Band of Horses, 2011

Den ranglede, denimklædte Ben Bridwell ligner en omvandrende skamstøtte for mislykkede tatoveringer. Hans hals og de tynde arme er sået til med halvsløsede, nærmest barnlige motiver uden nogen som helst form for sammenhæng. Fabeldyr, snørklede mønstre og ikoner vrimler rundt i et stort virvar.

Hans tænder er skæve som et gammelt, vindblæst hegn, og skægget rundt om munden filtret som ståluld. På mange måder ligner han mere en vagabond end en feteret rockstjerne. Det har sin helt naturlige forklaring, da den nu succesfulde musiker levede som hjemløs og ikke søvnløs i Seattle. Den lidet glamourøse fortid har han aldrig fortrængt eller benægtet. Han har mere respekteret den som et vitalt kapitel i skildringen af hans liv og jagten på hans amerikanske drøm.

- Da jeg flyttede til vestkysten fra Tucson, Arizona, havde jeg ikke noget sted bo. Jeg levede på gaden med en sovepose og en rygsæk som mine eneste ejendele. At være hjemløs er ekstremt hårdt både fysisk og psykisk, men jeg var usædvanlig heldig, da jeg fik tilbudt et job som opvasker på spillestedet Crocodile Cafe. I USA skal man være 21 år for at arbejde på barer, men ejeren lod mig gøre det, selv om jeg blot var 19, fortæller Ben Bridwell taknemmeligt.

Grungebølgens ikoner

Det meste af tiden knoklede han med at gøre beskidt service rent i baglokalet. Ind imellem fik han dog lusket sig til at overvære de optrædende på klubbens scene. Det var ofte prominente bands, da klubben var ejet af Peter Buck fra netop R.E.M.

- Nirvana, Pearl og Mudhoney er blot nogle af de legendariske bands fra Seattle og omegn, jeg har oplevet dér. Der var ikke noget backstageområde, så de fleste bands endte ude hos mig og opvaskemaskinen. Jeg havde aldrig mødt kendte musikere før, og pludselig gik jeg og gned albuer med de ikoner, der havde startet grungebølgen. Det var grotesk, uvirkeligt og øjenåbnende på mange plan, fortæller Ben Bridwell gribende.

At han skulle efterlade sit eget aftryk på musikscenen i Seattle, begriber han stadig ikke. Han kniber sig symbolsk i sin splejsede arm for at kapere, at de kontakter, han fik skabt som opvaskedreng, senere var medvirkende til at opfylde ønsket om at slå igennem som musiker.

- Det lyder næsten for godt til at være sandt, men sådan skulle min historie altså folde sig ud, og det er jeg lykkelig for.

Til bryllup ved polarcirklen

Især på de nordlige breddegrader har publikum omfavnet Band of Horses' vindblæste og himmelstræbende bud på amerikansk rootsrock. Fem år efter at debutalbummet "Everything All The Time" udkom i 2006, har Band of Horses fostret et specielt forhold til Skandinavien, hvilket gruppens hyppige koncerter på disse breddegrader understreger. Dette interview foregår, mens bandet venter på at skulle give deres anden danske koncert i år på aarhusianske Northside Festival.

De mangfoldige lovprisninger af bandets og ikke mindst forsanger Ben Bridwells kvaliteter er en selvforstærkende effekt for populariteten. Band of Horses kaster sig alligevel ud i en art filantropiske projekter, der ind imellem sikrer gruppen markant eksponering, især på internettet.

- Sidste år optrådte vi til et kirkebryllup i Norge, hvilket uventet sikrede os betydelig opmærksomhed, selv om det ikke var intentionen. Vi får ret tit henvendelser fra fans, der gerne vil have os til at optræde ved bryllupper, familiefester og begravelser, men vi siger meget sjældent ja. Vi gjorde det denne gang, fordi vi aldrig havde været i Tromsø før og gerne ville opleve Nordnorges nærmest ujordiske landskab. Det virkede så tilpas bizart, at vi sagde okay, siger Ben Bridwell.

Da optrinnet blev filmet, var det mere tænkt som et varigt minde til brudeparret end som bandets promoveringsmateriale til blandt andet Youtube. Det resulterede i omfattende omtale med den sideeffekt, at mange flere henvender sig med outrerede ønsker.

- Vi har i den grad åbnet en flanke, fordi mange andre fans nu spørger: Hvorfor kommer I ikke til vores bryllup eller forlovelsesfest? Til dem må vi svare, at de ikke kan tilbyde en underjordisk krypt i en nordnorsk kirke, der lignede Operahuset i Sydney. Det var så sejt, som det kunne være, og hvis det var fedt for brudeparret, var det tilsvarende en drøm for os at deltage, forklarer Ben Bridwell.

Frivillig isolation

Det karismatiske omdrejningspunkt i Band of Horsens har altid fornemmet en speciel kemi mellem bandet og det nordiske publikum. Måske fordi det var i Skandinavien, at bandet for første gang optrådte uden for USA.

- Det var i 2006, vi fik den første smagsprøve af Europa netop i Skandinavien. Jeg ved ikke, om vores fuldskæg, skovmandsskjorterne og tatoveringerne har gjort det lettere for os at trænge ind hos de lokale mænd? Måske har vi bare ramt det rigtige tidspunkt at udgive den slags musik, vi brænder for? Mere præcist kan jeg ikke svare, konstaterer Ben Bridwell.

Hans fingre slår sig derefter løs i krattet, der indrammer hans hals og hage. De nulrer spidserne, som var det en hjemmelavet smøg, de rullede. Pludselig bliver blikket fokuseret, da han tager tråden op igen.

- Måske er forklaringen på Band of Horses' tiltrækningskraft, at vores første album, "Everything All The Time", er skrevet i Seattle, hvor man lukker sig inde otte måneder om året, fordi vejret raser ubønhørligt udenfor. Den form for selvvalgt isolation vil unægtelig smitte af på stemningen i musikken. De dystre vintre I har her i Skandinavien, gør jer måske derfor mere modtagelige for Band of Horses' musik end sydeuropæerne?

- På samme måde er jeg dybt fascineret af den norske gruppe The White Birch. Den står for en meget underfundig og højtidelig musik, der fremkalder præcis de billeder, jeg forbinder med det barske, nordiske landskab, forklarer Ben Bridwell.

Dette er forsangerens første interview i over et halvt år. Den 33-årige musiker var kørt træt i de samme, monotone spørgsmål og de samme automatsvar. Han var begyndt at bide af journalisterne og besluttede sig for at holde mund i stedet.

Lortebleer og eventyr

- Efter en lang pause fra medierne har jeg fået lysten igen. Der er stadig masser af danskere, der ikke kender Band of Horses, så du skyder bare løs, opfordrer han med en mine, der indikerer, at han mener det seriøst.

Inden interviewet hørte jeg ham snakke i mobiltelefon med sin kone, der befinder sig i South Carolina med deres to døtre på tre og et år. Derfor er det oplagt at spørge til, hvordan det fungerer at være familiefar på den anden side af Atlanterhavet.

- Hmmm. Det er sgu et godt spørgsmål. For to dage siden løb jeg rundt derhjemme og skiftede lortebleer, tørrede tårer bort og læste godnathistorier. Lige nu sidder jeg og venter på at skulle ind på en scene foran 15.000 mennesker. Det er meget urealistisk, og da min ældste datter er begyndt at snakke og forstår langt mere end på forrige turné, savner jeg hende mere. Det hul, jeg får i maven, når jeg forlader min familie, er vokset dramatisk det seneste år, hvor faderrollen virkelig har grebet om sig, beskriver Ben Bridwell.

Det kan være svært at lukke ned for den ene person, når han skal fokusere på øjeblikket og være til stede i nuet på scenen. Men han har besluttet sig for, at han ikke vil torturere hverken publikum eller sine kolleger, fordi han savner sin familie.

- Lige nu, mens vi snakker, foregår der en strid mellem de to mænd inde i mig. Faren og den professionelle musiker. Men jeg er ved at lære at være en god far og en turnerende musiker på samme tid, så det går bestemt fremad, konkluderer Ben Bridwell.

Selv om pladeselskabets ansvarlige på festivalen for længst har signaleret, at tiden er gået, taler han engageret videre om musikjournalistik, Jørn Utzon og den nordiske åbenhed, han værdsætter så meget.
Først da en koncert begynder i baggrunden og får ruderne til at sitre på bandets skurvogn, stikker han den senede hånd frem til afsked og en afskedsreplik til gemmebogen:

- Du skal have tak for at gøre mit første interview i lang tid så vellykket. Du har hjulpet med til, at jeg er kommet i godt humør. Nu kan jeg gå på scenen og give en fandens god koncert.

Medier

Band of Horses, 2011-pdf

Kategorier