Simon Staun
Foto: Kim Rune

Et historisk smukt punktum

Normalt ville en fuldstændig uforlignelig, fantastisk og strålende smuk koncert udløse seks stjerner. Men i dette tilfælde må jeg undlade at være så regulær og konventionel at give karakter. For hvis retfærdigheden skulle ske fyldest, så skulle den have syv, otte eller tusind. Intet ville være nok.

Efter to en halv time med sange som "Wish You Where Here", "Time", "Money" og "Another Brick In The Wall" kunne man kun lukke øjnene og spørge sig selv, om man var død og vågnet op i himlen.

Selv en egetræstyk synonymordbog ville komme til kort i det desperate forsøg på at sætte ord på dette audiovisuelle sansebombardement, der om 20 år vil omtalt som koncerten.
2006 vil i min verden for altid være året, hvor Rogers Waters sammen med et velsmurt band skrev historie og satte nye standarder for rockkoncerter.

Tårerne strømmede

Jeg har ikke hørt Pink Floyd i deres storhedstid. Men sammenligner man denne episke og ekstravagant storladne rocksymfoni med de mange andre i øvrigt glimrende koncerter på dette års Roskilde Festival, så ville de blegne som en albino dyppet i klorin.

Aldrig har jeg oplevet så fuldstændig bjergtagende lyd på Orange Scene eller nogen anden udendørsscene. Waters' vokal, guitarerne, backingkoret, trommerne, hammondorglet og saxofonen stod alle sammen så knivskarpt, at lydmændene må have brugt skarptslepne samuraisværd i deres forberedelser.

Og alle stemmerne i baggrunden: De skizofrene, de uhyggelige, de kryptiske og de rallende fik så optimale forhold, at publikum konstant drejede sig for at se, hvor disse over- eller underjordiske røster stammede fra.

Kiggede man sig yderligere omkring, kunne man se adskillige, der gav tårerne frit løb. Imens krammede de mest tatoverede og forstenede mandfolk hinanden euforisk.

Ekkoet af Pink Floyd

Publikum smeltede sammen og åndede gennem numre som evigaktuelle "Us And Them". Jeg følte mig vægtløs. Beruset uden at have drukket. Lykkelig. Hel. Genfødt.

Hvis jeg kun måtte opleve en koncert i dette liv. Så ville det uden et mikrosekunds tænkepause blive denne. Og engang, når vi mennesker måske afslører, hvad der virkelig gemmer sig på den mørke side af månen eller allerdybest nede i det menneskelige sinds brønd, så vil ekkoet af Pink Floyds musik stadig kunne høres.

Jeg bøjer mig i støvet - bogstaveligt talt - for noget af det mest visionære, bevidsthedsudvidende og sindssygt fede musik, der nogensinde har lydt på denne planet. Større og flottere punktum er aldrig sat på Roskilde Festivalen.

Foto: Kim Rune