Simon Staun
PR-foto

8000 stemte på liste TT

Det minder om et amerikansk præsidentvalg i den afgørende fase, da de fire medlemmer i Take That indleder det, der måske bliver årets popbrag i Jylland. Mens konfetti hagler ned fra oven, står Gary, Jason, Mark og Howard - tilpas modnede sangere, entertainere og ikke mindst mandfolk bag hver deres talerstol og ligner kandidater, der vil få samtlige 8000 krydser, hvis det er muligt at sætte kryds ved liste TT ved udgangen. T for tøseinferno. T for trussetyve grand cru. Take That is back for good.

Jeg har sjældent holdt mig så meget for ørerne under en koncert. Vel at mærke mellem numrene. Det feminine brøl kunne have slukket ildebrande i Californien, så intens er styrken. Det er vel også forventeligt, når nu det er 12 år siden, at Manchester-gruppen sidst gæstede Danmark.

Derfor virker det oplagt at servere "Patience" fra 2006-albummet "Beautiful World". Jeg har ikke hørt så mange skrige netop dét ord, siden Guns'N'Roses var det fedeste fede.

Fra at være store, charmerende drenge synes Take Thats medlemmer nu granvoksne, stadig dybt professionelle og i min optik langt mere eksperimenterende på scenen. Hvilket sikkert også skyldes den teknologiske udvikling, som de gentagne gange lukrerer på.

Popuniversets centrum

Allerede med "It Only Takes a Minute" sætter de fire kåde knægte en tyk streg - eller skulle man sige stripstang - under deres fuldvoksne mandighed, da velskårne, afklædte kvinder pisker stemningen til flødeskum med et hæsblæsende stripclubshow, som får de uhyre fåtallige mænd i hallen til at juble. Stripstængerne er efter få berøringer rødglødende, hvilket minder mig om en festlig aften for år tilbage i Caracas. Men inden den tanke forankrer sig, får de 8000 stemmer hevet mig tilbage til virkeligheden. Hvilket heller ikke er det værste sted at være, når man nu har affundet sig med, at pop ikke pr. definition er et fyord.

Take That havde lovet et spektakulært show. Og som sande briter holder de ord. Fra ende til anden leverer de et totalteater, hvor man trækkes rundt i manegen og får serveret kabaret, karneval, samba og pyroplastiske gimmicks, så kinderne blusser, og man tager sig selv i at skråle med på "Relight My Fire".

Som det mest naturlige i verden bliver der sat ild til både hat, ærme og støvler hos de tre tilbageværende, storsvedende aktører, der klarer ærterne, mens en sygdomsramt Howard Donald må restituere backstage under det meste af showet.

Festen får et ekstra spark med Gnarls Barkley-hittet "Crazy", inden alle musketerer omgivet af iskolde dampe kommer ind på scenen iført lange, blærede trenchcoats og ligner Milano-modeller i deres rette element.

Med sangen "Rule the World" fra filmen "Stardust" indtager de podiet midt i hallen, der et kort øjeblik senere bliver popuniversets centrum, da "Back for Good" som den første sang i min hukommelse får hele Gigantiums menneskemasse til at svinge poterne i vejret og synge så højt, at reklameskiltene fra såvel Gøl Pølser som Ranum Teltudlejning skælver.

Klimakset forlænges til kvindernes åbenlyse tilfredsstillelse, da et jomfrueligt, hvidt piano efterfølgende glider op fra gulvet og lægger op til fællesang, mens bandet cirkler under en laserskabt stjernehimmel. Et smukt syn, der minsandten overgås, da fire yndefulde danserinder hæves op på en enorm ring af lys, der som et lysende bælte svæver midt i rummet omkring en discokugle på størrelse med Saturn.

Et såre simpelt men genialt træk at centrere opmærksomheden og dermed give så mange publikummere som muligt chancen for at føle vibrationerne helt tæt på showets epicenter.

Mere potent band

Selv i en lettere amputeret version opvejer Take That de tamme popfadæser, som Gigantium har lagt navn til de seneste år. Desuden bliver det en historisk dag for Nordjylland, da en lokalitet aldrig tidligere har været vådere end Limfjorden.

"Everything Changes" fra 1993 er måske den mest beskrivende titel en aften, hvor boybandet endegyldigt begraves, og gravøllet tylles, mens et langt mere voksent og potent manband med lige dele klassiske tudesange og nykomponerede festbrag afslører, at gruppen også uden en vis herre om bord på popskuden er mere sexet, vovet og underholdende end nogensinde.

Eksempelvis har jeg aldrig set et kolossalt løbebånd integreret i en musikalsk finale, der meget passende indebærer en medrivende gospeludgave af "Never Forget", inden "Shine" og "Pray" med al hørbarhed understreger, at aftenen ikke bliver sådan lige at glemme.