Andreas Bo, 2017

Foto: Vibeke Volder
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

- Jeg håber altid, det går galt

Fredag den 13. er en dato, mange frygter. Ikke Andreas Bo, der optager sit show "Fifti-Fifti" på Magasinet. Et show, der handler om tilfældigheder og hvor, de føres os hen i livet. Som da han som ung droppede gymnasiet, kom i lære i en tøjbutik og endte på et andet gymnasium, hvor den spirende interesse for revy fik optimale kår.

Du blev 50 år i februar. Har din humor ændret karakter, siden du blev rigtig voksen?

- Nej. Faktisk har min humor ikke ændret karakter, siden jeg gik i gymnasiet og lavede studenterrevy. Jeg elskede det, man kan kalde for ... ikke latrinær humor ... men gymnasial humor, som er meget enfoldig og ungdommelig. Det er ikke, fordi jeg er specielt sjofel i mine shows i dag, men jeg har aldrig haft noget imod at være det, hvis det fungerer. Hvis jeg selv griner af det, afleverer jeg det videre til publikum. Jeg har oplevet, at andre har forsøgt at lægge bånd på mig. Blandt andet var jeg med i en revy, hvor de ville have mig til at sige "elektrificeret massageapparat" i stedet for dildo. Jeg havde en coach på det tidspunkt, som sagde til mig, at jeg aldrig måtte gå på kompromis med min humor. Eller komme ud af trit med, hvad, jeg synes, er sjovt. Hvis jeg skal gætte mig til, hvad publikum synes er morsomt, er jeg fortabt. Mit vigtigste våben er min intuition, og jeg griner af nøjagtig de samme ting i dag som for 20 og 30 år siden. Jeg beklager, hvis det var for langt et svar?

Hvornår bliver humor for plat for dig?

- Det gør den, når det bliver ulækkert. Jeg gider ikke høre om, at nogen brækker sig ud over deres eget bræk. Det er ikke et sjovt billede. Jeg bryder mig heller ikke om, når man sparker til folk, der ligger ned. Eller gør grin med syge. Jeg kommer aldrig til at joke om aids eller cancer. Jeg kan heller ikke lide, når man går efter enkeltpersoner. Det kan være skidesjovt at gøre sig morsom på bekostning af eksempelvis frimærkesamlere, fordi de er nørder. Men det er som gruppe og ikke enkeltperson, jeg langer ud efter dem. Jeg går ikke benhårdt efter personer, som jeg synes er grimme, dumme eller tilfældigvis har sagt noget forkert.

Har du prøvet at komme til at sparke til nogen, hvor det ikke var bevidst?

- Det nærmeste, jeg kommer det, var i tv-programmet "Live fra Bremen", hvor jeg skulle lave en parodi på Rasmus Seebach. Teksten var simpelthen for hård. Jeg sang blandt andet: "Jeg er en fucking nar", og det synes jeg faktisk ikke var sjovt. Jeg havde gjort opmærksom på det inden optagelserne, men fordi det er live-tv, var der simpelthen ikke tid til at ændre teksten. Det kom til at virke misundeligt at nedgøre en mand, der har solgt hundredtusindvis af plader og har et kæmpestort publikum. Det var noget værre lort. Altså parodien. Et morsomt efterspil på den historie er, at Esben Pretzmann, som spillede guitar på nummeret, hed Leffe i sketchen. For nogen tid siden mødte jeg Rasmus Seebach, der fortalte, at hans guitarist er blevet kaldt Leffe lige siden.

Hvor mange af dem, du har parodieret, kender du privat?

- Jeg kan kun komme i tanke om Niels Olsen. Sammen med Iben Hjejle lavede jeg den berømte fiskereklame med Gunnar og Minna. Jim Lyngvild er også en rimelig god ven, selv om vi ikke mødes hver eneste uge. Men det er ret få, som jeg har en personlig relation til.

Du har parodieret mange kendte som Villy Søvndal, Jørgen Leth, Ole Thestrup og Johannes Møllehave. Hvilken reaktion møder du fra dine "ofre"?

- Jeg har nærmest ikke tal på, hvor mange gange folk har takket mig og rost mig. Jeg mærkede en dag en stok i ryggen, hvor Johannes Møllehave stoppede mig og takkede mig for min måde at skildre ham på. Jim Lyngvild var ved at brække sig af grin, da han stod for skud i "Live fra Bremen". Én af grundene til, at de ikke føler sig latterliggjort er, at mine parodier bunder i respekt og kærlighed. Derfor tror jeg, uden at det skal lyde enormt selvhøjtideligt, at de betragter det som en ære. Jeg ville gøre det samme. Tænk sig, hvis der en eller anden dag var en komiker, som lavede en parodi på mig. Jeg ville da blive stolt. At det så nok aldrig kommer til at ske, er noget helt andet. Jeg er lavet af leverpostej og har ingen særtræk. Jeg ville simpelthen ikke være sjov at parodiere.

Hvor lang tid bruger du på at perfektionere en rolle?

- Alt for kort tid. Men jeg er også blevet lidt krukket, fordi jeg ved, at jeg er dygtig. Hvis jeg ikke rammer plet nærmest på kommando, bliver parodien aldrig helt god. Mange gange har jeg kun haft en halv dag til at forberede mig på at lave Jørgen Leth eller Kurt Thybo i "Live fra Bremen". At de blev så gode, handler dog i høj grad om Lasse Rimmer, som har skrevet sketcherne. Hvis jeg var Bendtner, var han Delaney, som hele tiden spillede bolden perfekt til mig.

Er der roller, som udvikler sig over tid?

- Naturligvis. Jeg lavede min første Johannes Møllehave-parodi for 20 år siden og har løbende udvidet mit Møllehave-vokabularium. Præcis som mit Thestrup-vokabularium. Jeg ville kunne være Ole Thestrup en hel dag uden at forberede mig. Og jeg ville elske det, fordi hans ord føles godt i min mund. Jeg ville ikke kunne være Ole Henriksen eller Thomas Blachman en hel dag, fordi jeg ikke i samme grad kender alle hjørner af deres bukselommer.

Kan det passe, at der aldrig har været sure miner fra dine "ofre"?

- Aaaargh, måske en enkelt gang. Thomas Blachman fra X Factor kaldte mig en patetisk nar, der forsørgede min familie ved at lave dårlige parodier. Efterfølgende lavede Ekstra Bladet en afstemning og spurgte læserne, om min parodi på ham havde været sjov. 97 procent stemte ja og 3 procent nej. Et par uger senere hørte jeg gennem en fælles ven, at Blachman havde sagt, at jeg faktisk var ret god. Jeg tror mere, det handlede om, at han også var nødt til at spille sin rolle.

Hvis nogle alligevel skulle driste sig ud i at parodiere dig, hvem kunne det så være?

- Det kommer an på tilgangen. Der er to former for parodier: 1 til 1-versionen, som når jeg laver en Ole Thestrup. Så er der aktualitets-parodien. Eller nødparodien, som jeg kalder den. Hvor man tager en sort paryk på og snakker som Naser Khader. Den form er aldrig skidegod. Men altså ... Jeg tror sgu, at alle dygtige skuespillere lige fra Troels Lyby til Lars Rande ville kunne gøre det.

Hvem er dine forbilleder?

- Olaf Nielsen, Flemming Jensen og Tommy Kenter. Olaf Nielsen var med i en del børne-tv, hvor han eksempelvis spillede ranglet politimand. Flemming Jensens børne-tv om "Dr. femmer" elskede jeg højt. Tommy Kenter er bare gennemført morsom. Mange spørger mig, om jeg ikke skylder Dirch Passer en masse, men jeg var 13 år, da han døde i 1980, så han var ikke en inspiration som de tre, jeg nævner. Det største forbillede er dog canadiske Jim Carrey. Ingen over, ingen ved siden af og ufatteligt mange under. Han skulle have så mange tæsk, for hold nu kæft, hvor er han dygtig. Jeg kan slet ikke have det. Se en film som "Me, Myself & Irene", hvor han spiller skizofren og slås med sig selv. Det er så ubegribeligt dygtigt lavet.

Dit aktuelle show "Fifti-Fifti" handler om tilfældigheder. Og hvor de kan bringe os hen i livet. Hvilke tilfældigheder har betydet mest for dit liv og karriere?

- Hvis vi starter med karrieren, var det, da jeg droppede ud af gymnasiet og kom i lære i en tøjbutik i Haslev. Der lærte jeg noget om at styre en forretning og liberalt erhverv, som det må siges at være, når man har et firma som mit. Den anden ting var min skilsmisse, som overrumplede mig komplet. I min familie er ingen skilt. Hverken søskende, onkler, tanter, kusiner eller fætre. Det var uforståeligt i min verden. Det gav mig et helt nyt perspektiv på livet, og derfor handler showet også om, at man er nødt til at opsøge tilfældet, når man bliver skilt eller fyret. Når den ene dør lukkes, åbner der sig en anden. Det er en kliché, men en sand én.

Agerer du forskelligt på scenen på Fyn end i Nordjylland eller København?

- Grundlæggende er mit show det samme, men der er eksempelvis et ritual i Odense, hvor jeg altid skal nævne, at min mor arbejdede på biblioteket og fortælle lidt om min opvækst i Nr. Lyndelse ... Det påvirker mig også en smule sprogligt, fordi jeg er vokset op med fynsk og lige skal vise, at jeg stadig mestrer det. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg elsker den fynske dialekt højt.

Hvad er det sjoveste ord på fynsk?

- Jeg kan ikke komme på et enkelt ord. Men hvis man går ind i en butik på Fyn, møder man ofte bemærkningen: "Hva' sir' du te' de' ". Den sætning elsker jeg. Den er umulig at feje af banen med et ja eller nej, og så er der allerede etableret en dialog. Det er genialt. Jeg ville dæleme gerne vide hvilken butik, der har brugt den først.

Du favner mange dialekter. Hvilken volder dig størst problemer?

- Uden tvivl sønderjysk. Som sagt er jeg vokset op med fynsk og har boet på Sjælland, siden jeg var 10 år. Jeg er kommet i Vejle hele min barndom og kender østjysk til finderspidserne, og der er ikke så store forskelle på dialekten i Vejle, Aarhus og Randers, som der er mellem Vejle og Aabenraa. Det tyske sprog har smittet af, hvilket gør det svært for mig at mestre. Jeg skal øve det som en diktat, for jeg kan ikke bare stille mig op på scenen og sige: "Ska' I ha' noe kaff".

Hvor ofte bliver du bragt ud af fatning, når du står på scenen?

- Det sker ufatteligt sjældent. Det sker faktisk oftest, hvis jeg skal på scenen med et nummer, som ikke er optimalt. Så sker der det, at publikum tænker, at det er noget lort. Det ved jeg jo godt. Men de ved ikke, at jeg ved det. I det rum kan der godt opstå et tankespind, hvor jeg ikke kan lade være med at grine. Ellers kommer jeg oftest til at grine, hvis et ord kommer helt forkert ud. Det finurlige er, at publikum elsker, når det går galt. Det betyder på en ellen anden måde, at de får noget særligt. Noget unikt, som kun sker den aften.

Dine børn er 18 og 22 år. Kan du finde på at lægge beslag på dig selv med tanken om, at de ser dine shows?

- Nej, vi lavede en aftale for mange år siden om, at de må finde sig i, at jeg indimellem gør nogle mærkelige ting på mit arbejde. Som da jeg engang sprang nøgen op af en kalkun til en revy i Kolding. Jeg har aldrig censureret mig selv i forhold til børn, kone, kærester eller publikum. Hvis jeg synes, det er sjovt, så siger jeg det. Det må for guds skyld heller ikke ende som i Trumps USA, hvor man er så puritansk, at men fjerner ethvert bandeord og sætter en bjælke på skærmen, hvis der er et par bare patter. I mit show laver jeg i øvrigt en sketch, hvor Villy Søvndal simultantolker Trump. Meget forudsigeligt, men folk griner røven ud af bukserne.

Er du bange for at optage showet fredag den 13.?

- Nej, jeg håber virkelig, at noget går galt, og at det bliver sjovt.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Rasmus Seebach
Andreas Bo
Fifti-fifti
Vily Søvndal
Jørgen Leth
Ole Thestrup
Johannes Møllehave
Live fra Bremen
Kurt Thybo
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.