Simon Staun
Foto: Morten Groth Schärfe

Vild, vildere, Volbeat

Det er umuligt at være i tvivl om, hvorvidt Volbeat har forbedret gruppens egenskaber på en scene, siden den sidste optrådte i Odenses akustiske katastrofe i Idrætshallen. Alt er større og bedre denne gang. Scenen er så bred, at nævnte idrætshal er to meter for smal.

Lydniveauet er på samme ekstreme antal decibel som legendariske Motörhead, der banker ud af højttalerne, inden Volbeat går på. Men lyden er relativ klar og ikke nær så mudret som tidligere. Den uundværlige dobbelte stortromme føles ind imellem som et decideret, fysisk overgreb. Men af den slags man ikke vil være foruden.

Sidst men ikke mindst er setlisten blevet hørbart mere nuanceret, især efter de hårdeste numre fra seneste album "Beyond Hell/Above Heaven" er blevet lykkeligt integreret. Det giver dynamik og afveksling i et musikalsk udtryk, der stadig har en tendens til at blive for ensformig og endimensional. Men netop på grund af nye numre som "16 Dollars", "7 Shots", "Evelyn" og "Who They Are" når man aldrig at kede sig, hvilket jeg må indrømme skete på forrige turné.

Hvis Volbeat bød på samme engagement og gejst til forrige koncert i København, er det et mysterium, hvordan Thomas Treo fra Ekstra Bladet kunne nøjes med tre stjerner.

Takkesang var et fejlskud

Men at Michael Poulsen bruger så meget energi og så mange kommentarer på en i hans øjne uretfærdig anmeldelse, er dårlig stil. Uanset hvor sjove kommentarer som: "Hvis I møder Treo, vil I så ikke give ham samme behandling som i et fængsel?" end måtte være, falder de tilbage på frontmanden, der kommer til at fremstå som en musiker, der ikke tåler kritik uanset smilet. Der vil uvilkårligt komme kritik, når man i to timer stiller sig op midt i stroboskoplyset foran 5000 mennesker med vidt forskellige aldre, musikalske præferencer og personlige baggrunde.

Ringeste nummer og største fejlskud på en næsten fejlfri aften i Arena Fyn er takkenummeret "Thanks", hvor Volbeat inviterer 10 fans med på scenen. Det er med til at spolere et i forvejen underligt ustruktureret nummer, der slet ikke har samme charme og glimt i øjet som den mere motiverende og medrivende Kessler-tribute "A Warriors Call".

I København havde Kessler været på scenen, Odense måtte "nøjes" med Johan Olsen fra Magtens Korridorer, der endnu engang gav sit skrigende besyv med på "Garden's Tale", der er en blandt en håndfuld af de bedst spillede numre, der injicerer eufori direkte i venerne på publikum.

Jeg er ikke personligt til alt for meget tivolisering, og det er meget tæt på, at en nøgen støvsugende mand og engalning i sumobryder-dragt på scenen trækker en stjerne ned. Men det ville ikke være fair med fire stjerner, da Volbeat i den grad har løftet sig musikalsk og showmæssigt de seneste to år.

Man kan diskutere, hvorvidt Volbeat har baseret sin succesformel på en del lånte riffs, leflen for laveste fællesnævner og et mere og mere evident talent for masseforførelse. Men man kan ikke diskutere, hvorvidt det virker efter hensigten. Der vil koret af 5000 forførte ganske enkelt overdøve enhver udtalt tvivl.