Tom Jones, 2009

Det er en kendsgerning, at Tom Jones især får det kvindelige publikum til at smelte under sine ekstremt sensuelle sange. Derfor er det helt på sin plads, at britiske Florence Rawlings står for opvarmningen med en gennemført soulet og stilsikker optræden, der både matcher Joss Stones stemmepragt og Duffys retrospektive dyder. Hendes stemme og smækre udseende får mændene i Forum Horsens til at sukke, inden det bliver tøsernes, fruernes og quinderne tur til at stå med åben mund og tiljuble det 69-årige walisiske handyr.

Et rovdyr, der som skotten Sean Connery ikke har mistet sin potente fremtoning med en grå manke. Snarere tværtimod. For Tom Jones slår fra første nummer, "Sugar Daddy" fra aktuelle "24 Hours", fast, at han bestemt klarer mosten på scenen, selv om han burde være pensioneret. Med et kæmpe smil og sit unikke jordskælvsgrin byder han velkommen med linjen: "Jo ældre jeg bliver, jo værre var jeg engang". Stilen er lagt.

Fantastisk comeback

Bandets rytmegruppe er tilsammen omtrent lige så gammel som kvindebedåreren, der med stor statistisk sandsynlighed er far til én eller to af dem. For han deler kærlighed ud i spande-, sække- og læssevis den gode hr. Jones, der konstant skyggebokser og tripper rundt på scenegulvet, hvor der udover en fastklistret sætliste bliver plads til de notoriske trusser, der svæver gennem luften og lander for hans fødder.

Til showet med Chippendales i Odense udtalte en kvindelig gæst, at hun havde dobbelt trussebind på for en sikkerheds skyld. Havde hun indløst billet til Tom Jones, skulle hun været ankommet med en europapalle fyldt med indlæg for at holde sig bare nogenlunde tørskoet under den to timer lange hypersexede, sveddryppende og i store dele rytmisk vidunderlige forestilling.

Tom Jones har stadig en overlegen kraftfuld vokal, der igen og igen løfter balladerne op på et niveau, hvor de allerfærreste kan være med. På "I'll Never Fall In Love Again" er det forbistret svært ikke at forelske sig i den dybe røst, som er forbavsende upåvirket af alderen.

Rundt om i hallen krammer flere ægtepar hinanden så hårdt, at de truer med at klemme ulden ud af deres bluser og cardigans. Og apropos Cardigans byder Tom Jones på flere numre fra det forrygende album "Reload", der resulterede i et af de største comebacks i musikbranchen. Og heldigvis for det. For det er under alle omstændigheder en længe imødeset fornøjelse at overvære den ukronede trussekonge på tæt hold.

En hjerneblødning

Selv om klassiske numre som "Delilah" med spanske horn og kitschet fællessang smager vel meget af byfest og jukebokse på tilrøgede beverdinger, er det umuligt ikke at hoppe med på galejen og forsætte med at agere korsanger på pragtfulde "She's A Lady", "What's New Pussycat", "Green Green Grass of Home" og "It's Not Unusual", der blot er et udpluk af den fremragende liste over sange, der desværre skæmmes mod det forventede klimaks, der var bygget op til i to stive timer.

Eksperimenter er fine, men i tilfældet med det elektroniske dancenummer "Stoned In Love" må der være tale om en hjerneblødning. Det er et sjældent fejlplaceret nummer, der oven i købet byder på kikset playback, hvilket koster mindst en stjerne. Det er prisværdigt at satse på at forny sig, men ikke når man foretager sig noget så rystende radikalt, at publikum udvandrer eller stikker fingrene i ørene. Det var ikke på grund af dårlig lyd, for hallyden i Forum Horsens var til topkarakter.

Selv om Tom Jones som lovet tidligere på aftenen synger "Sex Bomb", er der simpelthen for langt op til en afsluttende eksplosion efter så eklatant et fejlskud. Og når han ydermere slutter med endnu en bommert i kraft af "Take Me Back To The Party", ryger man alle andre steder hen end tilbage til festen, der slutter med et slattent klimaks. En sjældenhed med Tom Jones bag mikrofonen og en helvedes skam, da fundamentet til en fremragende koncert allerede var lagt.

Medier

Tom Jones-pdf

Tom Jones-pdf 2

Kategorier