Simon Staun
Foto: Morten Emil Rode

Skotsk satan bag skindet

Biffy Clyro er i sandhed et familieforetagende. Ben Johnston står for trommerne, tvillingebroren James spiller bas, og lillebroen Adam er trioens trommetekniker. Forsangeren Simon Neil er dermed omgivet af Johnston'er det meste af tiden, hvilket kunne resultere i interne gnidninger. Det er dog ikke tilfældet.

- Vi skændes stort set aldrig i bandet. Hvis vi gør, bliver vi hurtigt venner igen. Vi er ikke som normale brødre, der ofte bekriger hinanden, siger Ben Johnston.

Han kan godt se, at det kan skabe en ubalance, men når bandet turnerer, har de en fjerdemand, hvis tilstedeværelse giver en anden kemi både på og uden for scenen.

- Prøv at hør! Ham, der griner inde ved siden af, er netop Mike Vennart, som er med på turné. Han er så fucking morsom, at man ikke kan undgå at komme i godt humør, når han er i lokalet. Han fortæller en million røverhistorier, som vi aldrig har hørt før. Det løfter stemningen, når vi tre andre har siddet lårene af hinanden i 18 år. Det er som at være gift - lige bortset fra, at de færreste når at være gift så længe, siger Ben Johnston.

Nye tider i bandet

Biffy Clyro har sadlet en del om på denne turné, hvor bandet kører et spartansk program, der består af lydprøve, koncert, søvn og transport. Ikke noget med at drikke hele natten og være smadret det meste af næste dag.

- Den tur har vi taget så rigeligt, og især jeg kæmpede mod et misbrug, der greb om sig. Ofte var jeg helt smadret dagen derpå og spillede elendigt af samme grund. Vi bed af hinanden og opførte os barnligt. Nu er der kommet en anden fornuft og ansvarlighed i bandet, der giver sig udslag i bedre koncerter og bedre odds for, at Biffy Clyro også eksisterer om 10 år, konkluderer Ben Johnston.

Han tror, at han har så meget indflydelse på musikkens tilblivelse, som en trommeslager kan have i et band.

- Jeg er ret musisk forstået på den måde, at jeg også spiller guitar og synger. Det giver mig en ret god forståelse for andre aspekter af melodien end lige trommerne. Mit mantra har altid været at tjene sangen og aldrig forsøge at blære mig bag trommerne. Jeg anser mig for at være en holdspiller, konstaterer Ben Johnston bag den grønne scene på Northside Festival.

Skizofrene sange

Stilen spænder fra hårdtslående rock over ballader til punk og melodiøs poprock. Det kræver sin trommeslager at have styr på alle genrer.

- Det kommer meget naturligt for mig at springe direkte fra det ene yderpunkt til det andet. Vi har altid været meget progressive og ikke holdt stædigt fast i en bestemt genre eller lyd. Det falder mig meget naturligt at være omstillingsparat, og selv om det er lidt pinligt, øver jeg stort set ikke. Når vi endelig kommer hjem, er det ikke lige bag trommesættet, jeg gider opholde mig, indrømmer Ben Johnston og knækker sammen af grin.

Da han var yngre, lyttede han stort set kun til grunge og smalle genrer, men han er begyndt at åbne ørene for popmusik og har indset, at det også kan være god musik.

- Det har betydet, at Biffy Clyro har omfavnet nogle melodiske elementer, vi aldrig ville have rørt ved for fem-seks år siden. Det har faktisk løftet vores sange, konkluderer Ben Johnston.

Et godt eksempel er sangen "Spanish Radio" fra seneste album "Opposites". Det gemmer på både mariachi-horn og udsyret heavyrock.

Glasgow lyder grimt

- Det er en meget skizofren sang, der har svært ved at finde ud af, hvilket ben den skal stå på. Sådan er det med flere sange, hvor man ikke umiddelbart kan klassificere dem ud over, at de alle gemmer sig inde under "rock"-paraplyen, siger Ben Johnston.

Hvis man ser en liste over berømte engelske trommeslagere, er den alenlang. John Bonham fra Led Zeppelin, Ginger Baker fra Cream, Keith Moon fra The Who og Ringo Starr fra Beatles er blot et lille udpluk. Den skotske liste derimod er nærmest ikke-eksisterende.

- Uden at have lavet tilsvarende research, tror jeg på dig, når du siger, at vi ikke har samme antal trommelegender fra Skotland. Jeg kan faktisk ikke komme på en eneste legende på stående fod. Jeg kender naturligvis trommeslagerne fra Franz Ferdinand, Snow Patrol, Travis, Amy Macdonald og Mogwai. Men de befinder sig rigtig nok ikke helt oppe på samme niveau som de engelske koryfæer. Det bliver jeg sgu nødt til at lave om på, konstaterer Ben Johnston dertermineret.

Han tror ikke, der er en specifik lyd, som forbinder de skotske trommeslagere.

- Ens lyd afhænger uhyggeligt meget af, hvilke bands man selv er vokset op med. Jeg har altid lyttet meget til Kyuss og Queens of the Stone Age, det har helt sikkert influeret mit spil. Skotland er jo et sted, hvor det regner det meste af året, så vi lytter generelt til meget musik og får dermed enormt mange input, fortæller Ben Johnston.

Ikke et religiøst band

Efter en tænkepause konkluderer han, at der måske er en særlig Glasgow-lyd.

- Hvis jeg skal beskrive den, må det være en form for anti-Beach Boys-stil. Hvor deres lyd er glad, smilende og fyldt med sol, er den fra Glasgow sørgmodig, grim, tvær og fyldt med regn, forklarer Ben Johnston.

Der er ikke flere spørgsmål på blokken, men da Ben Johnston fortæller, at han normalt aldrig svarer andet end "ja" og "nej" i interviews, virker det forkert at stoppe stimen. Vi improviserer, præcis som han gør på scenen. Biffy Clyro har en sang, der hedder "God & Satan", så har bandet et religiøst fokus i sangskrivningen?

- Vi er ikke et religiøst band, men vi er interesserede i, hvordan religion påvirker ufatteligt mange mennesker. At man følger en religion blindt uden at stille kritiske spørgsmål, begriber jeg ikke. Selv her i Europa er folk nærmest ligeglade med, om de er katolikker eller protestanter. Ingen afkræver deres forældre et svar på, hvorfor det netop er den gren af kristendommen, de tilhører? Vi forsøger ikke at være kontroversielle med bibelske referencer, det er bare et interessant emne at skrive om, konstaterer Ben Johnston.

Sangen "God & Satan" fra albummet "Only Revolutions" skifter flere gange dynamik og form. Fra det helt sagte og harmoniske til det ekstremt vilde og ustrukturerede. Det er dog ikke lige til at afgøre, hvilken del der symboliserer gud eller satan.

- Ah, der har du en god pointe! Altså symboliserer Satan den sexede og kælne del, mens Gud derimod lader sin vrede bryde ud. Ja, hvorfor ikke. Det er præcis sådan, det er med religion. Du kan misfortolke og anskue tingene på vidt forskellige måder. Men én ting står fast: Når jeg sidder på scenen og lader helvede bryde løs bag mine trommer, føler jeg mig klart tættere på Satan end Gud, siger Ben Johnston og bryder ud i diabolsk latter.