Simon Staun
Foto: Carsten Bundgaard

Sensitiv superstjerne

Alex Poul Riel er et unikum af mange grunde. Den mest oplagte er hans utrolige talent. Den anden er, at han er den eneste jazztrommeslager i verden, der er uddannet damefrisør.

Det er svært at forholde sig til, at han har forfinet sit talent for at klippe og vaske hår samtidig med, at han gik fra at være et stortalent til en eftertragtet stjerne, der optrådte med jazzlegenderne Bill Evans, Ben Webster og Dexter Gordon.

Alex Riel voksede op i et hjem, hvor der gemte sig stakkevis af 78'er-plader med Duke Ellington og Fats Waller. Alligevel lå det i kortene, at han skulle være damefrisør og ikke musiker.

- Min far var damefrisør, og derfor skulle jeg naturligvis også være det. Han var ellers selv glad for at sidde og tromme på bordet eller en telefonbog ude i salonens køkken, fortæller Alex Riel og begynder at slå hurtige rytmer på bordkanten på caféen skråt over for Jazzhus Montmartre, hvor karrieren begyndte for 50 år siden.

Alex Riels far måtte ikke spille trommer, da han kom fra et hjem med fem drenge og kun plads til kæft, trit og retning. Lige så striks var Alex' far ikke, selv om der var trange kår under krigen.

- Selv om jeg var lille, kan jeg huske, at der kun var råd til vandgrød om fredagen. Jeg mindes også, at min far havde lavet en tromme af en tom kagedåse til mig, som jeg kunne gå med i en snor rundt om halsen. Jeg stod nede ved sporvognen og lavede fanfare, når han kom hjem fra arbejde. Jeg ser det for mig lige så tydeligt, siger Alex Riel og får blanke øjne for første gang under interviewet.

Jørgen Ryg gjorde udslaget

Fascinationen for at tæmme trommer tog til i styrke. Men der var ikke noget at gøre. Alex Riel måtte lettere modvilligt i lære som damefrisør. Fire år med curlere, krøller og vandondulation.

- Dengang gjorde man, som far og mor sagde! Jeg ved godt, de ikke gjorde det for at genere mig. Efter to år var jeg dog klar over, det ikke gik i længden. Jeg var inde at se en film om trommeslageren Gene Krupa, hvor jeg tudbrølede. Gud, hvor jeg tudede. Jeg spildte jo min tid. Jeg skulle være trommeslager, og der var ikke en skid at gøre, fortæller Alex Riel.

Alligevel færdiggjorde han to år senere uddannelsen som damefrisør og bestod tilmed "med ros". Derefter sagde hans far til ham, at hvis han kunne bevise, han var en bedre trommeslager end damefrisør, måtte han blive musiker.

En aften var faren inde at høre Alex Riel deltage i en jamsession på én af Københavns mange jazzklubber. Efter koncerten kom skuespilleren Jørgen Ryg over til bordet og sagde til Riel senior:

- Er det din knægt? Sørg for, at han bliver ved med at spille trommer. Han er skidegod!
Det hjalp på farens tvivl, og derefter var det lettere for den unge Alex Riel at fokusere på musikken.

- Jeg nåede ikke at bruge min frisøruddannelse til særlig meget. Men det har lært mig at møde til tiden uanset, hvor i verden jeg skal spille. Det er ikke alle musikere, der kan det. Derudover kan jeg give en helt ubeskrivelig ansigtsmassage og vaske hår, så englene synger. Selv damer med sminke får ikke en dråbe vand i ansigtet, understreger Alex Riel og ler.

Græd hos mor og far

Mens han var i lære, spillede han i Cirkusrevyen, hvor Preben Neergaard, Buster Larsen, Christian Arhoff og Max Hansen stod på scenen. En damefrisør havde først fri klokken 20 om fredagen, hvilket betød, at Alex Riel havde en kammerat ventende uden for salonen i en bil, så han i huj og hast kunne drøne gennem København og nå frem i tide.

- Jeg fik lov at gå lidt før, og min chauffør vidste lige, hvor man kunne køre gennem ensrettede gader og spare lidt tid. Han kørte som død og helvede og satte mig af lige bag ved teltet, så jeg kunne smutte ind under teltdugen og direkte ind bag trommesættet. Publikum så overraskede ud, når jeg pludselig sad dér, og vi gik i gang med at spille præcis kl. 20. Sådan gjorde vi hver fredag aften i to sæsoner, fortæller Alex Riel og bliver helt forpustet ved tanken.

Inden han begyndte at spille fast på Montmartre, havde han en kort og knap så glorværdig karriere ved militæret.

- Jeg fik seneskedehindebetændelse og sprang begge mine trommehinder på grund af kulde. Det sidste gjorde ufatteligt ondt, og jeg lå hjemme hos min far og mor og græd, selv om jeg skulle være taget på militærhospital. Sikke en ballade, konstaterer Alex Riel og himler med de lyseblå øjne.

Skulle lyde som Ringo Starr

Den unge jazzmusiker havde masser at kæmpe med rent musikalsk de første år. Han orkede ikke at diske op med det, folk kendte i forvejen. Han ville eksperimentere og var kronisk nysgerrig.

- Jeg behøvede ikke et stempel som "moderne" og være "med på noderne". Jeg kunne spille nogle meget svære figurer, som mange mente ødelagde for meget. Især hvis der var tale om swingjazz, var den helt gal, fortæller Alex Riel, der efter to år som husmusiker på Montmartre stablede et nyt band på benene sammen med brødrene Thomas og Anders Koppel for at få noget luftforandring.

Planen var, at de skulle kaste sig over en ny form for rocket eksperimentalmusik.

- Jeg var blevet dødtræt af jazz og hele miljøet med stoffer og druk. Der skulle ske noget nyt, og Koppel-brødrene havde 20 originale sange klar, som blot skulle indspilles. Det kunne man tjene rigtig gode penge på, tænkte Alex Riel.

I det nye band skulle han spille "beat", der bestod af helt andre og langt mere simple rytmer, end han var flasket op med i jazz. For ham føltes det som at gøre næsten ingenting, hvilket gav ham lyst til at lege mere og få noget rutine inden for en genre, han ikke kendte meget til.

- Vi skulle bare lige finde en ny forsanger, da Lone Koppel ikke havde tid alligevel. Jeg tog ud og så en ung pige, der hed Annisette fra bandet Dandy Swingers. Da hun sang "River Deep, Mountain High" fik jeg et chok. Hold da kæft, det var simpelthen fremragende. Hende skulle vi have fat i, men hun ville ikke til at begynde med. Først da hun fik Jens Rugsted og Flemming Ostermann med, gav hun sig, forklarer Alex Riel.

The Savage Rose øvede et helt år, inden gruppens første selvbetitlede album udkom i 1968. Bassisten Jens Rugsted var ikke helt tilfreds med Alex Riels spil, der var for eksperimenterende og ustruktureret.

- Hvis det ikke lød som Ringo Starr, var det ikke i orden med Jens. Men jeg er jo slet ikke sådan en type trommeslager. Jeg mindede mere om Mitch Mitchell, der spillede med Jimi Hendrix. Han var også oprindelig jazztrommeslager, fortæller Alex Riel.

Fik nok af politik

I sommer gav Alex Riel en koncert i Liseleje, som Jens Rugsted overhørte. Efterfølgende roste han for første gang Riel for hans måde at spille på og nævnte netop Mitchell som reference.

- Jeg havde kun set Jens en enkelt gang eller to, siden vi spillede sammen i The Savage Rose for 40 år siden. Vi græd begge som pisket, da vi mødte hinanden. Det var fandeme hyggeligt, sukker Alex Riel og tørrer øjnene.

Jens Rugsted kunne huske alle hans karakteristiske lyde, alle hans narrestreger og de ting, han gik og sagde dengang.

- Det var næsten min barndom, der kom væltende ind over mig. Derfor berører det mig så meget at tale om stadigvæk, forklarer Alex Riel og trækker vejret ekstra dybt.

Den 71-årige musiker nåede at medvirke på de første syv The Savage Rose-udgivelser og var med til at skabe dansk rocks dengang største succes i udlandet og sikre gruppen en plads i den danske kulturkanon. Da gruppen i begyndelsen af 1970'erne blev ekstremt politisk, gad han ikke mere. Han blev ikke uvenner med medlemmerne i The Savage Rose efter bruddet, og han har holdt kontakten ved lige.

- Det er nogle fantastiske mennesker. Thomas Koppel havde en helt speciel form for humor, som jeg elskede. Da jeg stoppede, opgav jeg samtidig min bil, sanganlæg og hvad der ellers var. Jeg gik virkelig ned i indtægt, hold da kæft. Men den politiske drejning kunne jeg ikke klare. Jeg fik simpelthen nok af alt deres lort, udbryder Alex Riel og holder sig for munden, som en lille dreng der har bandet ved middagsbordet.

Efter æraen med The Savage Rose fortsatte Alex Riel karrieren med en ung dansk sangskriver, der hed Sebastian.

- Jeg havde mødt ham under arbejdet med musicalen "Jesus Christ Superstar", hvor han kravlede rundt i en sæk på scenen. En dag kom han hen og spurgte, om jeg ikke vil være sød at medvirke på en plade, han skulle i gang med. Mit første spørgsmål var: "Er den politisk? For så kommer jeg ikke ...", siger Alex Riel og ler højt.

Fuld med Sebastian

Albummet han medvirkede på, var Sebastians danske debut "Den store flugt" med numre som "Når lyset bryder frem", "Hvis du tror du er noget" og "Rose". Endnu et album, der sikrede artisten hæder og indlemmelse i den danske kulturkanon præcis som The Savage Rose.

Efterfølgeren hed "Over himlen under havet". Et album, som ingen af uransagelige årsager ville kendes ved. Alex Riel overvejede, om han skulle smide penge i projektet. Det gjorde han ikke. Desværre.

- Der var nogle andre, der tog chancen og tjente kassen. Hold fast, det solgte godt, det album. Jeg fik kun tariffen og gik glip af en formue. Den fejl begik vi ikke igen, fortæller Alex Riel.
Han boede også dengang i Liseleje, mens Knud "Sebastian" Christensen levede tæt på ham uden for Hundested. De mødtes tit hos Sebastian, og især om vinteren tilbragte de mange aftener og nætter sammen.

- Vi blev tit skidefulde, så jeg måtte sove på sofaen. Vi var begge to alene på det tidspunkt, derfor kunne vi sidde og spille hele natten. Jeg har siddet og hørt ham fremføre skitserne til alle hans store sange fra den periode. Det var sgu hyggeligt, konstaterer Alex Riel.

Der sidder sandsynligvis læsere, der ikke ved, at Alex Riel har spillet en markant rolle i The Savage Roses og Sebastians musik. En lang række sange, der vil bliver lyttet til, analyseret og nydt om hundrede år, bærer Alex Riels tydelige signatur. Det generer dog ikke den i jazzsammenhænge verdensberømte trommeslager, at han ikke fremhæves eller tildeles tilstrækkelig hæder for sine bidrag.

- Jeg har aldrig spillet musik for opmærksomhedens skyld. Og nej, jeg har egentlig aldrig tænkt over, om jeg fik nok kredit for min medvirken i The Savage Rose. Faktisk var det sådan, at jeg i mange år efter helst ville være fri for at blive mindet om det. Hver eneste gang det skulle handle om jazz - bing! - så kom det til at handle om The Savage Rose eller Sebastian. I dag gør det ikke noget, og jeg har faktisk spillet sammen med Annisette for nylig. Hun synger lige så fantastisk som dengang, roser Alex Riel.

Unge mangler vildskab

Alex Riel var yderst aktiv under guldalderen inden for dansk jazz i 1960'erne. En periode, hvor mange amerikanske musikere søgte tilflugt i de liberale nordiske lande. Et helle, hvor de kunne leve et udsvævende liv med damer, sprut og stoffer uden at risikere samme konsekvenser som i USA.

- Der kom mange musikere med en spritdom eller et misbrugsproblem til Danmark. Dem så ingen skævt til i 1960'ernes København. Jeg spillede ofte med Dexter Gordon, og jeg husker en tidlig morgen efter en sen koncert, hvor vi gik gennem byen og så en ung, storbarmet pige, der delte mælkeflasker ud. Kun iført en T-shirt. Han stod målløs og gloede. Han kunne slet ikke begribe, man kunne gå sådan rundt uden at blive voldtaget. Sådan var København dengang, fortæller Alex Riel.

Han nåede at optræde sammen med en lang række af de største kanoner på Montmartre. Derudover fik Alex Riel overrakt prisen som årets jazznavn i 1965 af selveste Duke Ellington.

- Vi er en lang række danske musikere, der blev enormt inspirerede af amerikanerne. Noget af det, vi lærte af dem, var at være fuldstændig til stede i musikken og mene det, vi gjorde. Det synes jeg, er noget af det vigtigste at få formidlet til de unge jazzmusikere i dag: At de ikke må sidde og sove på scenen. De skal blive tændt af det, de hører og det, de skaber i fællesskab. Så er det, det kan ende med at blive magi.