Simon Staun
Pr-foto

Tyndbenet men nostalgisk Roxette

Den opmærksomme læser vil allerede have spottet, at der er givet to karakterer til denne koncert. Det skyldes det faktum, at man kunne opleve og bedømme koncerten efter vidt forskellige parametre.

Skulle man udelukkende anmelde koncerten ud fra en analyse af sangteknisk formåen og lydmæssige forhold, var det en katastrofe. Efter de to første numre troede jeg, at der var et problem med forsanger Marie Fredrikssons mikrofon. Det var det desværre ikke. Hun sang så pivfalsk, at det gjorde ondt langt ind i tyktarmen. Og så agerede hun som en patient, der havde fået lov at forlade sygelejet alt, alt for tidligt.

I flere perioder kunne hun knap slæbe sig frem og tilbage mellem mikrofonstativ og kollegaen Per Gessle, der er hovedarkitekten bag makkerparrets succes.

Når hun skulle klappe, kunne hun knap falde ind i trommeslagerens simple rytme, og i det hele taget var det svært at se, at den afpillede, stive kvinde var den samme, som sad og storsmilede på scenetæppet bagved. Indimellem ramte hun tonerne, som de oprindelig var ment. Men langt de fleste gange galpede hun som en forkølet hund, der hev efter vejret. Det var patetisk. Det var sørgeligt, og det gjorde ondt at opleve, hvor præget af sit lange sygdomsforløb, hun immervæk stadig var.

"It Must Have Been Love" har tekstlinjen: "But it's over now - I lost it somehow'", beskriver meget rammende den sørgelige forfatning, Marie Fredrikssons vokal er i. Så hvis duoen vender tilbage til Danmark, som Per Gessle indikerede, håber jeg virkelig, at hun er kommet mere til hægterne. Alt andet vil være en hån mod publikum.

ABBAs arvtagere

Den vokale katastrofe kan dog ikke slette indtrykket af en overdosis nostalgi, som et rekordstort publikum var mødt frem for at slubre i sig. Aldrig har så mange stemt i og skreget deres stemmebånd i stykker foran Bøgescenen, som på hittet "It Must Have Been Love", der var nummeret, der for alvor gjorde Roxette kendt i det store udland i forbindelse med filmen "Pretty Woman".

Ser man på sætlisten, er det svært ikke at få en klump i halsen. Det er ganske enkelt hit på hit på hit.
Der er vel ikke et nordisk band siden ABBA, der har kunnet præstere så mange internationale nummer 1-sange af den kaliber?

"Sleeping In My Car", "Dangerous", "Joyride" og "The Look" er lyden til rigtig mange af tilskuernes ungdom, og de får sig uden skyggen af tvivl en oplevelse for livet. Det smitter tydeligvis af på aktørerne på scenen, der takker af med en rørende, akustisk udgave af "Church Of Your Heart".

Skanderborg har tidligere haft held med at booke bedagede og gendannede bands. Men hvis man ser bort fra den nostalgiske overflod og det imponerende bagkatalog af fængende popnumre, var der alt for lidt kvalitet at komme efter ved afslutningskoncerten.