Simon Staun
PR-foto

Helvedes himmelsk

Det sjaskede ned hele søndag i Skanderborg. Men om det så havde været regndråber på størrelse med vandmeloner, havde jeg ikke rykket mig en tomme. For det, walisiske Tom Jones leverede med sit bragende velspillende band, var med et engelsk udtryk "by far" årets bedste koncert.

Allerede fra første nummer, John Lee Hooker-coveret "Burning Hell" fra Tom Jones' seneste udgivelse "Praise & Blame", var jeg ved at falde bagover. Den røst. Den styrke. Den teknik. Han sang naturstridigt endnu bedre end i Horsens til den seneste koncert, jeg overværede med ham.

Omkvædet "There ain't no heaven, there ain't no hell" er en direkte løgn. For mens Ozzy Osbourne var undskyld udtrykket - helvedes elendig - så var Tom Jones tilsvarende helvedes himmelsk.

At tænke tilbage på den håbløse vokal, Ozzy Osbourne på sølle 62 år diskede op med, får blot 71-årige Jones' mægtige vokal til at fremstå endnu mere bemærkelsesværdig og overvældende. Og så får den lov at boltre sig i en lang række hamrende vidunderlige sange, der strækker sig hele vejen fra debuten i 1964 til de store sluthalvfemserhits fra "Reload", der atter gjorde Jones til allemandseje.

Ikke en eneste minus

Personligt var det hårrejsende smukt at høre Tom Jones' første single "Chills & Fever". Et nummer, der indikerede begyndelsen på en respektaftvingende karriere.

Tom Jones berettede også om de år, hvor han optrådte sammen med Elvis i Las Vegas. Han gav to koncerter hver dag og smuttede imellem dem over for at høre Elvis folde sig ud. De blev venner og indspillede sammen nummeret "Run On", som er blot ét af flere sublimt sungne gospelnumre.

Jeg kan ikke sætte en finger på sætlisten, der kom hele vejen omkring og ikke levnede plads til ét eneste halvslapt nummer. Tom Jones forkælede det yderst mangfoldige publikum med et væld af evigt syngmedbare sange som "I'll Never Fall In Love Again", "Green, Green Grass of Home", "It's Not Unusual", "Sex Bomb" og "You Can Leave Your Hat On", som fik Joe Cockers version til at ligne den rene amatørisme.

Flere numre blevet præsenteret i omarrangerede versioner, og "Delilah" med spanske guitarer og sydlandske rytmer fik temperaturen til at stige hos den kvindelige del af publikum, der konstant bombarderede scenen med dyngvåde trusser. Muligvis også på grund af den konstante regn.

At alt gik op i en højere enhed, skyldes også tilstedeværelsen af et formidabelt band med knalddygtige instrumentalister, en blæret blæsersektion, orgel, piano og kapable korsangerinder. Jeg kunne ikke sætte en finger på et eneste ubetydeligt lille minus under en søndagsgudstjeneste, hvor ypperstepræsten i centrum eftertrykkeligt slog fast, at han stadig er én af klodens bedste soulsangere.