Simon Staun
PR-foto

Sheffield-aber stjal rampelyset

Aldrig har et rockband haft så mange tilskuere, som da britiske Arctic Monkeys fredag den 27. juli spillede to numre på det olympiske stadion i London. 
 
Det er umuligt at finde et entydigt officielt tal, men i engelske medier gisnes der om en milliard tv-seere, hvilket er mere end det firdobbelte til det amerikanske Super Bowl og på højde med de mest sete VM-finaler i fodbold. 
 
Alene i Storbritannien fulgte 27 millioner tv-seere med, da de fire Sheffield-musikere præsenterede gruppens største hit "I Bet You Look Good on the Dancefloor" samt The Beatles-coveret "Come Together". 
 
Bedre reklame fås ikke for Arctic Monkeys, der stod på scenen i London til trods for, at den engelske hovedstad vrimler med internationalt hyldede bands. 
 
- Det er en kæmpe ære og virkelig fedt at få sat Sheffield på landkortet. Mange tror, at det kun er i London, Liverpool og Manchester, der fostres store bands. Men jeg kan uden betænkningstid nævne en bunke betydningsfulde bands og sangere fra Sheffield, siger trommeslageren Matt Helders og begynder at remse op: 
 
- Def Leppard, ABC, Bring Me The Horizon, Joe Cocker, The Human League, Moloko og Pulp. Der er en enorm variation i udvalget, men hvis man skal tale om en speciel Sheffield-lyd, må det være den elektroniske scene i 1980'erne. 
 
Manchester har bedre bold 
 
Hvis Matt Helders skulle placere Arctic Monkeys i et Sheffield-hierarki, ville det blive lige under Def Leppard, der solgte over 20 millioner eksemplarer alene af "Hysteria" -albummet fra 1987. 
 
- Jeg ville nu placere os ved siden af dem, indskyder guitaristen Jamie Cook tørt. 
Han mener, at de førende bands fra Sheffield på en eller anden måde altid har afløst hinanden og ikke været store på samme tid. 
 
- Jeg kan ikke rigtig kom-me i tanke om andre bands, der fylder så meget som os lige nu, uden at det skal lyde selvforherligende. Da Pulp var de helt store i midthalvfemserne, var de også eneherskere, hvis man kan bruge det ord. Om få år kan det sagtens være, vi er ude i glemslen, mens et nyt band soler sig i berømmelsen, fortæller guitaristen Jamie Cook. 
 
Han tror, at mange ofte glemmer Sheffield som musikby, fordi den er mindre end de to nærliggende storbyer Liverpool og Manchester. 
 
- Selv om den ikke er meget mindre, skal man tit lægge ører til specielt udlændinge, der spørger, om den ikke rigtig nok ligger tæt på Manchester. Måske har Sheffield heller ikke samme status, fordi den ikke har så gode fodboldhold, som man har i Manchester, gætter Jamie Cook. 
 
Går ikke op i kritik 
 
Bandet har vadet igennem ros det meste af karrieren bortset fra efter forrige udspil "Suck It and See", der fik en del drøje hug med på vejen. Efter Arctic Monkeys optræden til OL-åbningen er superlativerne dog igen fra den skuffe, hvor ord som "gennemført", "talentfuldt", "medrivende" og "topprofessionelt" gemmer sig. 
 
- Det gik helt efter planen, men vi bekymrer os faktisk ikke så meget om, hvad der skrives om os i forbindelse med koncerter eller udgivelser. Vi forsøger ikke at læse alt for mange anmeldelser, fordi vi hverken vil svælge i rosen eller blive tordnende arrige over dårlig kritik, konstaterer Matt Helders. 
 
Selv om bandet netop har optrådt live for en milliard seere, er der stadigvæk ting, der skræmmer dem. 
 
- Jeg behøver blot at tænke tilbage på sidste gang, vi var i studiet i Los Angeles. Der hang guldplader med Nirvana, Metallica og Fleetwood Mac. Altså den- gang man skulle sælge 20 millioner albummer for at få sådan en. Hvis man ikke bliver imponeret og føler sig en smule underdanig og
skræmt ved at kigge op på sådan en væg, er man jo ikke helt normal. Så vi føler os stadig helt normale, konkluderer Jamie Cook med et kækt grin.