Simon Staun
Foto: Rumle Skafte

Norges rockeksplosion

Den tidligere professionelle skater Øystein Greni blev nærmest musiker ved et tilfælde. En slem knæskade tvang ham til at kvitte det elskede skateboard og bytte det til en guitar. Et godt bytte skulle de fleste rockelskere mene her 10 år og seks albums senere.

Ikke særlig mange danskere kender bandet fra Oslo, men de fleste vil sikkert genkende trommeslageren Olaf Olsen, der blev kendt som vildmanden med det filtrede, lange skæg i Tim Christensens liveband.

Han har nu som en anden Samson mistet hår- og skægpragten. Tilsyneladende uden at styrken bag trommesættet er formindsket. I hvert fald har trioen for tiden så stor succes, at de til september flytter til Los Angeles for at finde ud af, hvor langt talentet rækker.

- Vi ved, at dér ingen garanti er for at vinde i lotteriet. Men fordi vi allerede har været der og markeret os, så er chancen alt andet lige større. For hver tusinde bands er der jo ét, der klarer det. Og det kan lige så godt være Bigbang, siger Øyvind og mindes en bizar oplevelse fra forrige tur.

- Vi spillede på en bar i Santa Rosa, hvor der kun var to tilskuere. Efter et stykke tid kom de op at slås med hinanden og blev smidt ud. Derefter spillede vi kun for bartenderen. Det glemmer jeg sgu aldrig, ler han.

Øystein Greni er med egne ord hjernevasket med amerikansk soulmusik siden barnsben, hvor hans musikerfar proppede ham med toner, der aldrig har forladt ham.

- Selv om USA står bag vældig mange forfærdelige ting i denne verden, så er det stadig det land, jeg holder mest af. Ikke mindst på grund af musikken, konstaterer han.

Overhalet inden om

Det bliver med en ny bassist, at Bigbang flytter epicenter til den anden side af Atlanten. Øyvind vil helst ikke gå i detaljer angående udskiftningen men siger lavmælt, at det var det rene "Spinal Tap", hvilket kendere af kultrockfilmen så kan studse over.

- Jeg troede ellers tilbage i starten, at det var sådan noget os for evigt-agtigt. Men den første trommeslager i bandet fik et tilbud fra punkbandet Turbonegro og forlod os. Efterfølgende har der løbende været udskiftninger, da det er min klare holdning, at et godt venskab og dårlig musik er værre end det omvendte, fortæller Øystein Greni.

Selv om de mange skift ind imellem kan distrahere, så roser forsangeren de norske musikeres evne til konstant at søge nye konstellationer.

- Jeg kender musikere fra både Turbonegro, Kaizers Orchestra, Skambankt og Madrugada, der spiller på kryds og tværs. Det beviser, at der ikke er plads til kun at være sig selv i Norge. Til gengæld tilføjer det norsk musik en åbenhed, som man ikke har i Danmark og Sverige, hvor det tilsyneladende for ofte bliver "endnu en dag på kontoret". Derfor har norsk rock, metal og punk overhalet jer inden om, fortæller Øyvind.

Han kalder Norge for Skandinaviens Afrika, fordi nordmændene historisk set har været kuet af danskerne og svenskerne. Det generer en vildskab, som resulterer i nytænkning i kunstneriske sammenhænge.

- Man kan også se på Island, der jo tilhørte Danmark indtil 1944, at der virkelig hersker en kreativitet, som vi slet ikke kan matche. De er virkelig hardcore, siger Øystein Greni.

Norsk er ikke flinkt

Den norske mentalitet som også har præget forfattere som Ibsen, Munk og Hamsun smitter også af på musikken, mener forsangeren.

- De dyrkede jo alle det dystre på en måde. Vores særpræg er måske netop, at det ikke er "flinkt". Altså ment på norsk, hvor det betyder venligt eller rart, understreger Øystein Greni.

På Roskilde Festivalen fik Big Bang for første gang vist sig frem på dansk grund. Foran titusinder af landsmænd. At der er gået så lang tid skyldes tvister med tidligere pladeselskaber, som Øyvind ikke orker at rippe op i. Han vil hellere slå fast, hvor godt et liveband de er.

- Vi er et liveband i alle henseender. Vi er langt mere rå og direkte på en scene, og så mener jeg faktisk, at jeg synger langt dårligere i et studie. Jeg tror, det er fordi, jeg som gammel konkurrenceskater er afhængig af adrenalinsuset foran et publikum, forklarer Øyvind.

Han har stadig svært ved at fatte skiltene, der hang på skurvognene bag den orange scene på årets Roskilde Festival. På den ene vogn stod der Red Hot Chilli Peppers. Den anden The Who. Og så én med Bigbang.

- Siden jeg var seks år, har jeg forgudet Pete Townshend fra The Who. Hvis han havde sat sig ved siden af mig, så var jeg besvimet, fortæller han og bryder ud i hæs latter.

Selv om guitaristen Townsend hører til idolerne, så skinner et ikon dog over dem alle: Jimi Hendrix.

- Man kan kun bøje sig i støvet og forsøge at præstere den samme lidenskabelige tilgang til musikken som ham. Vi andre skaber måske én sang i karrieren, der har magien over sig. Stort set samtlige sange den mand indspillede er magiske i mine ører, påpeger Øyvind Greni.