Simon Staun
Foto: Kim Rune

Varm koncert på kølig aften

Det er yderst dristigt at indlede en koncert med sit allerstørste hit. Men Texas kaster sig ud i "I Don't Want a Lover", mens mange tilskuere stadig er i færd med at finde stå- og siddepladser og tanke øl.

Forsanger Sharleen Spiteri virker en smule distanceret, og bandet kan heller ikke klandres for at være overmåde engageret under de første numre. Spiteris stemme er mildest talt ikke overbevisende. Den virker ordinær, uden kant og ude af stand til at nå den dybde, der har været med til at skabe bandets succes.

Det hjælper heller ikke på intensiteten, at teknikken driller, så fire-fem numre skæmmes af hyletoner. Men så er det, at Sharleen Spiteri viser det berømte format, der kan være så udslagsgivende for, hvordan en koncert udvikler sig.

- Shit happens in the forrest, konkluderer hun for derefter at opfordre publikum til at tage de tekniske vanskeligheder med et smil og love at danse lidt mere løssluppent til næste nummer.

Den opfordring tager publikum imod, mens Spiteri øser endnu mere skotsk dialekt og humor ud fra scenekanten, som hun nu har bevæget sig ud på.

Kød på grillen

Der forbliver forsangeren resten af koncerten som for at sikre sig, at den ild, hun har fået tændt i sig selv og publikum, ikke brænder ud.

Det bevirker tilsyneladende, at hun synger bedre og bedre. For mens "Everyday Now" og "In Our Lifetime" indledningsvist blev sunget næsten slavisk og uden sjæl, fremstår "Summer Son", "Black Eyed Boy" samt "Say What You Want" helt anderledes vedkommende og bevægende.

Faktisk er det efter præsentationen af Texas' nye sang "The Conversation", at koncerten ændrer karakter. Der kommer mere kød på grillen. Mere saft og kraft i udtrykket. Helt i overensstemmelse med Spiteris mest applauderede kommentar:

- Jeg er ikke vegetar længere. Man bliver jo klogere, jo ældre man bliver. Så efter koncerten skal jeg ud og have mig en dansk hotdog. Jeg har hørt, de er helt fantastiske, pjatter Sharleen Spiteri.
Og så var dét publikum og dén kølige aftenluft overvundet.

Udødelige klassikere

Texas har skrevet en lang række fine popnumre, hvoraf de fleste er fundet frem og støvet af til denne koncert. De bedste af dem er virkelig gode, men ikke desto mindre er det to covernumre, der fremstår som aftenens bedste.

Al Greens fænomenale "Tired of Being Alone" og Elvis' uforlignelige "Suspicious Minds" er uden skyggen af tvivl de smukkeste, mest formfuldendte ballader denne aften.

Det udsagn kan man angribe på to måder: Enten ved at konstatere, at de færreste kunstnere når Green og Elvis til knæhaserne, eller at Sharleen Spiteri trods alt er så dygtig en sanger og en performer, at hun kan puste liv i to udødelige klassikere.