer, hvor vi skal hen. Jeg har stor tiltro til de enkelte sange, selv om der kan gå alt fra en time til flere dage, før den sidder i skabet. Min tilgang er altid - uanset om jeg er producer, co-producer eller selv er i studiet - at vi skal lave den bedst mulige sang, som et givent hold kan. Ender den med at blive en syv minutter improvisation, er det skønt. Bliver det en komprimeret sang på to minutter, der står knivskarpt, er det endnu bedre, konstaterer Chris Goss.

Ubestridt ankermand

Chris Goss har produceret mindst 10 af mine yndlingsplader. Alligevel er det ham, der takker ydmygt, da interviewet begynder.

- Det betyder virkelig meget, at du vil skrive om vores koncert. Af en eller anden grund har vi aldrig optrådt i Danmark, derfor er det så vigtigt for mig, at jeg gør alt, jeg overhovedet kan for at reklamere for showet. Det skal fandeme blive en god debut på dansk jord, siger Chris Goss beslutsomt.

Han er den ubestridte ankermand og kaptajn i bandet, der har eksisteret siden 1981 og er kendt for en løbende udskiftning af bandmedlemmerne. Blandt andet har konstellationen omfattet trommeslageren Ginger Baker fra Cream, Mark Lanegan fra Screaming Trees og Josh Homme fra Queens of the Stone Age. Det aktuelle hold har Chris Goss håndplukket over en årrække, og han kalder det et interessant spørgsmål at uddybe, hvorfor hver enkelt musiker er valgt ud.

- Min trommeslager John Leamy har været med i bandet i 20 år. Han er min favorit­trommeslager i hele verden og står for alle vores covers, da han er en glimrende billedkunstner. Jeg mødte ham, da han var student på Syracuse University, hvor han var fan af Masters of Reality, inden vi for alvor blev kendte. Han kender til æstetikken i musik og er i bund og grund en fantastisk fyr, forklarer Chris Goss.

Chris Goss er både en sværvægter, når det drejer sig om statur og musikalsk indflydelse på en lang række prominente bands. PR-foto Team Switzerland

Svært at øve

Bassisten Paul Powell bor på Ibiza i Middelhavet, hvilket indimellem gør det til et problem at mødes i øvelokalet. Det forsøger de at råde bod på ved at mødes et par dage før turnéstart og få finpudset sangene.

- Vi mødes faktisk i København et par dage før turnéstart, hvilket jeg glæder mig til. Jeg har altid drømt om at besøge Christiania, så det skal vi helt sikkert. Men for at vende tilbage til Paul, så er han en monster på bas. Han er en ægte musiker, der kan have svært ved at formulere sig mundtligt, fordi al hans kommunikation foregår gennem hans instrument. Lidt som en jazzmusiker, siger Chris Goss.

Der har også sneget sig en tysker med i bandet. Det er keyboardspilleren Mathias Schneeberger fra Berlin.

- Til trods for, at vi er vokset op mange tusind kilometer fra hinanden, er vores musiksmag stort set identisk. Vi elsker begge to den gyldne æra inden for fusionsmusik med Herbie Hancock, Weather Report og Mahavishnu Orchestra, og så er han vild med krautrockbands som Can og Noi! samt Bowies Berlin-musik. De musikalske referencer har en enorm betydning for Masters of Reality, da vi ikke er et rock'n'roll-band, men et eksperimenterende band, der i lige så høj grad er inspireret af Stravinsky som gammel 70'er-funk. Vi nyder musik i alle afskygninger, hvor man kan mærke, at musikerne giver alt, de har i sig, fortæller Chris Goss.

Han bekymrer sig ikke synderligt om teknisk formåen. Det handler mere om indlevelse og passion.

- Lyt til Johnny Ramone. Hans spil er åbenlyst drevet af passion og ikke teknisk kunnen. Den lidenskab og glød er alt, jeg lytter efter, når jeg har valgt mine bandmedlemmer ud gennem årene, siger Chris Goss.

Skaffede pot

Femte og sidste mand i bandet er guitaristen Dave Catching, som han ikke tilfældigt har gemt til sidst.

- Dave er én af mine bedste venner gennem de seneste 20 år. Jeg mødte ham til en Kyuss-koncert i Los Angeles, hvor jeg var på jagt efter en ny guitarist. En gut kom ned med noget pot til mig, og det var Dave. Han er lige så fascineret af uprætentiøs og simpel rock som mig. Han er fra Memphis, Tennessee, og er "the real thing". Han var med til at forme Queens of the Stone Age og er stadig en del af Eagles of Death Metal. Han er nærmest ustoppelig, når det kommer til at indspille og turnere. Han lever og ånder for musik, så jeg er i gode hænder, når han er med på scenen, konstaterer Chris Goss.

At være tryg på scenen er altafgørende for ham. Derfor skal hans musikere kunne flyde med strømmen og støtte ham i, hvad pokker han beslutter sig for at gøre.

- De skal først og fremmest turde improvisere på scenen. Masters of Reality spiller aldrig sangene på samme måde to gange. Det er sådan, jeg foretrækker det. Uanset om vi spiller akustisk eller elektronisk forstærket, skal de også kunne forstå dynamikken. Det handler ikke kun om at smide stikket i forstærkeren og spille højt, det handler i langt højere grad om indlevelse og evnen til at sadle om. Når der sker noget uventet, hvordan reagerer de så? Jeg er typen, der indleder en sang på en ny måde uden af informere de andre om det på forhånd.

De skal være på mærkerne konstant, og som Ginger Baker sagde: "Alle medlemmer i et band skal forsøge at løfte sangeren, der er det emotionelle epicenter". Man må aldrig svigte forsangeren, forklarer siger Chris Goss, der også er meget opmærksom på at fornemme studie-kvaliteten hos en given musiker.

Den røde feber

Han har arbejdet sammen med mange musikere, der var helvedes-tornadoer foran et publikum, men gik totalt i baglås bag de dobbelte glasruder i et studie.

- Når produceren trykker på "optag"-knappen, sker der noget mærkeligt med nogle musikere. Der er skrevet en sang, der hedder "Red Light Fever", om fænomenet. De går fuldstændig i panik og bliver intimideret over, at der sidder en række mennesker foran glasset, der er afhængige af deres indsats og lytter til de mindste detaljer. Det handler om selvtillid, og hvis man mangler den, kan man ikke fungere i et band. Jeg drages derfor af en type musikere, der hviler i sig selv og besidder evnen til at komplementere mig, fortæller Chris Goss.

Hvad musikerne gør i deres fritid, interesserer ham ikke en tøddel.

- Jeg ved godt, at andre bandledere går op i, hvad medlemmerne laver privat. Det gør jeg ikke. De må tage lige så mange stoffer, ryge al det pot, de har lyst til og være sammen med alle de damer, de orker. Go for it! De skal bare holde det uden for mit liv, bussen og scenen, formaner Chris Goss.Selv efter 30 år som skabende musiker, er han stadig lige så nysgerrig, som første gang han trådte ind i et studie.- Jeg er født videbegærlig og med en kronisk trang til at gå nye veje. Jeg opfanger signaler og tendenser overalt, jeg færdes. Når jeg går ind i et rum, lægger jeg altid mærke til, hvordan stemningen er, hvordan ser folk ud, og hvad de spiser. Jeg er ekstremt opmærksom på menneskers følelser og smag. Jeg har altid været sensitiv og har gennem hele livet udviklet evnen til at afkode både emotionelle og musikalske stemninger. Jeg skal ikke lytte mange sekunder til at album, før jeg kan afgøre, om der er tale om et potentielt mesterværk eller noget forfærdeligt musik, som kun bør spilles i det lokale fitness-center, harcelerer Chris Goss, der har en bøn på falderebet:

- Spred budskabet! Det er som sagt vores første koncert i Danmark, og vi har brug for al den opbakning, vi kan få. Hvis jeg kan hjælpe med noget, så ringer du bare. Nat eller dag!