Bernhoft, 2011

Foto: Yilmaz Polat
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 3
Frem

Soul-nitten fra Badass Valley

Norske Jarle Bernhoft er en forvandlet mand. Favntaget med soulmusikken, faderrollen og sommerens tragedie i hjemlandet har forandret ham for altid

Soulvidunderet Jarle Bernhoft begynder interviewet med en uforbeholden undskyldning. Ikke på grund af, at Norge "stjal" de danske oliekilder i Nordsøen i 1960'erne, men fordi han havde tabt sin mobiltelefon og først ringer mere end seks timer efter aftalt tid ...

Undskyldningen accepteres. Til gengæld giver han sig ekstra god tid, da han har puttet sønnen på et år og derfor slapper lidt mere af.

- Det var helt sikkert den største forandring i mit liv, da jeg blev far i 2010. Hvis man ser et billede af mig fra før og et efter, er det to forskellige mænd. Min tankegang ændrede sig radikalt på mange områder. Også måden jeg ser ud. Pludselig fandt jeg nogle gigantiske briller og fik en frisure, der altid sidder på samme måde. Selv efter en spontan formiddagslur, hvis lejligheden skulle byde sig, spøger Jarle Bernhoft.

Han bor i Oslo, men stammer fra byen Nittedal ikke så langt derfra. Han anede ikke, at "nitte" betød en hård fyr på dansk. Men det tager han til efterretning.

- Ha, ha! Det er helt fantastisk. Det er en helt ny information, at nitte betyder "badass" på dansk. Nitte er navnet på elven i dalen, hvor landsbyen ligger. Fremover vil jeg kalde den for "Badass Valley", siger han og bryder i latter.

Sprang ud som soulmusiker

Den norske soulsanger har ikke nogen oplagt forklaring på, hvorfor netop soulmusikken aldrig er blevet så populær i hans hjemland som metal, punk, rock og pop. Før nu, hvor han har sat sig eftertrykkeligt på soultronen.

- Der har gennem årene været nogle spæde forsøg med soulmusik, men aldrig noget, der for alvor har slået igennem. I dag er det primært udenlandske artister som Rihanna, Beyoncé og Adele, der fylder mest. Og mig, konstaterer Jarle Bernhoft.

Den 35-årige musiker har flirtet med soulgenren i næsten 14-15 år, hvor han har spillet traditionel rock. Først for tre år siden sprang han ud af rockskabet og erklærede sin uforbeholdne kærlighed til soulmusikken.

- Der er mange norske kunstnere, der gennem årene har forsøgt at ramme den rigtige soullyd uden held. Jeg ved ikke, om jeg har fundet den helt rigtige formel, men det ser ud til at gå meget godt med mine plader og koncerter, selv om kommerciel succes ikke optager mig synderligt, siger Jarle Bernhoft beskedent.

Noget, han som sine landsmænd har gået ekstremt meget op i, var denne sommers ufattelige angreb i Oslo og på Utøya, hvor knap 80 unge blev dræbt.

- Det har påvirket alle nordmænd, og som kunstner og musiker er det umuligt ikke at bære med sig videre. Det er faktisk de positive effekter efter tragedien, der påvirker mig mest: Den politiske handlekraft og samhørigheden har givet mig en form for fred, forklarer Jarle Bernhoft.

Kan lindre smerten

For første gang i sit liv føler han sig stolt over sin nationalitet. En helt ny fornemmelse.

- Den fylder meget mere end hævntørsten mod ham, der står bag. Det virker forkert at hævne sig på en mand, der allerede er i fængsel. Hans gerning har fået den effekt, at nordmændene i højere grad fokuserer på værdier som fred og kærlighed. En positiv forandring, der desværre først kom, da ufatteligt mange unge mennesker mistede deres liv, konkluderer Jarle Bernhoft.

Allerede få dage efter 22. juli kunne han fornemme, at hans landsmænd lyttede til sange på en anden måde end tidligere.

- Folk begyndte at tolke langt mere, hvilket også gælder for mit eget vedkommende. Jeg lytter simpelthen til musik på en anden måde i dag. Jeg finder dog ikke mere trøst i musikken end tidligere. Det har altid været der, jeg søgte hen, når jeg har haft brug for at tanke optimisme. At jeg som kunstner kan lindre smerten for mit publikum, glæder mig derfor enormt, siger Jarle Bernhoft.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Soul
Jarle Bernhoft
22.7.2011
Nittedal
Oslo
Utøya
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.