Simon Staun
Polfoto

Elskværdige Wonder

Den amerikanske soul- og poplegende satte uden tvivl ny danmarksrekord i antallet af gange, hvor der blev sunget og sagt "love" i en velspillet og rørende koncert, der blev skæmmet en smule af lidt for lange instrumentale afbrækkere og ikke mindst en ulidelig afslutning med en dansk fan, der i de sidste 10 minutter fik æren af at sidde ved siden af Stevie Wonder, mens han spillede aftenens musikalske punktum "As".

Selv om denne Anne Marie med garanti fik sit livs oplevelse, stod man med en mærkelig fornemmelse i maven, fordi hendes tilstedeværelse i den grad punkterede klimakset på en koncert, der ellers flere gange truede med at blive den absolut bedste nogensinde i Gigantium.

Som helhed skulle man dog være et utaknemmeligt skarn, hvis man efterfølgende var skuffet, og tænker man på, at Stevie Wonder fik stort set samtlige publikummere til at råbe: "Vote for Obama", var der tale om en mand med et solstrålesmil, en verdensklassestemme og kolossalt hjerte, der i den grad fik publikum i sin hule hånd.

Svulstig ørkenvandring

Stevie Wonder spillede ikke overraskende numre fra hele sin fem årtier lange karriere, og selv om det var skønt at opleve ham i knap tre timer, ville det have været bedre for aftenen som helhed, hvis han havde undladt en række af de mest afdæmpede og ukendte numre især i første halvdel af sættet, da disse svulstige ørkenvandringer hev intensiteten ud af hallen.

Desuden virkede det som om, at percussionisterne og trommeslageren indledningsvist kæmpede om herredømmet på scenen, hvilket resulterede i en lidt rodet lyd, der først efter tre-fire numre fandt sit naturlige leje.

Undervejs var der strøet fænomenale numre ud som "Higher Ground", "Living For the City" og "Part Time Lover", der udgjorde et særdeles fornuftigt afsæt, inden den sidste del af koncerten eksploderede med smeltende, saftige udgaver af "Signed Sealed Delievered, I'm Yours", "Sir Duke", "Isn't She Lovely" og det funky, forventede, festlige højdepunkt "Superstition".

Eneste anke i denne euforioverdosis var "syng-med"-sekvenserne, der blev belastende med deres langstrakte gentagelser .

The Boy Wonder, der nu er blevet en halvgammel herre, eksperimenterede også med sin egen vokal gennem en stemmeforvrænger, der ligner et sugerør i forlængelse af mikrofonen. Et spøjst indslag med endnu et kæmpe bifald tilfølge, der indikerede, at Wonder kunne have sunget gennem en falmet haveslange og stadig vundet alles hjerter.