Allan Olsen, 2019

Foto: Simon Staun
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 3
Frem

Allan elsker at være sproglig anarkist

Den østjyske nordjyde Allan Olsen er kaldt én af landets bedste sangskrivere. Med udgivelsen af selvbiografien ”Laksetrappen” kan han måske tilføje titlen én af landets bedste fortællere.

Allan Olsen elsker at skrive. Bare ikke sange. Det kan man både læse og fornemme i hans anden selvbiografi "Laksetrappen", hvor den sproglige opfindsomhed når nye højder.

Allerede i et sanseligt forspil, hvor man som beskuer betragter en korntransport tabe sin last midt i et stærkt trafikeret kryds i Aarhus, træder Allan Olsen i karakter som sproglig anarkist. For kornet pølede ud af sækkene. Det strømmede, flød, væltede eller sivede ikke. Det pølede.

- Det kan godt være, at ordet "pøle" ikke er med i Dansk Retskrivningsordbog. Men der er ingen i dette land, der ikke kan forestille sig, hvad der skete. Det er som at lægge et piktogram foran folk. Hvis de ikke forstår det, er de idioter, konstaterer Allan Olsen og ryster på hovedet.

At insistere på at bruge dialekt har resulteret i en del sværdslag med forlaget i København. Korrekturlæserne har gentagne gange markeret ord med rødt og undret sig, fordi de mente, der var tale om åbenlyse fejl.

- Jeg har brugt indtil flere ord, der ikke fandtes. Men det gør de så nu. For 30 år siden anede københavnerne heller ikke, hvad træls betød, nu går de alle rundt og siger det. Hvis modtageren forstår sammenhængen, ser jeg intet problem. Hvis man ser et problem, er man en prosselrøv, siger Allan Olsen og nævner dermed et andet hjemmestrikket ord fra bogen.

Han sætter tydeligvis en ære i at agere sproglig opdagelsesrejsende og metaforalkymist. Han kalder det givtigt og underholdende at bruge ord eller skrive rim, ingen andre har brugt.

- Når jeg opfinder ord eller rimer slagtøj på Midnight Cowboy eller hoftedysplasi på dværghønseri, ved jeg med garanti, det aldrig er gjort før. Det er skønt at befinde sig ude i periferien af sproget, og derfor morer det mig gevaldigt at beskrive en mand i bogen som "et pistent drys af en fyr". Det er en anæmisk, vag, bleg og tyndhalset type, hvis man skulle være i tvivl, understreger Allan Olsen.

Sov på jorden i Rådhusparken

Vi sidder i hver vores behagelige designerstol ved baren på Radisson Blue Scandinavia Hotel i Aarhus. Den nye restaurant Raa er ved at få den sidste overhaling, hvilket betyder, at samtalen indimellem afbrydes af en lifts enerverende bippen.

Hvis man strækker hals, kan man se byens berømte rådhus og den tilhørende park, som Allan Olsen har en oplevelse i, mange formodentlig ikke er bekendt med. Da han ankom til Aarhus i 1978, tilbragte han sin første nat i parken. Ikke på en bænk. Men på den kolde jord ved siden af en bænk.

- Jeg tænkte, at hvis der var nogen, der fandt på at hakke mig op med en økse, ville jeg hellere have, at det skete på jorden end på en bænk. Jeg er ret sikker på, at bænken stadig står der. Det eneste, der er ændret i parken, er, at grisestatuen deroppe er støbt i bronze i stedet for granit, fordi fulderikker altid sparkede trynen af den, siger Allan Olsen og ler.

Hvis man holder de to biografier "Tilfældigt strejfet" og "Laksetrappen" op mod hinanden, er det tydeligt, at forfatteren Allan Olsen har ændret karakter. Men forvandlingen sker gradvist, efterhånden som man bevæger sig frem i tiden.

- "Laksetrappen" indledes med, at jeg ankommer til Aarhus med det tog, som jeg slutter med at køre i taxi hen til i Frederikshavn i "Tilfældigt strejfet". Derfor er der tale om samme sprogtone og form, siger Allan Olsen.

Selv om han har været en del af musikbranchen i 40 år, kalder han den røvhamrende kedelig at skrive om, fordi man kan læse alt i den henseende på Wikipedia.

- Min ambition med "Laksetrappen" var ikke at remse mine musikalske bedrifter op. Jeg havde et litterært formål, selv om det lyder frygteligt fint. Det drejer eksempelvis om, at bogen starter med en relativ todimensionel og simpel sprogtone, fordi det handler om dengang, jeg var en ung mand. Men så sker der det med et liv, der nu har varet i over 60 år, at det får mange flere nuancer og facetter. Den sproglige udvikling i bogen skulle gerne illustrere, hvordan jeg udvikler mig. Eller indvikler mig. Jeg har løbende holdt et vågent øje med, om lixtallet er steget. Fordi det og erfaringsmassen gerne skulle hænge sammen, siger Allan Olsen.

En svulstig type

Han medgiver, at sproget i sidste halvdel af "Laksetrappen" er lidt floromvundet og svulstigt uden at have behøvet at være det.

- Men så skyldes det formodentlig, at jeg er blevet en floromvunden og svulstig type, siger Allan Olsen og trækker på skuldrene under den uldne sweater.

I hans optik er der så mange ældre mænd, der skriver selvbiografier, at man efterhånden kan fodre grise med dem.

- Vi lever i en kultur, hvor gamle idioter, der burde sidde totalt nedslidte ved en kakkelovn og mimre, i stedet spurter rundt, som var de 40 år. Alle vil som en del af vores "se mig"-kultur fortælle om sig selv til omgivelserne. Inklusive mig selv. Men det at fortælle om sig selv er ikke spændende i sig selv. Det er måden, man gør det på, konstaterer Allan Olsen.

Han tror, at han skriver prosa på samme måde, som han skriver sange. Det er bare mere tilfredsstillende for ham at skrive prosa, fordi han snydes til at tro, at kvalitetsprocenten er tårnhøj.

- Når man skriver 50 sider, er der altid 10, der kan bruges. Når man skriver lyrik eller poesi, er det i langt højere grad et puslespil med en høj spildprocent. Jeg har sange, som jeg har kæmpet med i flere år og derefter forkastet efter halvandet vers. Der er noget galt i soklen, jeg ikke kan dechifrere, siger Allan Olsen.

Pulrer med prosaen

Han har tidligere udtalt, at han ikke bryder sig voldsomt meget om at skrive sange. Det er bare noget, der følger med, når man er musiker. Faktisk føler han det som en sur pligt at skrive sange.

- Jeg har aldrig været optaget af at skrive sange. Til gengæld sætter jeg enorm stor pris på at sysle, nørkle og pulre med prosaen. I øvrigt findes ordet pulre heller ikke … Jeg kan sidde i timevis og falde i staver over prosaen, men stadig få noget ud af den, fortæller Allan Olsen.

Det ligger godt i tråd med hans med egne ord agrare aflejring - altså hans proletarbaggrund - hvor man helst skal bestille noget fra man står op, til man går i seng.

- Det får mig til at tænke på min mor, der syede stramaj, når hun kom hjem efter en lang dag i osteforretningen, hvor hun arbejdede. Hun kunne sidde fordybet i timevis i en nærmest meditativ væren for så at komme og vise et fint billede af en mølle ved en dam, siger Allan Olsen.

Han har ikke skrevet én eneste sang i de to år, han har brugt på at skrive "Laksetrappen". Ikke så meget som en linje.

- Jeg mangler ikke sange. Jeg har de sange, jeg har brug for. Jeg har aldrig nogensinde været typen, der panisk har ledt efter en blyant og et stykke papir, fordi der kom en linje til en sang dumpende, siger Allan Olsen.

Det har været befriende for ham overhovedet ikke at skulle beskæftige sig med sangtekster, selv om det i bund og grund er hans metier.

- Hvis jeg skriver nye sange, handler det udelukkende om, at jeg ikke vil kede mig til mine koncerter. Jeg ved godt, at det måske ødelægger det romantiserede forhold nogen går og har, så hvis der ryger et par publikummere i farten, må det være sådan. Men hvis der partout skal skrives flere Allan Olsen-sange, er det nok smartest, at det er Allan Olsen, der gør det, siger Allan Olsen og smiler skælmsk.

Bruce banede vejen

Selv om "Laksetrappen" udkom for en uge siden, er bogen er allerede på vej til at blive trykt i tredje oplag. Allan Olsen er synligt tilfreds med modtagelsen. Han håber, at læserne føler sig underholdt præcis som til hans koncerter.

- At blive underholdt har mange facetter. Man kan blive rørt, glad, sørgmodig og ophidset. Alle de sindstilstande vi som mennesker rummer. Hvis mine læsere oplever hele spektret under læsningen af "Laksetrappen", er mit arbejde fuldbragt, siger Allan Olsen.

En bonus ville være, hvis de fornemmer den empati, han selv føler er præsent i bogen.

- Jeg har tit diskuteret med Johnny Madsen, hvad forskellen er på Hemingway og Steinbeck, som er min favoritforfatter. Det er netop empatien, som er unik for Steinbeck, og derfor har jeg også forsøgt at hylde de mennesker fra mit liv, som har udvist empati, siger Allan Olsen.

Når vi alligevel er i gang med at berøre kulturikoner, er det oplagt at springe på bossen, Bruce Springsteen, som med sit album "Nebraska" gav alverdens spillemænd et rygstød, som værdien af er svær at undervurdere. Da albummet udkom i 1982, var jobtitlen "akustisk folkemusiker" nærmest det værste, man kunne titulere sig som.

- Der kom caféer med fokus på tyggegummipop og individualitet i stedet for værtshuse med musik båret af akustisk guitar og folkelighed. Det var lige præcis der, jeg skulle til at slå igennem og skabe min karriere. Det var fortvivlende, husker Allan Olsen.

"Nebraska" var en modsætning til alt det, der var moderne på det tidspunkt. Men netop, fordi det var Bruce, der havde banet vejen, tænkte Allan Olsen, at det blev begyndelsen på en vending.

- Få år senere kom der en hel bølge med akustiske singersongwritere, så vi er mange, der burde sende ham et takkekort, siger Allan Olsen.

Bogen er et afsluttet kapitel

Mange af scenerne i "Laksetrappen" er så detaljerede, at man får mistanke om, at Allan Olsen har trådt over på fiktionens sti. Der tager man fejl. Når han beskriver, hvordan han sammen med en anden beboer på

Skjoldhøjkollegiet hørte Fleetwood Mac i køkkenet, mens de tilberedte kødsauce, er det præcis sådan, det foregik for 40 år siden.

- Jeg vil nødig prale, men jeg har meget let ved at bevare korrekte billeder af situationer, som udspandt sig for både 40 og 50 år siden. Til enhver situation kan jeg desuden huske, hvordan vejret og vinden var. På samme måde kan jeg huske, hvor og hvornår jeg har skrevet samtlige sange i hele min karriere. Og hvordan udsigten var. Det er indlejret dybt inde i mig, så jeg har ikke haft brug for at opfinde noget til bogen, understreger Allan Olsen.

Han fortæller, at han bliver en smule irritereret, hver gang han skal forholde sig til bogen. Fordi der konstant dukker brudstykker og glimt op fra historier, som ikke fandt plads.

- Jeg ved godt, det lyder dumt, når vi nu sidder og taler om bogen. Men hver gang, jeg skal forholde mig til den, har jeg tænkt: "Fuck mand, det skulle jeg have haft med". Det fandens er bare, at jeg ikke kan rette eller tilføje noget. Derfor er bogen også et afsluttet kapitel for mig. Jeg kommer aldrig til at læse den igen. Der er sket en transformation, hvor bogen er gået fra at være min til at være nogle andres, siger Allan Olsen.

Lusbefængte køtere

Et par kilometer stik nord for os ligger Aarhus Universitet, hvor unge Olsen slog sine folder et enkelt år på danskstudiet, inden han midt under en eksamen trak i nødbremsen. Det skete, da han skulle bruge otte timer på gennemtrævle en tekst af Trille i skriftlig tekstanalyse.

- Der tænkte jeg: "Det her, det gider jeg eddermame ikke længere". Det krævede stort mod at træde ud af flokken. I sluthalvfjerdserne var det virkelig farligt at tænke som individ. Man gik helst ikke mod strømmen, siger Allan Olsen.

Det sad også i ham, at der på gymnasiet hjemme i Frederikshavn havde været én erklæret ungkonservativ ud af 900 elever. Ham opfattede de øvrige 899 elever som handicappet.

- Vi hånede ham ikke, men vi forsøgte at hjælpe ham, fordi han sikkert var blevet slået som barn, siden han gik med slips. Så forrykt firkantet og naiv var den tid, hvis man skilte sig ud, siger Allan Olsen.

Da han forlod universitetet, gav det sig selv, at musikken, som allerede fyldte en del, skulle fylde endnu mere. Han lærte blandt andet at underholde på et værtshus i to-tre timer uden at få kastet flasker eller glas i hovedet. Men det var på hjemmebane i Frederikshavn, at han så lyset og til en vis grad fandt ud af, hvilken type entertainer han senere skulle blive kendt for at være.

Det var til en koncert på et lokalt atelier, at han gav sin første betalingskoncert. 25 kroner kostede billetterne, og scenen var en stak stablede europapaller. Publikum sad på stolerækker, og Allan Olsen havde forberedt sig grundigt og endda lavet en lille sætliste, som var skrevet på et stykke pap og placeret mellem guitarstrengene, som troubadourerne havde for vane. Men den unge Olsen havde forberedt sig for godt.

Der skete det, at klappen gik ned, fordi alt var for planlagt. Det var sådan set ikke første gang, det skete for ham, men da "Laksetrappen" er litteratur, har han samlet flere erfaringer til ét forløb.

- Jeg forsøgte at være en flinkeskoleelev, hvilket jeg aldrig har været. Alle de beskidte og lusbefængte køtere og aber fra underbevidstheden, der sprang op på låret af mig, forsøgte jeg at jage væk. Derfor var det dømt til at gå galt. Jeg fik heldigvis den åbenbaring, at jeg var nødt til at bruge køterne og aberne konstruktivt, fordi de var og er en del af mig. Når man stiller sig op på en scene helt alene foran et publikum, skal man være en bette smule sindssyg i gerningsøjeblikket, siger Allan Olsen.

Kreativitet lader sig ikke styre

Siden har Allan Olsen aldrig opereret med en fastlagt sætliste. Han vil være i stand til at navigere i nuet. Det handler både om at tro på og turde gribe øjeblikket.

- Jeg kan sagtens sidde derhjemme og beslutte at spille en sang som femte nummer. Men jeg kan jo ikke vide en skid om, hvilken sang der passer ind på et givent tidspunkt, før jeg står over for publikum. Hvordan er stemningen den pågældende aften, og hvad er det for et fælles rum, vi træder ind i? Der er mange parametre, som tilsammen afgør, hvilken sang jeg trækker frem, siger Allan Olsen.

Når så mange planlægger alt på forhånd, skyldes det i Allan Olsens optik, at vi allerede fra barnsben lærer at tænke lineært og være forberedt. Alt for forberedte.

- Vi tvinges, fra vi er bittesmå, til at indøve livet. Hvis man skal sidde i en bank eller være købmand, kan det være en fordel. Men hvis ens råstof er kreativiteten, er det uhensigtsmæssigt. For kreativitet lader sig ikke styre. Derfor skal man vælge, om man vil leve i et epicenter, hvor alting kan fucke op, eller om man skal finde en anden beskæftigelse, hvor nerverne kan følge med, konkluderer Allan Olsen.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier


Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.