Simon Staun
Polfoto

Konceptalbummets kongestund

Det er ikke fair at bruge få timer på at anmelde ét af rockens helt store værker, der efter 32 år stadig sælger hundredtusinder af kopier hvert eneste år. Det er ikke fair over for min gamle musiklærer, der sad med et drømmende smil på læben og en tåre i øjenkrogen, når han lovprisede dét, der må tituleres alle "konceptalbummers moder".

Det er ikke fair over for Roger Waters, de dygtige musikere, korsangerne, grafikerne, børnekoret fra Lundehusskolens kor i Bispebjeg samt hæren af hårdtarbejdende fodfolk, der har været med til at producere dette gigantiske show, der uden et sekunds tvivl er det mest betagende, omfattende og spektakulære, der til dato har været opført i Parken.

Men alligevel må jeg hellere komme til sagen, inden jeg for gud ved hvilken gang drømmer mig tilbage til en forfærdelig sentimental udgave af "Mother", der stadig får det til at dunke i tårekanalerne.

Effektivt billedvalg

I Parken har der gennem årene stået mange mure på plænen. Blandt andet verdens bedste keeper og for tiden FCK's uovervindelige forsvar. Men aldrig er der opført en mur som den, der i løbet af første halvdel af koncerten bliver skabt hen over scenen, så Roger Waters og bandet til sidst er helt og aldeles afskåret fra publikum.

På en og samme tid vanvittig tænkt og genialt udført. Men i den grad med til at understrege temaet, titlen og tankerne bag et album, der stadig giver gymnasieelever sved på panden, når dets mange lag skal fortolkes.

Teksterne om isolation, paranoia og narcissisme lever i bedste velgående og er stadig yderst aktuelle. Ikke mindst i samspil med de gennemgående visuelle elementer, der projiceres op på muren fra start til slut, gøres tunge og fjerntliggende emner vedkommende og nære.

Man kan spørge sig selv, om det er for letkøbt og fortænkt at vise billeder af faldne soldater fra Anden Verdenskrig, krigen mod Irak og nu krigen mod Afghanistan og terror. Men blandet med billeder af nogle af de civile og ikke mindst børn, der er omkommet i diverse krige, eller børn, der stortudende genforenes med deres soldaterfædre, kan det være nok så kalkuleret. Det virker efter hensigten og efterlader mig gentagne gange med våde kinder og en mave, der snører sig sammen på kommando.

Totalteater uden sidestykke

Roger Waters er kendt som perfektionist, og han og lydteknikerne skal roses for dét, jeg umiddelbart vurderer som den bedste lyd i Parken nogensinde. Når helikoptere flyver hen over publikum, eller geværild flænser luften, dukker man sig uvilkårligt og ser sig skræmt over nakken. Det er med til at underbygge fornemmelsen af, at der er tale om totalteater i en skala uden sidestykke.

Såvel ældre klip fra "The Wall"-filmen fra 1982, gamle koncertklip med Waters og nye bjergtagende visuelle elementer blandes til en cocktail, der ind imellem fjerner fokus fra selve musikken, der dermed ender med at blive supplement til billederne og ikke omvendt.

Det er både godt og skidt, da der på albummet til trods for dets stjernestatus gemmer sig en række - hvis ikke middelmådige - så knap så geniale numre som de bedste fra Pink Floyd-kataloget.

"The Wall"-albummet gemmer retfærdigvis på sin portion af blændende rocknumre, hvor de personlige favoritter er "Hey You", "Comfortably Numb", "Run Like Hell" eller "Vera", der i Parken bliver spillet så suverænt som forventet.

Skamskudt publikum

Næsten alt går op i en højere enhed i et koncertshow i verdensklasse. Men hovedrolleindehaveren Roger Waters er ikke så nuanceret en sanger som sin tidligere kollega David Gilmour, der var med til at skrive ni af dobbeltalbummets 26 numre.

Waters' vokal virker en anelse mudret i en håndfuld af sangene, hvilket dog umiddelbart er det eneste kritikpunkt i en sjælden storladen helhedsoplevelse, hvor man bliver traumatiseret, visuelt voldtaget og i den grad forført af en musikalsk demagog, der efterlader et skamskudt men lykkeligt publikum foran en bunke sønderbombede murbrokker.