Simon Staun
PR-foto

Fyrtårnet Eno

Brian Peter George St. John le Baptiste de la Salle Eno er et navn, der kræver luft at udtale i en sætning. Derfor er det heldigt, at han i begyndelsen af 1970'erne skar alle mellemnavne væk og kogte det ned til Brian Eno. Et navn, der i fire årtier har huseret øverst i hierarkiet over toneangivende musikere og producere.

Eno var manden, der sammen med Bryan Ferry udgjorde fundamentet i Roxy Music. Manden, der producerede mesterlige plader for David Bowie, U2, Talking Heads og Coldplay. Manden, der hyldes som stamfaderen til musikgenren ambient. Hvis der nogensinde har været en sand musikpioner, må det være ham. Én af grundene er, at han aldrig har ladet sig begrænse af konventioner.

- Jeg har aldrig bekymret mig om konventioner eller restriktioner. Inden for ethvert medie eller kunstform accepterer man nogle rammer, og hvis man bryder dem, opstår der nye medier eller kunstformer. "The Ship" er mit bud på et nyt kunstformat. En tredimensionel lydskulptur man fysisk skal bevæge sig hen til, siger Brian Eno.

Selv om han kunne tilbringe resten af sine dage med at mindes alle de store albummer, han har været med til at forme, mener han ikke, man skal spilde tiden på at skue tilbage.

- Musikken er allerede internaliseret (en del af ens personlighed, red.), så hvorfor spilde tid på fortiden. Mit mål med musik og kunst er altid at begynde nye steder. Det kan være svært, når man har så meget at falde tilbage på. Forfatteren Samuel Beckett fik et mindre og mindre fokus i sit forfatterskab. Og blev mere og mere intens. Men jeg er ikke sådan en kunstner. Jeg keder mig for let. Jeg elsker overraskelser. Jeg vil gerne befinde mig steder, jeg aldrig har været før. Når jeg tænker: "Denne følelse har jeg aldrig haft før", bliver jeg for alvor begejstret, siger Brian Eno.

Savner ikke scenen

I de senere år har han ofte arbejdet alene. Det passer ham bedst efter årtier i studiet med David Bowie, U2 og Coldplay.

- Når man arbejder sammen med andre, bliver "båden" konstant skubbet i uforudsete retninger. Derfor skal man komme med sine egne idéer, man kan fyre af sted. Det kræver, at man har prøvet at arbejde alene, før man kan arbejde med andre. Mit samarbejde med bands handler ofte om at tage min rygsæk fyldt med tricks med. Så ved jeg, hvilket trick jeg skal hive frem i en given situation. Hvis jeg skal nå frem til steder, jeg ikke har været før, gør jeg det lettest på egen hånd. Den indledende fase i ethvert projekt er ofte brutal og beskidt, og jeg er for nervøs til at blotte mig foran andre. Jeg føler mig nøgen, og derfor vil jeg helst have underbukser på, inden andre skal se på mig, siger Brian Eno for enden af et massivt plankebord i jagtstuen på Egeskov Slot, hvor interviewet finder sted.

Slottet dannede rammen om Heartland Festival i juni, hvor Brian Eno gik fornøjet rundt blandt publikum på pladsen og nød musikken. Blandt andet det danske band Blaue Blume.

- Sangeren i Blaue Blume havde en god falsetstemme. Det lød som om, at han havde lært at synge baglæns. Imponerende. Men i forhold til at optræde savner jeg at stå på scenen omtrent lige så meget, som jeg savner at banke søm ind i mine testikler. Jeg er på ingen måde interesseret i at stå på scenen, fordi mine idéer ikke handler om at optræde live, som de gjorde engang, svarer Brian Eno.

Han deler typisk musikoplevelser op i tre bunker. Både albummer og koncerter. Den første er de bands, han glemmer med det samme. Den anden er de bands, der blæser ham komplet omkuld, fordi de ændrer hans liv. Den tredje er den mest interessante ud fra et kreativt udgangspunkt.

- Det er der, hvor jeg tænker, at det er tæt på at være fantastisk. Hvis nu bare bandet havde ... ? Så havde det været perfekt. Meget af det, jeg laver, er forsøg på at rette op på fejl, andre har begået. Meget af min ambiente musik udspringer eksempelvis af Steve Reichs arbejde. Hans tidlige værker inspirerede mig umådeligt. Især fordi jeg tænkte, jeg kunne gøre dem bedre. Det lyder forfærdelig arrogant, men jeg siger det kun, fordi jeg synes, det var fremragende til at begynde med. Det meste musik ville jeg aldrig forholde mig til. Jeg bekymrer mig ikke en skid om, hvorvidt det eksisterer eller ej, siger Brian Eno.

Elsker overgivelse

Normalt, når man mixer plader, foregår det i stereo. Eller venstre, højre eller midten. At bevæge sig væk fra denne todimensionelle overflade til at arbejde i en sfære i tre dimensioner som i tilfældet med "The Ship" har givet Brian Eno en enorm frihed.

- I over 100 år har de fleste af vores lytteoplevelser været gennem to højttalere foran os. Vi forestiller os, at det er virkeligt. At vi lytter til guitarer, stemmer, harper og violiner. Men vi lytter i virkeligheden til stykker af papir, der bevæger sig. Det er et uerkendt faktum, fordi de fleste lader som om, at højttalerne ikke er der. Men højttalerne spiller en markant rolle, og ikke to modeller lyder ens. Især når det kommer til stemmer. I den ene lyder stemmen lille og indelukket, mens den i en anden er stor og dyb. Derfor er højttaleren i sig selv et instrument og ikke bare en neutral, transparent ting i et hjørne af rummet. Højttalere er en del af farven i vores lytteoplevelse, så de højttalere, der er en del af "The Ship", er valgt nøje ud, fordi de enten fjerner eller tilføjer noget fra lyden. Det lyder måske kedeligt, men jeg lover, at resten af mine svar vil være spændende, siger Brian Eno og ler.

Han synes godt om idéen med at lytte til noget, der foregår hele vejen rundt om lytteren i stedet for at foregå foran. Eller på en skærm.

- Det virker som om, at det meste af vores liv foregår foran en skærm. Jeg ville væk fra det. Den anden ting er, at jeg ville skabe en installation, som var den perfekte lejlighed til ikke at foretage sig noget som helst andet. I dag er det meget usædvanligt kun at gøre en ting ad gangen. Selv for mænd, der ellers klandres for ikke at kunne multitaske. Vi er altid i gang med at sende noget på Instagram og lave et par tweets. Det er sjældent, at vi i den grad overgiver os til en oplevelse. Især med musik. Til koncerter i er det blevet sådan, at publikum konstant tager billeder af hinanden og bandet, som de løbende sender til de venner, der ikke er til stede. Mange ser en koncert gennem skærmen på deres telefon, hvilket skaber en distance. Med "The Ship" har jeg forsøgt at skabe en installation, der kræver så megen fordybelse, at man er nødt til at overgive sig og blive en del af den. Jeg elsker overgivelse. Jeg har haft besøg af venner, der har oplevet installationen hjemme hos mig. Alle travle mennesker. En stor del af glæden ved "The Ship" handlede ikke om musikken. Men at jeg havde skabt en situation, hvor de ikke skulle foretage sig andet imens, siger Brian Eno.

Galopperende paranoia

At lydinstallationen er døbt "The Ship" bunder i, at Brian Eno altid har kunnet lide skibe. Fordi et skib til havs er en metafor for et fællesskab, der bevæger sig gennem en form for tilfældighed og kaos.

- Et skib skal sejle gennem en kompleks situation, der har sin egen drift og retning. Man skal forestille sig, at skibet vil et sted hen, mens havet - som er universet - ikke nødvendigvis vil det samme sted hen. Skibet går konstant på kompromis med, hvad det vil, og hvad universet vil. Det er en meget frugtbar metafor for mig, siger Brian Eno.

Han konstaterer, at "The Ship" ikke skal betragtes som et politisk værk. Til trods for, at det er politisk for ham.

- Jeg har altid interesseret mig meget for historie. Ikke mindst fordi vi burde lære noget af den. Jeg var meget involveret i modstanden mod Irak-krigen. Det var en gentagelse af det, der foregik i begyndelsen af det 20. århundrede. I 1913 kunne man ane en fantastisk fremtid, og så fuckede man det op ved at starte en verdenskrig. En krig, der ikke var behov for. Det var præcis det samme med Irak. Den krig var absolut unødvendig. "Vi" gjorde det, fordi vi ikke troede, vi kunne tabe. Det er hybris. Det har resulteret i galopperende paranoia, et ustabilt Mellemøsten og en flodbølge af immigranter i Europa. USA bruger milliarder på at nedkæmpe en trussel, de selv har skabt. Well done! Første verdenskrig ydmygede tyskerne, så Hitler kunne komme til magten. Nu har USA ydmyget Mellemøsten, så min frygt er, at det resulterer i et lignende kaos. Det er det kaos, "The Ship" sejler i, selv om det ikke skal anskues som et politisk værk, siger Brian Eno.

4000 ufærdige sange

Hvis ikke han vidste, at der stod nogen på den anden side til at tage imod, ville han aldrig får gjort noget færdigt. Derfor deler han sit arbejde op i to grupper: Det, der er færdigt. Som de 30-40-50 plader han har været med på og produceret gennem tiden. Og de plader, der ikke er færdige endnu.

- Jeg har 4000 ufærdige sange i mit arkiv. Nogle af dem er ret gode. Men før jeg begynder at forestille mig, at andre skal lytte til dem, gør jeg dem ikke færdige. Men det handler også om at løbe tør for undskyldninger for at holde sangene tilbage, konstaterer Brian Eno.

Om hans publikum lytter til musikken på deres telefon, et stereoanlæg eller live, hvor lydinstallationen "udstilles", bekymrer ham ikke.

- På engelsk hedder det "release", når man udsender et album. Det er præcis sådan, jeg har det. Jeg sætter sangene og musikken fri. Hvad der sker med dem derefter, kan jeg ikke påvirke. Naturligvis forholder man sig til, at man ikke skal gå fra noget ekstremt lavt til noget ekstremt højt, så man ikke sprænger folks trommehinder, hvis de har høretelefoner på. Men om de lytter til musikken på telefon, cd eller i deres bil forholder jeg mig ikke til. Personligt elsker jeg at lytte til musik i min bil. Især min egen musik, siger Brian Eno.

Eno paralyserede Coldplay

Efter fire årtier som musikalsk videnskabsmand er Brian Enos holdning, at inspiration aldrig kommer, hvis man venter. Man skal være i konstant bevægelse.

- Picasso udtalte, at inspiration kommer, men den skal finde dig, mens du arbejder. Jeg begynder ofte at arbejde tidligt om morgenen. Tit er det med kedelige ting som at teste forskellige højttalere, forsøge mig frem med forskellige frekvenser eller undersøge, hvad der sker, hvis jeg skærer hul på membranen. Det er eksperimenter, der handler om at bringe mig til et sted, jeg ikke har været før. Hvis man beholder det samme udgangspunkt, er man tilbøjelighed til at køre ned ad de samme veje. Derfor kan jeg give mig selv den udfordring, at jeg ikke må bruge lyde under 300 hertz. Altså 300 svingninger i sekundet. Når man tilstræber at være kreativ, er nøglen at begrænse sit fokus. Man kan ikke udforske alt. Jeg vil også gerne gøre noget færdigt på et tidspunkt i mit liv, så jeg kigger aldrig uden for den ramme af muligheder, jeg har sat op for en given dag, siger Brian Eno.

Når han arbejder med bands, giver han dem ofte tilfældige begrænsninger. Coldplay fik blandt andet besked på, at medlemmerne ikke måtte bruge ekko og rumklange en hel dag i studiet. Ingen copy-paste og multiplikation.

- Det var en enorm og dramatisk ændring i arbejdsgangen. En anden var, at de ikke måtte benytte "æble-z" på MacBooken. Altså ingen fortryd. Alt, der blev optaget, skulle med på pladen. Alle i bandet var paralyseret, men det var sjovt, siger Brian Eno.

Han vil ikke fortælle meget om, hvordan han arbejder i studiet med sin egen musik.

- Det har du ikke lyst til at vide. Det er grimt og beskidt. Jeg udtalte for nylig, at musik er som pølser. Man har ikke lyst til at se dem blive lavet, for så mister man appetitten. Jeg burde vide det af alle. Det eneste job, jeg har haft uden for musikverdenen, var i en slagterforretning. Jeg spiste ikke pølser i 30 år efter det job, konstaterer Brian Eno.