Brandt & Helmig, 2014

Foto: Yilmaz Polat
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 3
Frem

Popsange er moderne eventyr

Årets hovedbegivenhed til H.C. Andersen Festivals er en dobbeltkoncert med TV-2 og Thomas Helmig, der aldrig har optrådt i Kongens Have, men kalder Odense for deres musikalske hjemmebane

At sætte sig ved et cafébord på Café Englen i Aarhus med to af byens ukronede konger, Steffen Brandt og Thomas Helmig, giver omtrent samme opmærksomhed, som hvis man havde sat sig med H.C. Andersen og Søren Kierkegaard i begyndelsen af 1850'erne, da både digteren og filosoffen var berømte som få i deres samtid.

Der findes velsagtens ikke et menneske i det ganske land, der ikke kender de to østjyske musikkoryfæer, som tilsammen har skrevet en umådelig stor bunke af de mest spillede og elskede danske sange.

Dobbeltkoncerten med TV-2 og Thomas Helmig i Kongens Have er H.C. Andersen Festivals hovedkoncert, og hvis man skal tro de to frontfigurer, kan publikum forvente en eventyrlig aften.

- Vi har lige optrådt i Aalborg, og selv om vi har været i branchen i ufatteligt mange år, tror jeg, at jeg på vegne af os begge kan sige, at det var én af de magiske aftener. Én af de sjældne aftener, der minder os om, hvorfor jobbet som musiker er så vigtigt. Når jeg tænker på, hvordan vores historie med Odense ser ud, kan jeg slet ikke forestille mig, at vi ikke oplever det samme i Kongens Have. Odense har altid været vores trygge base, selv om vi kommer fra Aarhus, siger Steffen Brandt.

Glem alt om Turner

TV-2-forsangeren var med i en arrangørgruppe, da H.C. Andersen blev fejret i 2005, og Thomas Helmig var ambassadør. De vil helst ikke snakke alt for meget om fejringen, der som bekendt kom til at handle lidt for meget om Tina Turners optræden i Parken og knap så meget om at hylde digterens 200-års fødselsdag.

- Jeg vil sige til mit forsvar, at det udvalg, jeg sad i, intet havde at gøre med Tina Turner. Men det ændrer ikke ved, at én rigtig dårlig beslutning fjernede opmærksomheden fra det ekstremt store stykke arbejde, mange mennesker havde brugt årevis på. Der blev indspillet plader, lavet teater og søsat alverdens kulturbegivenheder. Alligevel blev H.C. Andersens ry smadret af Tina Turner-koncerten. Det kan vi forhåbentlig hjælpe til med at rette op på med denne dobbeltkoncert. En rehabiliteringskoncert kunne vi driste os til at kalde den, konstaterer Steffen Brandt med sit lumske smil.

Thomas Helmig skal lige grine færdig, før han kan supplere.

- Jeg var jo ambassadør, hvilket betød, at jeg fik to HCA-platter og forpligtigede mig til at tale om H.C. Andersen i positive vendinger, når muligheden bød sig. Jeg var dog i Kina til Expo-udstillingen i Shanghai, hvor jeg sang et nyskrevet nummer til afsløringen af Den Lille Havfrue. Så lidt ambassadør har jeg trods alt været.

Hjerteskærende eventyr

Arbejdet omkring 200-års jubilæet satte nogle tanker i gang hos dem begge. Ikke mindst en gave bestående af særtrykket med H.C. Andersens samlede værker slog benene væk under dem.

- Det er altså en mobbedreng på 75 centimeter i bredden. Hold fast, den er stor. Når man bladrer gennem den, slår det én, hvor meget ens 15-20 plader blegner i sammenligning. Er du vimmer, siger Steffen Brandt imponereret.

Både han og Thomas Helmig har oplevet stor glæde ved at genlæse eventyrene, som de selv fik læst op af deres forældre for 40-50 år siden.

- Når man læser "Den grimme ælling" som voksen, springer H.C. Andersens geni i øjnene. Smertefulde kærlighedshistorier om toppen og bolden samt den standhaftige tinsoldat og papirjomfruen er i særklasse. Han vidste virkelig, hvad han snakkede om. Det er hjerteskærende, siger Steffen Brandt.

Thomas Helmig er taknemmelig for, at hans forældre lærte ham glæden ved at få læst højt.

- Det handler om at turde lade sig gribe og leve sig ind i det skrevne ord. Det er ikke noget, man bare kan. Det skal læres, og når man kan det, bliver en historie som "Klods-Hans" pludselig et mesterværk. Hvis man kobler til nutiden, kan man jo se ham for sig ride ind til et bestyrelsesmøde i en stor dansk virksomhed og lave rav i den. Det er fabelagtigt, konstaterer Thomas Helmig.

Sproglig særklasse

De arbejder begge intenst og seriøst med det danske sprog. Steffen Brandt mere konsekvent end Thomas Helmig, da TV-2 altid har skrevet og sunget på dansk.

- Jeg vil ikke sige, at jeg er decideret inspireret af H.C. Andersen, men hans tone og sprog ligger dybt i mig. Når man hører H.C. Andersen kan man tænke, at det "bare" er eventyr. Men hvis man går ind i historierne og sproget, er det vanvittigt skarpt. "Den grimme ælling", der umiddelbart kan virke som lyrisk barnemad, rummer sindssygt stærke historier og analyser. Den gode fortælling er essentiel, og det er sikkert også derfor, at vi begge er vilde med Dylan, konkluderer Steffen Brandt.

Thomas Helmig er især fascineret af den genkendelighed, der hersker i H.C. Andersens tekster.

- Når man læser om en dansk sommerdag, hvor fluerne svirrer i luften, er det Danmark på den rigtige måde. Forstået sådan, at det ikke er flommet eller vammelt. På trods af en tidsbarriere på 150 år kan man genkende synet af kornmarkerne, og derfor mener jeg, at hans sproglige beherskelse er uden sidestykke. Man kan også både se hønsegården og sommerlandskabet for sig, uden at det ender som propaganda for det danske. Der er intet galt i at beskrive noget enormt smukt som en kornmark. Det bliver man ikke en tøsedreng eller et pladderhoved af, siger Thomas Helmig, der ofte læser H.C. Andersen for at få inspiration, når hans sproglige underbevidsthed skal skærpes.

Forelsket i sig selv

For en gangs skyld har Steffen Brandt svært ved at følge op uden tænkepause. Han snubler lidt i ordene, da han fremstammer:

- Jeg vil bare sige, at du har fuldstændig 100 procent ekstra oven i hatten-ret.

Efter at have sundet sig lidt og fået en slurk kaffe træder han igen i karakter.

- Det usentimentale i H.C. Andersens tekster er netop kunsten. Som popsanger er det evindelige problem netop at undgå den kvalmende sentimentalitet og alle de beskidte kneb. Det bliver noget udvendigt føleri, der er dybt uinspirerende. Man burde holde H.C. Andersens tekster op foran alle sangskrivere indimellem. Ikke som en trussel, men som inspiration til at undgå alt det ligegyldige bavl, foreslår Steffen Brandt.

De to musikeres mest populære sange har tilbragt uger, måneder og år på de danske hitlister. Hvis H.C. Andersen havde levet i dag, tror de ikke, han havde skrevet for at ligge i toppen af nogen hitlister.

- Efter at have læst Jens Andersens biografi, tænker jeg, at H.C. Andersen var så forfængeligt et menneske, at han skrev for at forelske sig i sig selv. Han blev simpelthen forført af sit eget sprog og sit talent for det. Det er sgu da alletiders, konstaterer Thomas Helmig.

Den grimme frø

Der er ikke nødvendigvis den store forskel på et eventyr og en popsang. Det er begge brede fortællinger med et utal af afskygninger.

- For mig er det billedsproget, der er fællesnævneren. I eventyrene kan jeg godt lide prinsesserne, staldknægtene og ridderne. Ridderen på den hvide hest smager bare bedre end Mr. Perfect, og alle drenge har følt sig som den grimme frø, der skulle kysses for at blive en smuk prins. Det er tydelige referencer, som kan fortælle meget om os alle sammen. Men en sang som Steffens "Randers Station" er i mine øjne lige så meget et eventyr som "Prinsessen på ærten". På samme måde som i eventyret aner man ikke, hvad der sker, da pigen forlader stationen. Både eventyr og popsange kan slippe sproget fri, og det fantastiske kan rent faktisk lade sig gøre. Mine børn gik konstant rundt og sang med på "De første kærester på månen", og det er da eventyrligt og fascinerende, forklarer Thomas Helmig.

Steffen Brandt tror, at popsange lige som eventyrene har en opdragende funktion, da de forbereder børnene på, hvad der venter senere i livet.

- De er udmærket klar over, at alvoren venter derude. De har nogle store følelser i sig, som de endnu ikke har formuleret. Der er jo ikke nogen, der kan forelske sig som et barn i en børnehave. At give dem nogle stikord eller en stemning gennem en popsang giver dem hjælp til at genkalde en stemning, de endnu ikke har sat ord på. Popsange kan forløse mange følelser uanset modtagerens alder, konkluderer Steffen Brandt.

Elsker den dumme mand

På album har de to popikoner kun arbejdet sammen på en enkelt sang til TV-2-albummet "Vi blir alligevel aldrig voksne" fra 1990. Men de har fulgt hinandens karriere tæt, og spørgsmålet om, hvilken af Thomas Helmigs sange Steffen Brandt holder mest af, når ikke engang at blive stillet, før han prompte svarer: "Stupid Man".

- "Stupid Man" er min all time Helmig-favorit. Historien rammer mig - og velsagtens de fleste andre fyre - lige i solar plexus. Det bliver ikke skrevet mange af den slags selvransagende sange. Sangen er udtryk for en kunstnerisk modenhed, som jeg synes er vildt klædelig. "Stupid Man" er en afgørende udvidelse af poppens råderum, fortæller Steffen Brandt.

Helt så let er det ikke for Thomas Helmig at pege en favorit ud. Han runder mange af de store TV-2-hits, før han får diskuteret sig frem til vinderen.

- Min favorit må blive "Lanternen", der besidder en ekstrem længsel, som ramte mig mere end de fleste andre sange i den periode. Jeg har selv fortolket den som soul- og gospelsang, hvilket gør, at jeg har et helt særligt forhold til den, siger Thomas Helmig.

En overdådig forsanger

Til koncerten i Kongens Have tror de ikke, at de deler publikum præcis 50-50 mellem sig. De har erfaret ved de hidtidige dobbeltkoncerter, at TV-2-lejren accepterer Thomas Helmig og omvendt.

- Samlet set er det bare et fedt publikum, hvor der naturligvis er et overlap. Alle har det godt med hinanden, og det er tydeligt for publikum, at de to bands kan lide hinanden og respekterer hinanden, siger Thomas Helmig.

Steffen Brandt kalder det med vanlig sproglig dybde for "en dejlig fornemmelse af rummelighed" og tilføjer, at han i fulde drag nød at høre Thomas Helmigs koncert i Aalborg efter TV-2's optræden.

- Jeg har hørt Thomas Helmig mange gange gennem årene, men jeg tror ikke, at bandet nogensinde har været så godt. Så sammenspillet og tændt. Velsignet med en overdådig forsanger, der indtager scenen som ingen anden i dette land. Med en stor naturlighed, selvfølgelighed og lysten til at dele ud af det, som det kræver at være kunstner med format. Det var utroligt klædeligt, siger Steffen Brandt anerkendende.

Efter at have fordøjet den ros, skal Thomas Helmig grave lidt længere tilbage.

- Min bedste koncert med TV-2 var på Grøn Koncert i 1986 i Valby Parken, hvor jeg troede, at jeg og mit band var fantastiske. Det var vi ikke. Vi spillede alle numrene i firdobbelt tempo af ren og skær ungdomsiver. Optagelserne er forfærdelige. Bagefter kom Steffen og TV-2 på scenen og delte lussinger ud. Dér så jeg, hvordan det skal gøres. Hvordan man kan have kontakt med publikum samtidig med, at der er ro på scenen. Det var en lærestreg, som jeg aldrig glemmer, selv om jeg har været til et utal af deres koncerter som privatperson. Det gør det ikke mindre imponerende, at de er så fede knap 30 år senere, siger Thomas Helmig, da en kvinde på alder med dem begge kommer over til bordet og spørger, om hun ikke godt må få taget et billede med sine to største idoler.

Det prøvede H.C. Andersen og Søren Kierkegaard med garanti ikke.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

H. C . Andersen
Thomas Helmig
Steffen Brandt
Kongens Have
Café Englen
HCA Festivals
Stupid Man
Lanternen
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.