Simon Staun
Foto: Morten Rygaard

Solsystemets største charmør

 
- Jeg er Robbie-fucking-Williams, og I er Køben-fucking-havn. De næste to timer ejer jeg jeres røv, proklamerer Robbie Willams så determineret fra scenen, at man straks tjekker sin bagdel for at se, om hans håndaftryk allerede sidder der.
 
Sjældent har jeg oplevet så intens og gribende koncertindledning, som da den 39-årige brite sluger samtlige 45.000 tilskuere med hud, hår og højhælede sko. "Let Me Entertain You" bliver en selvopfyldende profeti. Et manifest for den maniske drengerøv, der til trods for lidt mandemave har bevaret sit uhørt høje energiniveau og den uforlignelige evne til at underholde.
 
Robbie Willams synger "Not like the others" i sangen af samme navn, hvilket er svært at være uenig i.
 
Han er begavet med en ganske kapabel stemme og øjne, der kan smelte indlandsis. Foruden en selvironisk distance, der udmønter sig i en morsom Beyoncé-imitation og selvudleverende videoklip, hvor han skvatter under en tidligere koncert.
 
Enhver stor komiker mestrer disciplinen at gøre grin med andre og tage endnu tykkere pis på sig selv. Men det kammer over et par gange. Robbie Williams har fået en dansk fan til at oversætte "I love you so much", hvilket han læser op fra et stykke krøllet papir: "Jeg har en stor, stor pik", siger han og hyldes, selv om det tenderer Ørkenens Sønner i plathed.
 
De bizarre optrin fjerner midtvejs fokus fra musikken, hvilket muligvis er endnu et velkalkuleret trick. For en del af sangene fra hans seneste udgivelser står slet ikke distancen, når de holdes op imod de største hits som "Monsoon", "Come Undone", "Millennium" eller "Better Man".
 
Englene sang med
 
Lyden i Parken er - hvis ikke perfekt - så det bedste, jeg har hørt i årevis. Trommerne står klart og buldrer ikke, blæserne pepper konstant melodierne op, mens de tre korsangerinder sørger for en fortrinlig vokal bund. Kernen i det hele, Robbie Williams' stemme, er hugget i granit som det gigantiske ansigt, der pryder scenens midte.
 
Modsat Chris Martin fra Coldplay kan man høre hvert eneste ord tydeligt. Det betyder dog også, at det står tydeligt, at Robbie Williams ikke er i nærheden af at besidde samme lyriske styrke som de fleste andre topnavne, der optræder i Parken. Hvilket vil sige Depeche Mode, Bruce Springsteen, U2 og nævnte Coldplay. Til gengæld har Robbie lige så meget karisma som både Bossen og Bono, så på det felt tilhører han ubetinget superligaen.
 
"Me and My Monkey" er det absolutte nulpunkt, hvor både sceneshow og sang ender ufrivilligt komisk. Heldigvis er setlisten skruet sammen, så Robbie Williams hurtigt er tilbage på sporet som folkeforfører på "Rock DJ", der endegyldigt bringer forsamlingen ud af dødvandet og ind på et kæmpemæssigt diskotek, hvor alle drages mod dansegulvet.
 
Den sidste del af strækningen består af ene højdepunkter med "Feel" samt "She's The One" og en formidabel version af "Angels" som prikken over i'et i både Robbie og Williams.
 
Efter sidste strofe fortsætter 45.000 forenede struber med at synge omkvædet så længe, at en synligt benovet Robbie Williams vender tilbage på scenen, følger trop a cappella og labber den uventede og gribende gestus i sig. Selv englene nynner med i de døende sekunder. Et elektrisk punktum på en aften med både stærkstrøm og svagstrøm i stikket.