Simon Staun
PR-foto

Rockens Mickelangelo

Drømme er til for at gå i opfyldelse. Og 85.000 publikummere må tænke barmhjertigt tilbage til dengang, de spottede et stjerneskud og ønskede at få lov at overvære verdens største rockband, der med stor sandsynlighed leverede deres sidste koncert på dansk grund søndag aften.

Selv måtte jeg knibe mig eftertrykkeligt i samtlige lemmer, da Rolling Stones entrede en gigantisk scene, der kunne være verdens niende vidunder. Bandet er selvsagt det ottende.

Nu kommer de. Det er dem. Kongerne. Spradebasserne. Rockmusikerne. Æret være deres musik, tænker jeg, mens kvartetten indleder med fænomenale "Jumping Jack Flash" og supertændte "It's Only Rock'n'Roll".

På trods af et meget stift guitarspil med alt for mange fumlefejl fra Keith Richards og Ron Wood, der tilsyneladende havde konsumeret flere stoffer end Holland nytårsaften, så er der ingen tvivl: "I know it's only rock'n'roll but I like it, like it, yes, I do!"

Når superkvartetten den efterfølgende halvanden time tryller den ene klassiker efter den anden ud af det rødglødende gab på Mick Jagger og de hyperrutinerede fingerspidser hos Keith Richards, Ron Wood og Charlie Watts, så skal man vist være både indremissionsk og stokdøv for ikke at overgive sig fuldstændigt.

Ingen større end Mick

Mick Jagger er genrens bedste performer. Skid et hul på størrelse med Horsens i Madonnas kønsløse koreografi og umusikalske ligegyldigheder. Det her er ægte nerve og entusiasme, der er solidt forankret i en livslang passion for rockmusik med en frådende snert af blues.

Det er ganske enkelt naturstridigt, at et band med en gennemsnitsalder på 62 kan være så energiske og afsmittende. Men gud, hvor er det dog fantastisk at overvære.

Hvis man kunne konvertere til "Stonesismen", så ville jeg lade mig omvende hurtigere end riffet på glohede og sjældent sexede "Brown Sugar", der går hånd i hånd med sublime udgaver af "Honky Tonk Woman", "Start Me Up" og "Midnight Rambler".

Sidstnævnte sætter en kæmpe streg under gruppens kvaliteter, når maskineriet kører optimalt. Watts gløder bag koklokkerne, pianoet pumper og Mick Jagger emmer af overskud som først i 1960'erne. Dengang formåede bandet at få pigerne til at dåne på under 25 minutter. I dag ville tøsebørnene have fået hjertestop og kroniske skader på hvinegenerne.

En rockgudstjeneste

En af mine kolleger måtte søndag formiddag haste til Roskilde efter billetter, der var sat til salg af uforståelige årsager. Jeg ville uden tøven have svømmet til Påskeøen - mod strømmen - for at have sikret mig adgang til dette manifest af langtidsholdbar rock'n'roll.

Efter koncerten slog det mig, at man burde putte hele oplevelsen på flaske og nyde den i små sip ved helt specielle lejligheder, når rockens dinosaurer har brølet for sidste gang.

"You can't always get what you want" er et af de smukkeste omkvæd, The Rolling Stones har skrevet. Og desværre et falsum. For de 85.000 tilrejsende fik præcis det, de kom efter: En rockgudstjeneste med en manisk messende Jagger som ypperstepræsten og folkeforføreren med et følge, der bestemt ikke kan kaldes for uskyldige kordrenge. Amen.

PR-foto