Simon Staun
Pr-foto, Warner Music

Filmisk verdensmusik

At stå imellem 92 knaldkompetente medlemmer at The Royal Philharmonic i selve Abbey Road- studierne i London kan bevæge de fleste. Også irske Chris de Burgh , der i 1980'erne spillede stadionkoncerter for titusinder af mennesker i kølvandet på storsællerterne "Lady In Red", "Don't Pay the Ferryman" og "Missing You".

- Det var en hel unik oplevelse at optage seks af mine nye sange med så prominente musikere, og jeg håber, at lytterne kan få bare tilnærmelsesvist den samme fornemmelse, som jeg fik, siger Chris de Burgh , der på albummet "Storyman" har benyttet sig af mange vidt forskellige kunstnere.

Blandt andet har han fået et russisk kor, en egyptisk sanger og en afrikansk trio til at hjælpe sig, så han rammer den helt rigtige stemning i albummets forskellige "scener".

- Fra første sekvens skulle lytteren gerne blive sendt af sted på en filmisk rejse med musikken som fartøj. Første stop er hos en romersk soldat, der drømmer om at komme tilbage til Pompeji, lige før Vesuv går i udbrud i år 79. Derefter fortsætter rejsen til 1500-tallets Frankrig, 1800-tallets England, Leningrad i 1941 og Afrika i dag. Hele formålet med denne plade er at lade lytterne se en film, hvis de lukker øjnene, forklarer Chris de Burgh.

Derfor har han brugt meget tid på at få skrevet sangene sammen, så de nærmest udgør et filmmanuskript og bevidst skrevet de fulde historier i coveret, så man selv kan læse baggrunden for sangene.

- Jeg læste historierne højt under indspilningerne med The Royal Philharmonic. Det var fantastisk at se, hvordan 92 voksne mennesker levede sig ind i fortællingerne på samme måde som børn, der får læst godnathistorie op. Børn ser jo ikke på oplæseren, men lader deres store øjne svæve væk og ud af vinduet til deres egen drømmeverden. Præcis sådan må folk gerne reagere, siger Chris de Burgh.

Tidløst musik

Han håber på, at folk vil tage hans tilgang til musik med en tydelig påvirkning fra filmens verden til sig. Og skulle det fænge eller inspirere unge musikere, ville det glæde ham.

- De er næsten alle sammen påvirket af Beatles, Eagles og Dylan. Så i den henseende har intet ændret sig de seneste 30 år lige bortset fra, at musikken er blevet en tand dårligere. Den elektroniske påvirkning har nemlig betydet, at der mangler passion, sjæl og hjerte i musikken. Og for at være helt ærlig, så kunne et barn skabe det meste uden problemer, konstaterer Chris de Burgh.

Han understreger, at det ikke er en gammel mands galde, der flyder over, men en konstatering, der hviler på en årelang karriere. Sjovt nok føler han ikke, at han på nogen måde skal konkurrere mod de unge med "Storyman".

- Jeg befinder mig nærmest i et parallelunivers, og man skal huske på, at folk ikke stopper med at købe musik, når de krydser 25 år. Det, der sker, er bare, at de kan gennemskue det helt igennem horrible musik, som man bliver præsenteret for i musikbutikkerne. Derfor kan mere tidsløst musik som mit forhåbentligt gøre sig gældende i en kultur, der er ufatteligt fokuseret på det enkelte hit frem for helheden på et album.