Simon Staun
Foto: Carsten Bundgaard

Hypermusikalsk norsk råstof

Den kan meget vel være, at årsagen til Norges rigdom delvist skyldes en bagstiv dansk udenrigsminister. Men efter en koncert med Stavangers Thomas Dybdahl kan man tilgive, at "vi" gav dem flere oliefelter, når de nu har skænket os denne uforlignelige sanger og sangskriver.

Til glæde for både gamle og nye fans er sætlisten skruet sammen af numre fra samtlige plader. Både fra den sublime "October"-trilogi, der etablerede ham som nordens musikalske pioner ud i eksperimenterende pop-rock, og de seneste to udspil "Science" og "Waiting For That One Clear Moment", hvor især sidstnævnte tager musikken i helt nye mere funky og dansable retninger.

Live har Thomas Dybdahl en brændende vision om at give sine melodier en ekstra dimension. Dermed åbner næsten samtlige sange med en fortættet, forsimplet intro, inden hele det forrygende band følger trop og bakker kaptajnen op, uanset hvilken kurs han sætter i de omarrangerede melodier.

Sammenspillet minder indimellem om et jazzorkesters på grund af den eminente timing. Lyden og især de dramatiske nærmest The Shadows-beslægtede guitarer og gæsteoptræden af en banjo slægter countrymusikken på, mens Dybdahl stemme er umulig at sætte i ramme. Han er både blueset, rocket og poppet. Dybfølt, drømmende og med en evne til at gøre de mest simple ord så poetiske, at man konstant lader sig rive med.

"Cecilia", "From Grace" og "One Day You'll Dance For Me New York City" leveres alle med en inderlighed og overbevisning, der er mere værd end indholdet af noget oliefelt på denne jord. Det lykkes endda at overgå dem alle med den smukkeste udgave af "Stay Home", jeg endnu har hørt. Dens nerve rammer med en styrke som en norsk efterårsstorm og indikerer af samme grund, at alle sangene ikke blev leveret med helt samme overjordiske overbevisning. Dermed bliver det "kun" fem stjerner med rumraket opad til Dybdahl og hans dygtige svende.