Simon Staun
Foto: Kim Rune

Rocksekten sluttede sublimt

The Cult slutter koncerten på Posten med en intens udgave af The Doors-klassikeren "Break On Through (To the Other Side)". Titlen på dette nummer beskriver meget sigende koncertens forløb. For det ligger ikke i kortene under første nummer, "Rain", at det skal ende så intenst og medrivende, som det gør.

Men forsanger Ian Astbury, der starter nærmest pinligt sløset, synger sig varm, bryder igennem middelmådigheden og kommer ud på den anden side som noget nær en triumfator.

Det gør han, fordi stemmen bliver mere og mere kraftfuld, efterhånden som den pløjer sig gennem et sangkatalog, jeg desværre først for nylig har gravet mig til bunds i. Opsamlingsalbummet "Pure Cult" spilles stort set fra ende til anden på Posten, hvis publikum, der er valfartet til både fra Aarhus, København og sågar Oslo, næppe kunne have bedt om et bedre udvalg af stadionrockere, intelligente ballader og halvpunkede hardrockere.

Man tilgiver hurtigt, at ventetiden, inden The Cult går på scenen, er urimelig lang, og at der på grund af den massive regn uden for lugter af sur hund og omklædningsrum.

For allerede med tredje og fjerde nummer, "Electric Ocean" og "Sweet Soul Sister", fornemmer man, at det indledende famleri sagtens kan overskygges af musikmageri af prima kvalitet.

Duffy kører showet

Jeg hører et utal af referencer i The Cults sange, og flere gange, mens jeg betragter den historisk dårligt klædte forsanger, kan jeg ikke lade være med at tænke, at bandet har mange lighedspunkter med især Guns'N Roses: En bunke fortræffelige sange, der strækker sig fra den mest indfølte ballade til brutalt pulserende stadionrockere, en komplet udsyret forsanger og en enestående guitarist til at holde røven oppe på ham.

Der er ingen tvivl om, at guitarist Billy Duffy er manden, der sikrer den fjerde stjerne. Hver gang Astbury kløjs i et vers eller mangler luft til de sidste ord i en sætning, sætter Duffy et par nådesløse hårde stød ind, så man slet ikke magter at bekymre sig om vokalens svingende kvalitet.

Rent stilmæssigt bevæger hen sig fortroligt over hele paletten. Uanset om det er AC/DC-beslægtede akkorder som på "Lil' Devil" eller The Rolling Stones-familiært som på "Love Removal Maschine", begge fra bandets bedste udgivelse "Electric" fra 1987, sidder riffene millimeterpræcist.

Mens Astburys formkurve stiger støt mod slutningen, forsætter Duffy med at spille ekstasen helt ned i mine stadigt våde sokker.

At The Cult ikke blot var et pausekomma i 1980'ernes rockroman står tydeligt efter den afsluttende halve time, hvor uhyrligt potente og storslåede numre som "Wild Flower", "She Sells Sanctuary" og "Fire Woman" efterfølger hinanden og resulterer i en stærk afslutning.

Præcis som i et eventyr begyndte koncerten skidt. Men til trods for et til tider halvtamt publikum og The Cults ind imellem provokerende sløsede sceneageren endte både regnen, lugten af hund og den efterfølgende hvinen for ørerne at være det hele værd.