Simon Staun
Foto: John Fredy

Bradley synger tårerne frem

Det er fredag eftermiddag på Roskilde Festival i 2011. Skyerne hænger tunge og regnfyldte over Odeon-teltet, hvor der ikke kan skovles flere publikummere ind. På scenen står Charles Bradley - årets eneste fuldblods soulnavn - og han har ikke bare publikum i sin hule hånd.

Han slynger dem rundt i en emotionel rutsjebanetur, der tvinger tårerne frem hos både forlegne teenagepiger og langskæggede mænd. Den storsvedende og altopofrende soulsanger hopper efter sidste nummer ned fra scenen og spurter tudbrølende rundt og krammer samtlige publikummere foran scenen. Et af den slags øjeblikke, man aldrig glemmer. Hverken som tilskuer eller artist.

- Det var en meget stemningsfuld koncert, hvor jeg blev grebet af øjeblikket. Jeg elsker mit publikum, og derfor er det godt at lade dem vide, at jeg er helt nede på jorden og blot et simpelt menneske som dem. Jeg nærer et stort ønske om at gengælde deres kærlighed, uden den ville jeg aldrig have stået på scenen og sunget for dem. Jeg ved også, at flere af dem har gået gennem hårde tider i deres liv, så når jeg optræder, agter jeg at gå gennem ild og vand for dem, fortæller Charles Bradley med en hæs stemme, der lyder, som var stemmebåndene dyppet i rasp.

Broren blev dræbt

Hans liv begyndte i Gainesville, Florida, i 1948, hvor han voksede op hos sin mormor.

Hans mor havde forladt ham og tiggede først otte år senere om at få ham tilbage. Derefter flyttede Charles Bradley til Brooklyn i New York, hvor han som teenager løb hjemmefra og efterfølgende levede flere år på gaden.

Det meste af hans voksenliv har været præget af op- og nedture. Han var selv tæt på at dø af penicillin-forgiftning, men den værste oplevelse fik han i slutningen af 1990'erne, da hans elskede bror blev skudt i hovedet og dræbt i sit hjem af indbrudstyve. Det tab knækkede Charles Bradley som en blyant.

- Han var ikke bare min storebror. Han var min bedste ven og min far. Min rollemodel. Det var ham, der gennem alle årene troede på, at jeg nok skulle slå igennem som sanger, selv om jeg i lange perioder stort set ikke sang eller optrådte sporadisk i coverbands. Han opfordrede mig igen og igen til at fortsætte og skabe mig et navn med min egen musik. Hvis han havde set mig på scenen den dag i Roskilde, ville han have smilet stolt, forsikrer Charles Bradley.

Nu lever han drømmen

Hans aktuelle album hedder "Victim of Love". Hver eneste strofe handler om ham selv.

- Som på mit første album fra 2011 handler samtlige sange om mit livs sværeste perioder. Hvordan jeg gentagne gange er blevet misbrugt og såret og alligevel aldrig er forfaldet til at blive uærlig, ondsindet eller hævngerrig. Jeg har gennemgået ufattelig meget smerte på det emotionelle plan gennem livet, men jeg elsker stadig alle dem, der har forvoldt mig den, konstaterer Charles Bradley.

Titlen på hans første album "No Time For Dreaming" refererer til hans fokus på at klare skærene fra dag til dag og beholde sine skiftende job. I en årrække havde han sjældent overskud til at sætte sig ned og drømme om, hvad morgendagen gerne måtte bringe.

I de perioder, hvor han har haft bedst styr på sit liv, har han sunget i James Brown coverbandet "Black Velvet". Det var derigennem, at en agent opdagede hans særegne vokal og talentet for at slås som en hårdhudet bokser på scenen. Og tilbød ham at indspille et album. Pludselig turde Charles Bradley drømme igen.

- Jeg kan stadig have svært ved at kapere, at jeg lever min drøm ud lige nu. Gennem mange år lå jeg i min seng og drømte om, at jeg en dag ville stå på scenen med mine egne sange. Jeg kan knap beskrivelse den følelse, det giver mig. Det er meget overvældende, siger Charles Bradley.

Sangene får sjæl

For første gang i mange år tør han sige sin uforbeholdne mening, når han bliver stillet spørgsmål. Sådan har det ikke altid forholdt sig.

- I flere perioder var det ekstremt vigtigt for mig at holde mine meninger for mig selv. Jeg havde en husleje og regninger, der skulle betales, derfor turde jeg ikke risikere at miste mit job ved at være for åbenmundet eller kritisk. Jeg måtte holde min mund lukket for enhver pris, da udfaldet af uheldige ord på det forkerte tidspunkt kunne hjemsøge mig flere år efter, forklarer Charles Bradley.

Måske er det de mange års holden mund og opsparede frustrationer, der nu bliver skreget ud i musikken.

- I mange år sang jeg James Brown, hvor det ikke gjorde ondt langt ned i maven, fordi det var en anden mands ord og tanker. Når jeg synger Charles Bradley, gør det ondt langt ind i hjertet. Jeg ved, at hvert eneste ord er sandt, og jeg giver alt, jeg har i mig i hver eneste sang. James Brown har givet mig et funky beat, men det er mit liv som Charles Bradley, der giver mine sange sjæl, fortæller sangeren og begynder at remse sange op, der betyder noget specielt for ham.

- "Victim of Love" rammer mig hver gang som en knytnæve. "Confusion", oh boy ... Jeg elsker det nummer. "I'm Crying My Last Tear" - waaauw! Når jeg synger de sange, giver det mig samme fornemmelse, som når man læser en bog, hvor man konstant danner billeder for sit indre øje. Jeg genoplever episoder fra mit liv på scenen, hvilket publikum tydeligt mærker, konstaterer Charles Bradley.

Et symbol for sorte

At slå igennem som 62-årig sker nærmest kun inden for soulmusikken. Hvorfor har Charles Bradley svært ved at forklare.

- Det er et rigtig godt spørgsmål, hvorfor så mange soulmusikere først får deres gennembrud i en sen alder. Jeg har svært ved at svare for andre, men i mit tilfælde handler det meget om, at jeg har været for ydmyg. At jeg har ladet mig udnytte og ikke troet på, at jeg havde det, der skulle til for at stå på egne ben som sanger. Det tror jeg på i dag, siger Charles Bradley.

Første gang, han for alvor mærkede soulmusikkens kraft, var i 1962 på New Yorks legendariske The Apollo Theatre i bydelen Harlem.

- Harlem er en sort bydel, og Apollo er et af de absolut stærkeste symboler på de sortes håb. At gå gennem døren til det sted er helt ubeskriveligt, og for de sorte handler det om, at man kunne sikre sig et bedre liv, hvis man gik ind på den scene og sparkede benene væk under publikum. Lige siden slavetiden i USA har de sorte drømt om et bedre liv, og Apollo var et af de steder, hvor man fik en gylden mulighed for at sige farvel til fattigdom, ghettoer og håbløshed. James Brown var en af dem, det lykkedes for, og det var ham, jeg hørte til min allerførste koncert. Jeg glemmer det aldrig nogensinde, siger Charles Bradley begejstret.

Han har selv optrådt på Apollo Theatre, og selv om Roskilde står stærkt i erindringen, kommer det ikke i nærheden af den koncert.

- Apollo har været stedet, hvor en lang række sorte artister har defineret og fundet deres identitet som kunstnere. Hvis man er god på Apollo, er man god alle steder, siger Charles Bradley.

Soul er destilleret smerte

Efter at have lyttet til og sunget soul gennem 50 år, er han ikke i tvivl om, hvad der adskiller soul fra andre genrer som pop og rock: Smerten.

- Soul er mere smertefuld end nogen anden genre. Den handler om skuffelse, nederlag, misbrug og ulykkelig kærlighed. Og om at tro på det gode i livet til trods for alle disse negative elementer, forklarer Charles Bradley.

At skrive sangtekster om svære emner kan være en prøvelse. Sangen "Heart-aches and Pain" fra debutalbummet var en næsten uoverkommelig opgave.

- Jeg kæmpede og kæmpede med den sang, og i lang tid overvejede jeg helt at droppe den. Men på turné i Europa tog jeg den alligevel med på setlisten, og muligvis ramte den publikum, men den slog mig nærmest omkuld. Der var pludselig nogle smertefulde erindringer, der stod som hugget i granit. Det var en forløsning, husker Charles Bradley.

Han indrømmer gerne, at han ofte græder over sine sange. Eller reaktionen på dem. Men hvornår han sidst har grædt på grund af andet end musik, vil han ikke fortælle over telefon.

- Åh Simon, der er så mange årsager til, at jeg græder. Mange af tingene er for bevægende at snakke om, og det går slet ikke over telefon. Men en dag når vi mødes og sidder over for hinanden, skal jeg nok fortælle dig nogle sande historier, som vil påvirke dig lige så meget som mig, lover Charles Bradley.

Roser kusine Millie

Hvis filminstruktøren Quentin Tarantino kaster sig over en film om soulsangeren Charles Bradley, skal Samuel L. Jackson spille hovedrollen. Uden tvivl. Da Charles Bradley byder velkommen i sit omklædningsrum oven på Posten i Odense, er det som at træde ind på et filmset, hvor detaljerne står i kø.

Han er iført et brunt joggingsæt, hvor overdelen står pivåben, så man kan se hans bare mave og det hårløse bryst, som prydes af en sølvdelfin i en skinnende halskæde. I hans sorte, krusede hår sidder en afrokam fast, og han hilser med en krammer og et broderligt håndtryk. Jeg føler næsten, jeg er med i "Pulp Fiction 2", da musikken i baggrunden passer perfekt.

Charles Bradley bemærker, at jeg "digger" musikken. Det glæder ham. Det er nemlig hans kusine Millie Jackson, der synger i baggrunden.

- En af drengene fra bandet fandt pladen "Caught Up" i en tysk pladebutik sidste uge. Det er soulmusik, når det er bedst. Før du kom, sad jeg i min helt egen verden og tænkte de helt store tanker om livet, kærligheden, om skilsmisse og død. Hvis man er i det humør, kan soulmusikken bidrage med noget, ingen anden musik er i stand til, siger Charles Bradley.

Det er umuligt ikke at mærke Charles Bradleys næstekærlighed, når man sidder en halv meter fra ham eller står foran ham på en scene.

Vil aldrig forelske sig igen

Han går over til den transportable Dual-pladespiller og sætter pickuppen på første skæring "(If Loving You Is Wrong) I Don't Want to Be Right". Han lukker øjnene og folder hænderne, mens et smil breder sig. Det smitter.

- Når jeg lytter til den sang, føler jeg mig uendelig bittersød. Når jeg indimellem har svært ved at finde frem til de ord, der beskriver, hvor dybt jeg kan være nede i et emotinelt hul, kan en sang som den her løsne op, fortæller Charles Bradley.

Langt de fleste soulsange handler om forbudt kærlighed eller ugengældt kærlighed. Han har prøvet begge dele og har svoret, at han aldrig vil lade sig forelske igen.

- Sidste gang jeg blev forladt, tog det mig 10 år at komme på fode igen. Det magter jeg ikke en gang til. Derfor tager jeg kun imod kærligheden fra gud, for han svigter mig aldrig. Men derfor kan jeg sagtens kaste min næstekærlighed på mine medmennesker, understreger Charles Bradley.

Selv om han har mødt kvinder, som tiltrak ham, er han stejl som en bjergskråning.

- De skal ikke lege med dét her en gang til, understreger han og borer en finger dybt ind i sin sorte brystkasse, så sølvdelfinen ryster af skræk.