Simon Staun
Foto: Brian Karmark

Saybia sang farvel med manér

Selv om Søren Huss ved første øjekast minder om en reserveret huleboer med sit fuldskæg og påfaldende distancerede entré, kan det ikke eliminere indtrykket af, at der på en eller anden måde er tale om et forvandlet band i forhold til forrige års turné.

Saybia fremstår som et band, der måske på grund af den varslede pause har smidt tøjlerne, sadlet om og bare spiller sangene helt og aldeles forbilledligt. Og efter min mening bedre end nogensinde.

Efter at have hørt omtrent et dusin Saybia-koncerter siden 2002 er der ingen tvivl om, at koncerten lørdag aften på Magasinet vinder prisen som den bedste.


Sikkert kraftigt påvirket af det faktum, at det måske bliver den sidste nogensinde. Men måske i lige så høj grad grundet det faktum, at bandet agerer som en toptunet og finjusteret helhed. En musikalsk organisme, hvor alle aftaler og retninger i sangene bliver udstukket gennem telepatiske bølger.

Den kroniske opmærksomhed på Søren Huss mindskes også en smule, fordi andre bandmedlemmer virkelig træder i karakter. Især guitaristen Sebastian Sandstrøm stjæler meget af rampelyset med et både drømmende og aggressivt spil, der undervejs og især på ekstranummeret "Eyes on the Highway" løfter melodien op på et nærmest trancelignende niveau.

Også bag keyboardet disker Jess Jensen op med sprøde toner og betydningsfulde effekter. På nummeret "Untitled" er hans kirkeorgelsbund med til at understrege bandets uovertrufne tekst- og melodiskrivertalent.

Sublim præstation

De messende omkvæd og den eksperimenterende guitar på ovennævnte nummer får Saybia til at lyde lidt a la The Doors, hvilket bestemt klæder dem.

Den syrede og introverte stil passer fornemt til det nedtonede lysshow, der det meste af koncerten indhyller medlemmerne i et mystik skær frem for at oplyse dem.

Måske er det ubevidst. Måske det modsatte. Men det betyder, at aktørerne træder i baggrunden og lader musikken tale for sig selv.

Hvilket som udgangspunkt ikke er nogen dårlig idé, når man leverer en forbilledlig præstation, som Saybia gør til denne deres foreløbigt sidste koncert på Fyn, inden den proklamerede pause indledes til november.

Aldrig har jeg har hørt dem så fokuserede, så benhamrende musikalske og ind til benet-autentiske. Alligevel aner publikum tilsyneladende ikke helt, hvordan de skal tackle situationen. Og ærlig talt er det en anelse svært at vide, hvordan man skal forholde sig, når Søren Huss kaster sig over "The Second You Sleep" med omkvædet "I stay to watch you fade away. I dream of you tonight - tomorrow you'll be gone".

Jeg kan umuligt have været den eneste med en klump på størrelse med en golfbold i halsen, og den bliver ikke mindre, efterhånden som metaforerne og de uvilkårlige koblinger til Søren Huss' kærestes skæbne hober sig op. Jeg havde lovet mig selv, at denne anmeldelse ikke skulle handle om den tragiske ulykke, men da den betyder så meget for Saybias fremtid, er det umuligt helt at negligere den.

Vil savne dem

For syv år siden, da hele eventyret begyndte for Saybia, blev der ofte hentydet til Søren Huss udseende. Lidt for tyk. Lidt for langt hår. Lidt for - grim.

Som om, det var mærkværdigt eller naturstridigt, at en gut, der ikke just bejlede til forsiden af modemagasinerne, havde så enestående en stemmepragt. Derfor er "In Spite Of" med åbningslinjen "I ain't as beautiful as you" en af de sange, der i mine ører favner Søren Huss' person og har betydet utrolig meget for hele bandet.

Men det er lodret løgn, Søren. Du er smukkere end de fleste af os i den store grå publikumsmasse. Og med et sublimt ekstranummer-trekløver bestående af "Eyes on the Highway", "Brilliant Sky" og "I Surrender", er det umuligt ikke også at se det smukke i Saybias storladne poprock, hvis ekko for altid vil svæve under Magasinets loft.
Jeg tror, det er med Saybia som med de små købmænd, der har lukket talrige butikker i det ganske land. Man savner dem først, når de væk. Så kære Saybia: "I wish by God you'd stay".

Foto: Rumle Skafte