Simon Staun
Foto: Jens Wognsen

Sexstjernet forførelse

At være anmelder kan være verdens letteste job, når man som i dag kun skal vende spanden med superlativer ud over tastaturet og sætte dem sammen, så de giver mening. I to år har jeg ærgret mig over, at Tom Jones "kun" fik fem stjerner efter en glohed optræden i Den Fynske Landsby i 2012.


Heldigvis havde den nu 74-årige sanger besluttet sig for, at det fynske publikum ikke blot skulle trakteres med et show af samme kaliber. Tilskuerne skulle efterlades med en fornemmelse af, at det, de var vidne til, var decideret naturstridigt.

Glem alt om Cohen, Dylan, Sting og hvilke internationale topnavne, der har fyldt Kongens Have, Engen og netop Den Fynske Landsby. Om de så fik herfra og til evigheden, ville de ikke matche det vokale format og den uforlignelige evne til at gribe publikum, som Tom Jones har dyrket i mere end 50 år og forfinet ikke mindst under sit lange ophold i Las Vegas. Jeg tror, man er nødt til at ændre gradbøjningen af ordet professionel, så det fremover hedder: "Professionel, mere professionel, Tom Jones".

I et interview med avisen før forrige koncert fortalte han, hvordan han forsøger at leve sig helt ind i hver eneste sang. Hver eneste aften. Det kan lyde som en kliché, men faktum er, at Tom Jones synger evergreens som "Green Green Grass of Home" og "Never Fall In Love Again" med en respektindgydende indlevelse og et uhørt nærvær. Som var det allerførste gang, han sang dem foran et publikum. Den autenticitet er ubetalelig.

Buldrende flammehav

Præcis som sidste gang indledes koncerten med "Burning Hell", der udstak en ny kurs for Tom Jones' karriere i 2010 med værket "Praise and Blaime". Et album, hvorpå han dykker ned i spiritualismen og svøber sig i gospel og djævleuddrivende blues. Det er nærmest kun Johnny Cash, der i samme grad har redefineret sig selv i så høj en alder. Men mens Cash sang sig ned i graven, brøler Tom Jones sig modsat op af den med en vitalitet, livskraft og brutalitet, der er uden sidestykke.

Vokalen i "Burning Hell" starter som en sagte knitren og ender som et buldrende flammehav, hvor en dæmonisk veloplagt Tom Jones indikerer, at han sammen med det ni mand store band har tænkt sig at brænde Den Fynske Landsby ned til grunden.

Setlisten er et kløgtigt sammensurium af klassikere, de bedste sange fra de senere udgivelser og en håndfuld nye sange, der udkommer til efteråret. Deriblandt Lonnie Johnsons "Tomorrow Night". En vemodig countryblues-sang, der passer perfekt til en dybblå augusthimmel og indikerer, at der er et country-funderet album i vente.

Smæk på guitaren

Tom Jones har gennem karrieren arbejdet sammen med gud og hvermand. Den musikalske flirt med Jack White udmøntede sig blandt andet i sangen "Evil", der er en nyfortolkning af et ældgammelt Howlin' Wolf-nummer. Man kan tydeligt høre Jack Whites betydning for guitarlyden, og guitarist Robbie McIntosh viser igen, hvorfor han er omdrejningspunkt i det fortræffelige ensemble. Der er så meget smæk på guitaren, at jeg er nødt til at læne mig op af sidemanden for ikke at styrte omkuld.

I det hele taget er bandet blandt de bedste, hvis ikke dét bedste, jeg har hørt i Den Fynske Landsby. Konstant overrasker musikerne med deres valg af instrumenter, som da "Delilah" indledes med harmonika og følges op med spændstige mariachi-trompetfanfarer. "It's Not Unusual" er en usædvanlig rytmisk legestue, hvor bassist og trommeslager tager teten, mens blæsergruppen rasler, tikker og banker på alt inden for rækkevidde. Alle får plads til at vise talentet frem, og modsat koncerten med Robert Plant i juni har de mange uventede indslag kun positiv påvirkning på sangene og stemningen blandt publikum.

Overjordisk koncert

Hvis min kone forlod mig til fordel for en mand på 74, ville jeg være målløs og skamfuld. Medmindre det var Tom Jones. Han har stadigvæk en karisma, der kan tø isbjerge op. Samt et blik, der kan stirre dækkene af en Fiat Punto. Det sexede glimt i øjet skal man ikke underkende, for potens er muligvis én af årsagerne til, at man kan levere sådan et show, når der står 1940 på dåbsattesten.

Hvis Tom Jones vælger at lave tre på stribe i Den Fynske Landsby, skal jeg helt sikkert derud igen. Selv om alderen på et eller andet tidspunkt må gøre et indhug i hans vokale styrke. Men som han selv proklamerer på det religiøse gospel-ekstranummer "Strange Things", sker der indimellem mere mellem himmel og jord, end vi dødelige begriber. Som denne koncert. Det var overjordisk suverænt og himmelsk herligt.