Simon Staun
Foto: Fredy John

Bernhoft i ikonernes land

Inden for musikbranchen tales der meget om, hvilket studie og hvilken producer man har valgt. Der er et klart hierarki, og alle musikelskere nikker anerkendende, når snakken falder på Abbey Road i London, Hansa Studio i Berlin eller Sun Studios i Memphis.

Hvis norske Jarle Bernhoft blander sig i diskussionen, vil han nævne Chale Abbey Studios på Isle Of Wight. Et gammelt munkekloster, som den norske soulmusiker fik æren af at være den første til at indspille i.

- En lokal filantrop solgte sin Aston Martin-sportsvogn for at få råd til at købe mikserpulten og indfri drømmen om eget studie. Der var en helt fantastisk stemning i det gamle kloster, og jeg må indrømme, at jeg er blevet komplet forelsket i Isle of Wight, hvor der hersker en sjælden ro og en holdning til livet, som tiltaler mig. Al den glæde og fascination har smittet af på albummet "Islander", hvis titel naturligvis også er forbundet med øen, siger Jarle Bernhoft.

En sang er en helhed

Målet med hans nye album "Islander" var fra begyndelsen at skabe et organisk udtryk lydmæssigt.
- Vi anvender moderne, syntetiske lydkilder, men de bliver brugt, som var de instrumenter. Vi har udelukkende benyttet gammelt optageudtyr og analoge båndoptagere i stedet for digitale. I bund og grund handler det om, at vores fokus har været på musikken og ikke teknologien, siger Jarle Bernhoft.
Han tror og håber, det giver lytteren en klar fornemmelse af, at sangene er spillet og optaget i deres fulde længde i studiet, hvilket efterhånden er en sjældenhed.

- Mange lader sig forblænde af moderne studieteknologi, hvor man kan dele en sang op i mange bidder. Den fragmentering af sangene strider imod min tanke om en sang som en helhed. Vi har tænkt på sangene på samme måde som til en koncert, hvor man altid vil spille dem fra begyndelsen til enden, siger Jarle Bernhoft.

Kræsen producer

Det er ikke hvem som helst, der har produceret albummet. Det er britiske Paul Butler, der tidligere har hjulpet musikere som Michael Kiwanuka og Devendra Banhart med at finde det helt rigtige lyddessign.
- Han er forholdsvis kræsen i forhold til, hvem han arbejder sammen med, derfor er jeg stolt af, at jeg kom gennem nåleøjet. Han siger kun ja til projekter, han virkelig brænder for, og det mærkede jeg i studiet, konstaterer Jarle Bernhoft.

Den norske musiker har netop været i Danmark for at promovere sit nye album. Jeg taler med ham få timer før, han flyver til New York. Jeg spørger, om han skal derover for at fortsætte promoveringen.

- Nej, nej. Jeg bor der. I september besluttede min kæreste og jeg os for at tage på eventyr og flyttede derfor til Manhattan. Vi bor på Upper West Side tæt på Harlem, der er et virkelig spændende sted at bo, konkluderer Jarle Bernhoft.

Han optræder efterhånden lige så meget i USA som i Europa, derfor betyder det ikke så meget, om han bor på den ene eller anden side af det store badekar. USA har på mange måder inspireret Jarle Bernhoft, hvis blanding af pop, soul og funk skylder ikoner som Carole King, Stevie Wonder og Sly Stone en hel del. Førstesinglen på "Islander", "Come Around", skrev han på en biltur fra San Francisco til Los Angeles.

- Jeg kørte i en åben sportvogn og oplevede popmusikkens kraft på min højre fod, der konsekvent trykkede speederen i bund. Det var vidunderligt at høre musikken i sit rette element, og jeg fornemmede, at bilen, popmusikken og den amerikanske vestkyst på en måde hørte uløseligt sammen. De tre ting kan ikke separeres. De udgør tilsammen et væsen, som giver en helt unik fornemmelse af at være i live. Derfor var min drøm at skabe sange, der matchede den følelse, siger Jarle Bernhoft.