Allan Olsen, 2013

Foto: Yilmaz Polat
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 4
Frem

Allan Tusindord

Den nordjyske sangskriver Allan Olsen er en mand med meget på hjerte. På sit seneste album ”Jøwt” vender han mentalt og sprogligt tilbage til sin hjemstavn yderst oppe under Jyllands nathue
 
En bredrøvet, sort Chrysler glider ind på Olaf Ryes Gade i Odense. Bag tonede vinduer og Ray-Ban-solbriller aner man Allan Olsen ved rattet. Han ruller ned og konstaterer kækt: "Nordjyder kører i rigtige biler", inden han smider monstrummet ind i en bås.
 
Han hopper ud på asfalten iført stramtsiddende læderjakke og slangeskindsstøvler, som han har fået sendt hjem fra USA. Der er stil over ham samt en rockstjerne-em af penge og succes. Sådan lugtede der ikke to kilometer uden for Frederikshavn på et mindre husmandssted, da Allan Olsen kom til verden i 1956. Der var intet toilet, så var man trængende, måtte man traske ud bag ved køerne i stalden og stille sig i kø.
 
Gården var uden strøm, vand og varme. Der var kakkelovn i stuen og brønd i gården, og Allan Olsens farfar, der døde i 1979, levede et landmandsliv, som bønder har levet i århundreder. Han pløjede til sin dødsdag med hestespand og gik i vadmelsklæder hele livet.
 
- Jeg kommer virkelig fra bondeland. Fra en egn, hvor man har 100 forskellige ord for lort, lige som man på Grønland har det for is. I Vendsyssel siger man jo stadigvæk om en langbenet kvinde, at hun har "et højt lortefald". Det stammer fra kreatursprog, hvor en ko med lange ben er god, siger Allan Olsen med et skævt smil.
 
De trange kår betød, at han og lillesøsteren delte et bette hjørne af stuen, fordi hans bror havde fået det eneste værelse. Storebroren "Bjønni" spiller en central rolle på Allan Olsens seneste udspil "Jøwt", der indledes med sangen "Hjørringvej". En fortælling, hvor Allan Olsen genoplever en køretur med sin mor lillejuleaften for to år siden. Midt i årtiets første snestorm begav de sig på vej til Hjørring Sygehus, hvor Allans to år ældre bror lå for døden. Sangen slutter et sted vest for Sindal og ikke på sygehuset, hvilket er et bevidst valg.
 
- Sangen er udsprunget af nogle dybt private omstændigheder i min familie, derfor kunne jeg ikke tage lytteren med det sidste stykke af vejen. For enden af køreturen venter en familiesamtale, jeg er nødt til at holde for mig selv, siger Allan Olsen bestemt.
 
Hans bror var én af dem, der sprang hovedkulds om bord på galejen, da stofferne kom til Danmark i slutningen af 1960'erne.
 
- Der var jo ingen, der anede, hvor farligt det var dengang. Perioden 1950 til 1970 var jo den mest bekymringsfrie i den vestlige historie, hvor alt kunne lade sig gøre. Alle fik et arbejde, og man svinede og forurenede i et væk uden at ane, hvor farligt det var. Folk havde jo olietanke, der var læk, i deres haver, fordi de ikke anede, det trængte ned i grundvandet og en dag kom ud af vandhanen, fortæller Allan Olsen.
 
Han fremhæver, hvordan man på familiefotos fra den tid ofte kunne se en husmor med et barn på armen og en smøg i hånden.
 
- Til familiefesterne var askebægrene små bjerge af Cecil, hvilket illustrerer den bekymringsfrie tid. For at vende tilbage til stofferne var der jo ingen, der var opmærksomme på, at man blev afhængig, elendig og forvitret. Men misbrugerne i Frederikshavn visnede, blev bumser og døde af det alle sammen på nær Indianer Palle. Og min bror Bjønni, der levede i 30 år på metadon og ketogan for at blive "vedligeholdt". Han tilhørte jo en marginalgruppe, som ingen interesserer sig for. Ingen har gidet undersøge, hvad sådan en medicinering resulterer i over 40 år. Men han var blevet lidt smådement og kom til at smække sig ude på sin altan på anden sal under en snestorm. Han besluttede sig for at kravle ned, og det skulle han ikke have gjort, da han var utrolig fummelfingret. Han drattede ned og brækkede næsten samtlige knogler i kroppen. Han kom sig relativt godt, men fik under indlæggelsen en jordbakterieforgiftning, der tog livet af ham, siger Allan Olsen, der glæder sig over, at han aldrig selv nåede at komme med på stof-vognen.
 
Stjal brorens hash
 
Et smil breder sig under solbrillerne. Selv om Allan Olsen indledningsvist sagde, at han ikke ville tale for meget om sin bror, kan han ikke lade være med at samle tråden op med et par anekdoter.
 
- Min bror var glad for bonsai-træer, utrolig vidende og belæst. Samt meget troende. Derfor var han usædvanligt bibelstærk, og modsat os andre lukkede han altid Jehovas Vidner og mormoner indenfor. Jo flere religiøse sekter, han kunne byde ind i stuen, jo bedre. Han inviterede dem altid tilbage, så de kunne fortsætte diskussionen om tro, fortæller Allan Olsen og ler ved tanken.
 
Allan Olsen mener, at alle mennesker har én bestemt person, som de higer efter at imponere og dupere. Tørsten efter anerkendelse og accept søgte han hos sin storebror.
 
- Alt, hvad jeg foretog mig langt op i karrieren, var for at imponere ham. Han endte også med at bifalde min musik og karriere, men der gik ret mange år. Måske fordi jeg stjal hans hash, da jeg var teenager. På sit værelse gemte han kæmpepartier, som jeg skar stykker af og solgte til svenskerne for at tjene penge til bajere. Fordi han var pacifist, kunne han jo kun være rasende på mig, så han ignorerede mig, indtil jeg flyttede hjemmefra, husker Allan Olsen.
 
Hans fornemmelse er, at der ofte et stærkere bånd mellem brødre end søstre.
 
- Jeg kan huske fra min opvækst, at jeg mange gange forsvarede min bror og pandede nogen ned, fordi min bror var fredselsker. Vi var totale modsætninger, og mens han var meget yderst begavet i skolen, var jeg fuldstændig håbløs. Men vi havde et tæt bånd, og lige inden han døde, var vi kommet godt i gang med at snakke om, hvorfor Frederikshavn egentlig blev Danmarks narkohovedstad dengang. Det har altid stået lidt uklart for mig, men desværre nåede jeg ikke at få hans forklaring, ærgrer Allan Olsen sig.
 
Takker Vendsyssel
 
I perioden, hvor broren var indlagt, tilbragte Allan Olsen langt mere tid i Vendsyssel, end han har gjort, siden han forlod byen for 35 år siden. Det resulterede i en genforelskelse i "modersmålet".
 
- Noget af det fantastiske ved dialekten i Nordjylland er jo kønnene. Hvis man går på stranden og ser et menneske på lang afstand, siger man: "Der kommer jet gående". Når man så kan se, om det er en mand eller en kvinde, ændrer man det til "je", hvis det er en mand, eller "jen", hvis det er en kvinde. Til gengæld er en hund altid hankøn, uanset om det er en hunhund. Så man kan sagtens høre folk snakke om, at "huj haj har fåt' hvalp" eller "huj haj hedder Sussi". Når jeg er hjemme hos mine forældre, gennemgår min mor og jeg stadig, hvilket køn forskellige insekter har. Myrer, hvepse og bier er hankøn. Sommerfugle er hunkøn. Jeg har fundet ud af, at alle de onde, der kan stikke eller ødelægge, er hankøn, fortæller Allan Olsen.
 
På "Jøwt" er fire af sangene ren dialekt. At det overhovedet endte sådan, var ikke planlagt.
 
- Da vi var kommet ind i det helvedesår, hvor min bror døde, var jeg helt konkret meget hos min familie i Vendsyssel, hvilket påvirkede mig mentalt. Jeg traf ikke nogen beslutning om at skrive på dialekt, min fysiske tilstedeværelse deroppe kaldte bare på et grundstof, som min hovedstol er lavet af. Mit udspring og min herkomst. Så selv om det er meget upopulært at skilte med sit ophav, besluttede jeg mig for, at jeg havde den rette alder til at gøre det. Hvis man tager fra Medina, at hun er fra Aabyhøj, eller at Mads Langer er fra Skive, hvad er der så tilbage andet end en tom skal med en falsk historie? Det er i mine øjne en forbrydelse, man ikke må begå. Det kan jo invalidere mennesker, raser Allan Olsen.
 
Han erkender, at han har begået samme løgn som Medina og Mads Langers pladeselskaber ved tidligt i sin karriere at være meget bevidst om, at han ikke blev noget ved musikken, hvis han var en gemen bonderøv.
 
- Det går ikke. Danmark er så lille et sprogområde, at hvis man kun er stor fra Skagen til Gudenåen, kan man ikke leve af det. Jeg var tidligt klar over, at jeg også skulle fange dem i hovedstaden, hvis jeg skulle leve af musikken. I en meget lang periode nedtonede jeg derfor det jyske og gik i noget andet tøj, end jeg ellers ville have gjort. Derfor slog det mig hjemme i Vendsyssel, at nu var jeg rig nok og gammel nok til at vedkende mig min hjemstavn. Og takke den. Det, man ofte glemmer undervejs i livet, er, at man kun er det, man kommer fra. Man formes som menneske fra fødsel og til, man bliver 18-20 år. Så tror man, at man er skabt til noget større og forlader andegården, hvilket er ren H.C. Andersen, konstaterer Allan Olsen og rækker armene ud for at favne solskinnet i Odense midtby.
 
Et skævt land
 
Selv efter en karriere på knap 40 år er eksil-vendelboen ikke vild med at skrive sange. Det er trælsomt, lektielignende arbejde.
 
- Jeg er bange for papir og computere med tomme ark. På samme måde som jeg frygter biblioteker med alle deres kommaer og bogstaver. Derfor er det ofte en forfærdelig proces at skrive sange, fordi jeg har i baghovedet, at hvis dét fucker op, har jeg intet andet tilbage. Så kan jeg ikke bruges til noget som helst fornuftigt. Men med disse sange gik det så hurtigt og smertefrit, at jeg næsten har glemt, jeg skrev dem. Men et eller andet sted undervejs besluttede jeg, at jeg ville forfølge dialekten, når jeg nu er så privilegeret at være født med en. Desuden fandt jeg ud af, at det er pisselet at synge på vendelbomål, der lyder mere som svensk og engelsk end rigdansk. Dansk bonerthed har desværre forhindret mange i at synge på dialekt, fordi de har frygtet at virke provinsielle. Og der er ikke noget mere provinsielt end et folk, der ikke tør vedstå, at det virkelig er provinsielt, konkluderer Allan Olsen, mens han sipper til en medbragt te fra en rød metaldåse.
 
Han har efterhånden fået talt sig lige så varm som den dampende te, og da han spørger, om han må forklare årsagen til den provinsielle tankegang i Danmark, er det svært at modstå.
 
- Det er faktisk meget simpelt. For 400 år siden var vi et storrige. Så tabte vi Norge, den vigtigste del af Sverige og Nordtyskland. Da burde nogen have klappet kongen på skulderen og fortalt ham, at kineserne for 5000 år siden fandt ud af, at man skal regere sit land fra midten. Han skulle være taget til trekantsområdet, men allerede dengang var bourgeoisiet og kongehuset så sammenspist, at man ikke flyttede. Jeg har rejst i hele verden, og i intet land har man placeret hovedstaden så fjerntliggende i det yderste hjørne af den yderste ø - hvis man ser bort fra Bornholm. Det har betydet, at vi har fået så skævt et land, at der opstår myter, sagn og dialekter i den anden ende af landet. Mentalt er der meget længere mellem Thyborøn og København, end der er mellem New York og New Orleans. Der er kun 400 kilometer mellem Vestjylland og hovedstaden, men der bor to forskellige racer mennesker, der taler vidt forskellige sprog, konstaterer Allan Olsen.
 
Et magnetisk sort hul
 
Hans gode, nordjyske ven Niels Hausgaard er skyld i, at hver gang en sanger nærmer sig noget dialekt, ender vedkommende med at blive suget ind i et enormt magnetisk sort hul.
 
- Selv om det er 30 år siden, han droppede dialekten, er det stadig ham, man holdes op imod. Det har vi moret os meget over. Niels advarede mig faktisk mod at skrive på dialekt, da han mente, ingen taler sådan længere. Men det skal jeg da lige love for ikke passer. Nu har jeg spillet 30 koncerter i Vendsyssel på alt fra små kroer til forsamlingshuse. Selv de unge har gemt dialekten lige bag ved tungen. Hold kæft mand, hvor er der stadig dialekt. Forskellen fra sogn til sogn er enorm. Tag eksempelvis ordet "trork", som på østkysten betyder en overvægtig kvinde, der er irriterende, lugter dårligt og er en smule ubegavet. På vestkysten er ordet overbærende og faktisk en smule positivt, da det beskriver en sød, men en smule dum kvinde. Derfor gælder det som på alle andre sprog om, at man skal kende modtageren. Ordene betyder det, man ved, modtageren lægger i dem, opsummerer Allan Olsen med den belægsretorik, som blandt andet hersker i Dalton-trioens diskussionsklub.
 
På fortolkningen af "Hjemstavn", som Niels Hausgaard skrev i 1970'erne, slutter en gæsteoptrædende Hausgaard spydigt med at spørge Allan Olsen, om: "han ikke er flyttet væk - og om det ikke var fint nok?"
 
- Jeg har jo ikke boet i Vendsyssel i 35 år, så når han spørger mig hvorfor, viser det også en side af de forladte yderområder. Det er jo lidt som, hvis man holder fest, og en gæst smutter efter 10 minutter. Man bliver pissesur og anser vedkommende for at være en idiot. Var det ikke fint nok? Det er præcis den mekanisme, der gælder, når mennesker forlader deres hjemstavn, uanset hvor den måtte ligge. Jeg har næsegrus beundring over for de af mine gamle venner, der havde modet til ikke bare at smutte. Måske gennemskuede de noget som 20-årige, som jeg ikke gjorde. Jeg har nu boet 30 år i Aarhus uden at falde til, fordi vi mænd bor der, hvor vores kvinder beslutter. Aalborg var meget mere min by med Jomfru Ane Gade, der er proppet med tant og fjas og fulde mennesker, der vil kneppe eller slås. Det dna er aldrig dårligt for en by. Hvis Aarhus er Edinburgh, er Aalborg Glasgow. Dér, hvor man bander og slynger om sig med eder og forbandelser, så det er en sand fornøjelse, siger Allan Olsen.
 
De første to uger, han boede i Aalborg, gik han rundt med en blok i hånden og skrev udtryk ned som: "at lukke mundlort ud". Det ene saftige og mere fantastiske udtryk efter det andet. Den forkærlighed hænger uløseligt sammen med, at han på "Jøwt" favoriserer Nordjylland og Vendsyssel på en lidt unuanceret måde. Men han er kold som en brøndgravers røv.
 
- Jeg må skrive lige hvad fanden, der passer mig. Som jeg også understreger i den polemiske sang "De fine kommer sjældent fra Fresse", så er det min sang, mit papir og min blyant. Måske hylder jeg min hjemstavn på en forløjet baggrund, men det er jo min sandhed. Normalt handler popsange ikke om noget så helst, så når jeg nu alligevel skulle have besværet med at skrive dem, kunne de jo lige så godt handle om noget vigtigt. Det undrer mig, at politikere kan slippe af sted med at sige de mest horrible ting fra en talerstol, men hvis en musiker synger det, kan man nærmest få en injuriesag på halsen. Men jeg er nødt til at være fandenivoldsk og nævne navne, når jeg synger om dengang, Marianne Jelved kørte hele vejen fra Christi ansborg til Frederikshavn for at stoppe motorvejsarbejdet. Det kunne hun ikke, Så i stedet stoppede hun det toldfrie salg på færgerne fra Norge og Sverige. Byen havde lige mistet begge de store værfter, og jernstøberiet var truet af lukning. Bunden var ved at falde ud af byen, og Marianne gjorde kun ondt værre, så hun fortjente at blive nævnt, siger Allan Olsen bistert.
 
Stigmatiserede nordjyder
 
Vendelboerne har stået i kø for at købe albummet. 10.000 eksemplarer er solgt nordenfjords hos de lokale Spar-købmænd. Det glæder Allan Olsen, at vendelboerne for en gangs skyld har fået noget først.
 
- Det er jo altid københavnerne, der tilgodeses. Så jeg besluttede mig for, at de ikke kunne købe mit album. Medmindre de tog turen til Vendsyssel og dermed gjorde en aktiv indsats, siger Allan Olsen, der gennem den efterfølgende turné er blevet overrasket over, hvor bitre mange nordjyder er over at være glemt. Nordjyderne bliver jo nærmest diagnosticeret og italesat af central-Danmark, Djøf-Danmark og medie-Danmark. De bliver stigmatiserede og er slet ikke så ligeglade, som jeg troede. Jeg kan se til mine koncerter, at der denne gang kommer et andet publikum, der har rod i dialekt-Vendsyssel og de små samfund. Fra de landsbyer, hvor nogen har besluttet at jævne huse med jorden uden at spørge om lov. Danmark er blevet et vurderingssamfund og et helvede af centraliseret meningsdannelse. Det modsatte af det Danmark, jeg blev født ind i, siger Allan Olsen.
 
Ringen i interviewet er sluttet. Allan Olsen skal have sig en tiltrængt smøg og når lige at indskyde, at han først begyndte at ryge som 33-årig, men allerede efter tre dage var oppe på to pakker om dagen.
Hele vejen ud til bilen snakker han om de forfærdelige kørselsforhold i Odense og Danmarks mest forvirrende trafiktavle i Svendborg. Han kaster sig ind på forsædet i Chrysleren, smider nøglen i låsen, gasser op og glider ud på Vindegade. For første gang i tre timer er der helt stille på Olaf Ryes Gade.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Niels Hausgaard
Allan Olsen
Jøwt
Vendsyssel
Frederikshavn
Hjørringvej
Marianne Jelved
Hjemstavn
Dalton
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.