Annika Aakjær, 2010

Annika Aakjær er noget helt særligt. Hun brænder igennem med sin pergamenthvide hud og sit flammende, røde hår. Og så siger hun præcis det, hun vil. Og undlader præcis det, hun ikke vil. For eksempel navnet på den nordjyske landsby hun kommer fra. Den gider hun ikke nævne. Selv ikke uden for citat. Punktum.

- Jeg er fra Danmark, og det burde være nok information. Vi er alligevel så ens alle sammen, uanset om vi kommer fra Nordjylland eller København. Hvis jeg var fra Texas og flyttede til Washington, kunne jeg forstå, det var interessant, smælder den 27-årige sanger og indikerer med en lille rynke i mundvigen, at der gerne må komme et nyt spørgsmål. Snart.

Måske skyldes hendes direkte facon, at hun har skullet høre på mange tilråb for sin markante tøjstil, der indebærer hvide strømpebukser med røde hjerter, en ildrød frakke, regnbuefarvede sandaler og en selvlysende, grøn Fjällräven, samt hendes farvede hår. Hun har opgivet at tælle de gange, fremmede har råbt "Pippi" efter hende på gaden eller kommenteret hendes påklædning negativt.

- Det virker indimellem som om, at folk går rundt med en fis, de ikke kan holde tilbage. Den skal bare ud. Det sidste halve år, jeg boede i Århus, fik jeg konstant bøvede tilråb. Selv på min egen gade. Blandt andet derfor flyttede jeg til København, hvor folk ikke føler sig helt så provokeret af mit udseende, fortæller Annika Aakjær.

Danskere er flokdyr

Den 27-årige fremadstormende sanger karakteriserer danskerne som flokdyr. Og skiller man sig ud fra flokken, vil den enten fordrive én eller forsøge at få afstikkeren "normaliseret".

- Man skal helst rette ind. Det starter jo allerede i børnehaven og fortsætter i folkeskolen. Først på efterskoler og i gymnasiet er det legalt og muligt at bryde rammerne, fortæller Annika Aakjær.

Hun tror ikke, det er et specielt jysk fænomen at nidstirre og glo på individer, der stikker ud.

- Jeg får jo stadig kommentarer, når jeg bevæger mig rundt i København. Men jeg vælger at tro, at det skyldes, mange flere kender mit ansigt nu. Og så er det ikke helt så slemt, konkluderer Annika Aakjær.

Hun er meget determineret i forsøget på at frigøre sig fra andres holdninger og bevare retten til at rage op. Og en af hendes helligste missioner er at få kommunikeret ud, at man ikke behøver foretage sig noget vildt revolutionært eller rebelsk for at lyse op i landskabet.

- Det kunne være at tage røde sko på i stedet for sorte. Indimellem er det alt, der skal til, understreger hun og trækker på smilebåndet.

Jo. De læste rigtigt.

Venneløs barndom

Den komplekse kvinde har altid villet noget andet. Allerede som femårig vidste hun, at hendes liv skulle dreje sig om musik og teater. Og hun var i en tidlig alder klar over, at hun aldrig ville blive en del af en bestemt gruppe eller klike i skolen.

- Man kan ikke gå igennem livet uden at knytte sig til ligesindede. For mit vedkommende skete det først, da jeg begyndte på efterskole i 10. klasse. For første gang mødte jeg nogle andre unge, der havde samme form for humor og samme passion for teater som mig. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det var mine første venner på nær en barndomsveninde, der flyttede fra min by i 2. klasse, siger Annika Aakjær.

Gymnasiekammeraterne forsvandt hurtigt, da fællesskabet ophørte. Klassekammeraterne fra folkeskolen er også fortid.

- Jeg var ellers blevet "venner" med en del på Facebook. Men så en dag anmodede den pige, der havde været mest led i skolen, om at blive ven med mig. Nej, tænkte jeg. Nu stopper det. Det blev lidt en skillevej, hvorefter jeg slettede de fleste af dem, der ikke er rigtige venner. Dem, der roser mig, når jeg står foran dem, og bagtaler mig, når jeg vender ryggen til, siger hun køligt.

En uventet gave

Fra 2. til 10. klasse strejfede hun rundt. Bevidst om, at hun var afvisende og lukket.

- Jeg var altid hård og udviste en ekstrem retfærdighedssans. Ingen skulle gøre mig ked af det. I hvert fald ikke mens de så det. Det barn savner jeg indimellem, fordi det var så skarpt og skrapt, forklarer Annika Aakjær og indikerer, at hun må have været en ilter lille størrelse som pige.

Indtil hun var 17 år, troede Annika Aakjær, at det var teateret, hun skulle spille den største rolle i. Indtil den dag en musiklærer blev blæst bagover af hendes særegne stemme.

- Det var et rent tilfælde, mit talent blev opdaget. Jeg havde altid troet, at alle kunne synge rent. Det har jeg senere erfaret ikke er tilfældet. Dengang føltes det som en underlig gave at få foræret, husker Annika Aakjær.

Gaven har bragt hende langt allerede. Men den har ikke kunnet omveksles til kolde kontanter.

- Jeg tjener ikke penge på mine turnéer endnu. Når jeg kører rundt med fuldt band, skal jeg faktisk have penge med hjemmefra. Det handler om at være ligeglad med penge, og jeg har aldrig haft et stort forbrug. Jeg har været vant til at leve af en SU, så jeg klarer mig fint. Så længe jeg ikke skal tørre eller slikke røv på nogen, er jeg tilfreds. Så det holder jeg mig selv op på, forklarer hun.

Farligt at kede sig

Annika Aakjærs sange kunne være skrevet af begge køn, mener hun selv. I hvert fald kredser hun om en tematisk kønsløshed.

- Sammenbrud og ydmygelse er det samme for både mænd og kvinder. Det er kun oppe i hovedet, der er en forskel. Det er en konstrueret virkelighed og i bund og grund hjernevask, siger Annika Aakjær.

Hun kigger frem for sig i et par sekunder uden at sige noget. Så udbryder hun pludselig, at ordet kønsrolle jo beskriver det meget godt.

- Det hedder køns-rolle, fordi en rolle ikke er virkelig. Det er noget kunstigt. Noget, man forestiller. Det er først nu, jeg tænker over det, udbryder hun en smule benovet.

Annika Aakjær spiller bestemt ikke nogen rolle. What you see -is what you get. Og det er ikke kedeligt at opholde sig i nærheden af, efter den indledende skepsis er forduftet.

- Det er dødsensfarligt at kede sig. Jeg kan jo se mange af mine jævnaldrende venner, der begynder at få børn og blive fornuftige. Jeg ser det ikke nødvendigvis som noget dårligt, for jeg vil også selv have børn engang, men der går noget panikagtig fornuft i folk, når de har den alder, jeg har. Det er nu, presset for alvor sætter ind, og den fremtid, som indtil nu har passet sig selv hengemt på en hylde, skal kigges på og støves af, siger Annika Aakjær.

Hun forsøger derfor med alle midler at bevare ufornuften lidt endnu.

- Den dag jeg køber en vindjakke, der ikke er figursyet, så skyd mig. Det er intet værre end praktisk tøj, proklamerer Annika Aakjær og bliver helt forbløffet.

- Ej, det er måske også lige groft nok.

Så har man hørt det med.

Medier

Annika Aakjær-pdf 1

Annika Aakjær-pdf 2

Kategorier