Simon Staun
Foto: Trondur Dalgaard

- Hvad skulle jeg være stolt af?

Inden interviewet med Bent Fabricius-Bjerre havde jeg spurgt biografi-forfatteren Danni Travn til råds. Hvad kunne jeg tillade mig at spørge ind til? Hvordan er Bent Fabricius-Bjerre på tomandshånd? Kunne jeg troppe op i shorts?
Jeg fik at vide, at Bent Fabricius-Bjerre muligvis ville være ét af de flinkeste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Samt at det ville være et sats at møde op i Odense Koncerthus iført shorts. Den første påstand viser sig at holde stik.

- Skulle det være et problem, at du kom i shorts! Nej, nu må du holde op. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvordan du klæder dig. Da jeg var barn, gik jeg i shorts, selv om der kun var 10 grader. Jeg går faktisk ikke særlig meget op i tøj og mode. Jeg har kun jakke på, når jeg er på scenen. Jeg køber dog god kvalitet og har haft den samme stil det meste af livet. Det irriterer mig, hver gang der kommer et stilbrud. Jeg sprang ikke med på moden i 1970'erne, da buksebenene pludselige skulle være så brede, siger Bent Fabricius-Bjerre og viser med sin arme, hvor brede trompetbukserne var.

Komponisten er netop blevet færdig med generalprøverne til to koncerter i Odense Koncerthus. Hans mave knurrer, hvilket gør det oplagt at spørge ind til, om det er korrekt, at han altid spiser leverpostej- og laksemadder til frokost?

- Gravad laks med lidt sennep på og et stykke med postej. Det har jeg fået til frokost, siden Metronom blev stiftet i 1950. Altid det samme, kun afbrudt af en kortere periode, hvor jeg fik fiskefilet med remoulade i stedet for laks. Vanerne gør sig også gældende for min morgenmad. Müsli, et rundstykke med ost og friskpresset juice. Ikke sådan noget dåsejuice. Sådan er det hver dag. Kedeligt. Men jeg er konsekvent utilbøjelig i forhold til at gøre noget andet, end jeg plejer. Jeg er i den grad vanemenneske.

Du begyndte at spille klaver i midten af 1930'erne og har oplevet et væld af musikalske revolutioner. Hvilken af disse har påvirket dig mest?

- Man er jo altid mest påvirkelig, når man er purung. Så selv om jeg har ladet mig påvirke gennem hele livet, må det være "The Great American Songbook", der ændrede mit syn på musik radikalt. Sangene udgør en slags kanon over amerikanske sange fra 1920'erne og frem til 1950'erne. De sange, jeg blev forelsket i, var dem, der blev indspillet i slutningen af 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne. Af store komponister som George Gershwin, Irving Berlin og Cole Porter. De har haft enorm betydning for mit forhold til musik.

Musikkens medier har også ændret sig drastisk siden din karrieres begyndelse. Savner du lakpladen, lp'en eller cd'en?

- Nu stiftede jeg jo musikselskabet Metronom, og vi startede med shellak-plader i 1950. De blev kaldt for 78'ere, senere kom 45'eren, og så kom lp'en og senere cd'en. Nu er cd'en stort set uddød, og jeg begræder det faktisk ikke. Da jeg blev gift for tredje gang for 10 år siden, fik jeg bygget en cd-reol til min kones børn. Der kom ikke en eneste cd på den. Men musikken er stadigvæk i huset, selv om den ikke står på hylden fysisk. Det er ikke ærgerligt. Sådan er udviklingen. For lidt over 100 år siden var musikken heller ikke fæstnet til et medie, og dengang fandtes der også megen god musik. Dengang lejede komponisterne deres håndskrevne noder ud, og selv om det i dag virker besynderligt, var noder en kæmpe forretning langt op i forrige århundrede. Da "Alley Cat" udkom i 1962, solgte vi en million nodehæfter alene i USA, da mange familier havde et klaver dengang. I dag havde vi sikkert ikke solgt mere end 20 nodehæfter.

Hvordan tjener du dine penge i dag i forhold til tidligere i din karriere?

- Det er i hvert fald ikke på streaming ... Det giver kun håndører. Det er især koncertdelen, der vejer tungt i dag. Da jeg arrangerede koncerter med eksempelvis Louis Armstrong og Ray Charles i KB Hallen, kom der 1200 mennesker. Det var stort dengang. I dag ville man samle 40.000 i Parken, så i stedet for at sælge 40.000 plader, sælger man koncertbilletter. Sådan er musikbranchen, det går op og ned og forskyder sig konstant.

I bogen kan man læse, at Jarl Friis-Mikkelsen citerer dig for altid at sige: "Det kunne være meget sjovt", når du får tilbud om at deltage i nye projekter. Hvornår har du senest sagt det?

- Da jeg for ikke så længe siden blev spurgt, om jeg ville lave musik til en animationsfilm over Ole Lund Kirke-gaards bog "Albert". Jeg laver den sammen med Frans Bak, der har stået for musikken til "Forbrydelsen". Sidste år stod jeg også for musikken til den animerede Olsen-banden-film sammen med Jeppe Kaas.

Hvor meget har det betydet for dit liv og din karriere, at du har ja- og ikke nej-hatten på?

- Jeg ved ikke, om det handler om at have "ja"-hatten på. Musik er mit arbejde. Jeg bliver ikke ved, fordi det morer mig. Men fordi der hele tiden kommer nye opgaver, hvilket jeg er taknemmelig for. Jeg har lavet bestillingsmusik gennem hele min karriere, og det skammer jeg mig ikke over. Indimellem er der jo kommet nogle ørehængere ud af det, siger han og ler.

I flere kapitler af din biografi kan man læse om fordele ne ved at være kendt i forhold til at gøre indtryk på det modsatte køn. Kan du uddybe det?

- Da jeg begyndte at spille på værtshuse som 16-årig, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg havde et godt vue ud over publikum. Dengang danse- de man til levende musik, så jeg kunne sidde og vælge de piger ud, som så sødest og 
mest spændende ud. Det var et udmærket udgangspunkt, det var det bestemt. Men når jeg sidder på scenen i dag, er det altså ikke på grund af pigerne i salen, konstaterer han kækt.

Du har været gift tre gange i sammenlagt 64 år. Har du tilbragt mest tid sammen med dine koner eller dit flygel?

- Ha, ha ... Jeg har haft to sølvbryllupper, og jeg håber da, at jeg når at fejre mit tredje. Men jeg har nok alligevel sammenlagt tilbragt mere tid ved flygelet og klaveret end med mine koner.

Hvad betyder dit livslange partnerskab med flygelet og klaveret?

- Jeg kan godt lide at høre det, jeg komponerer. Jeg kan ikke sætte mig ned med et partitur og høre musikken uden instrumenter. Klaveret er det bedste instrument til at komponere, da man både har bas og diskant. Der er et uendeligt antal kombinationsmuligheder, og når man har lyttet til så mange pianister, som jeg har, ved man, at der er en verden til forskel i anslaget. På et keyboard hører man ikke anslaget, men kun tonen. Derfor er klaveret en genial opfindelse, fordi den mindste berøring bliver formidlet og tolket. Derfor har instrumentet overlevet så mange år.

Da du medvirkede i tv-programmet "Natholdet", skulle du spille på et lille plastic-keyboard, der lød forfærdeligt. I
"Klovn"-filmen laver du også fis med din egen person. Hvor meget betyder selvironi for dig?

- Jeg ved ikke, om det handler om selvironi, men jeg tager ikke mig selv eller min musik højtideligt. Jeg kan godt blive grebet af mine egne sange, når de fremføres af et symfoniorkester som i Odense og tænke: "De var sgu ikke så dårlige alligevel". At jeg er en vellidt person handler ikke om selvironi, men i langt højere grad om, at min musik aldrig har været særlig provokerende. Der har været lidt drøn på undervejs, men grundlæggende er min musik ret romantisk. Der er megen musik, der frastøder og deler publikum, men mine sange er i store træk rare at høre på, konkluderer Bent Fabricius-Bjerre.

Du har lavet mange sentimentale melodier. Hvad er det, sentimentalitet kan?

- Tag en sang som "En enkel melodi til dig", som er den eneste tekst, jeg har skrevet. Den er drivende sentimental, og det sætter nogle følelser i gang. Ofte vemodige, hvor man mindes en skelsættende situation i livet, som da man mødte sin kæreste for første gang. Næsten alle mennesker har sange knyttet til betydningsfulde episoder i deres liv, og som filmkomponist er det netop den viden, man bruger til at genskabe stemninger. Man skal også vide, hvor langt man kan gå, og "En enkel melodi til dig" er så sentimental, den kan blive, uden at være helt ude i skoven.

Bliver du stadig rørt, når du fremfører en sang som den?

- Nej. Men når jeg eksempelvis hører Odense Symfoniorkester fremføre den eller temasangen til "Matador", griber det mig alligevel. Det er sjovt, når næsten 100 mennesker sidder og spiller en sang, man har skrevet. Så kan jeg godt føle mig en smule taknemmelig.

Du har en karriere nærmest uden sidestykke inden for dansk musik. Hvad gør dig mest stolt, når du ser tilbage?

- Stolt? Hvad skulle jeg tænke tilbage på med stolthed? Jeg er da glad for, at nogle af mine melodier har holdt så længe, men det gør mig ikke stolt. Det er da hyggeligt for mine efterlevere, at der er lidt penge til dem, når jeg engang er væk. Jeg ser aldrig tilbage, men jeg er da glad for det liv, jeg har levet og stadig lever. Men jeg føler mig heller ikke stolt over snart at være 90 år. Jeg er sgu ligeglad, for at sige det rent ud. Bare jeg er her, konstaterer Bent Fabricius-Bjerre.